Han er formentlig den mest berømte historiske enkeltperson i vor del af verden. Har man ikke hørt om andre, kender man altid Cæsar. Mere end nogen har Cæsar præget synet på den klassiske oldtid og Roms storhedstid. Cæsar blev synonym med politisk overhøjhed - skønt han hverken var kejser eller konge. Tværtimod fastholdt han sig i republikkens formaliteter og afviste ved flere lejligheder at tage titel af rex, uanset at brede kredse i det romerske politiske senatoriale hierarki pressede ham i den retning.
Beskedenheden rakte dog ikke så vidt, at Cæsar fraskrev sig magt. Tværtimod var magten hans middel til at nå ambitionen: den første blandt ligemænd og Roms hersker. Ikke så meget for personlig vindings skyld, skønt dette også betød noget i de yngre år, hvor gælden tyngede, men først og fremmest for at reformere det samfund, til hvilket han viede sit liv i hårdt og farligt og uafbrudt arbejde. Lige indtil den dag, da de sammensvorne attentatmænd i Senatet satte brat punktum for et rigt og dramatisk liv.
Det var jo, hvad der skete: mordet på Julius Cæsar den 15. marts år 44 f. Kr. Kulminationen, kan man sige, på den lange romerske historie om politisk vold med hyppige borgerkrige, utallige snigmord, sammensværgelser og skinprocesser og utallige landsforvisninger.
Fra vugge til Forum
Litteraturen om Cæsar er mangfoldig og kan støtte sig til et omfattende kildemateriale, også primært. Cæsar selv leverede en strøm af skrifter, mest kendt vel hans kommentarer til Gallerkrigene, velkendt af de nu ældre årgange af danske sproglige studenter, der endnu aflagde den store latinprøve. Den lille fæcesfarvede snydeoversættelse på knæene under skolebordet, reddede mange situationer, når forfatteren på sit klingende latin i detaljer redegjorde for sine snedige bedrifter mod Vercingetorix og hans gæve, men håbløst fortabte gallere.
Den britiske militærhistoriker Adrian Goldsworthy har drejet møllen endnu engang og tager fat i Cæsars liv og levned fra vugge til bålfærden på Forum. Goldsworthy har sat sig for at følge Cæsar som feltherre og som politiker. Mest det første, hvilket kan have sin rimelighed i alle de år, Cæsar tilbragte i felten. At den store romers koldsindighed utvivlsomt var hovedårsagen til hans store og mange triumfer, kan der herefter ikke herske tvivl om. Måske var han den største general i historien, skønt Napoleon - sikkert af bekymring for at være overskygget - i sin kritik på St. Helena pillede noget af glansen af den nærmest kronisk laurbærkransede forgænger.
Det er vigtigt til forståelse af succesen, at Cæsar byggede videre på en yderst effektiv militærtradition, hvor de romerske legioner gennem generationer havde udviklet forretningsgange, skik og brug, samt en skræmmende disciplin, uden hvilken ikke. Cæsar er manden der til fulde udnytter hele apparatet og besidder evnerne og modet til at slå de store slag på rette tid og sted. Når han først tager fat, skyr han ingen midler, men er sjældent brutal for sjovs skyld.
Mennesket Cæsar
Goldsworthy er ikke den første der fascineres af denne dragende skikkelse, samt stiller spørgsmålet, hvordan Cæsar så egentlig var som menneske. Noget entydigt svar kan ikke gives. Dels er vi den dag i dag ofre for propaganda og modpropaganda. Den altid formulerende Ciceros forhold til diktatoren er vel det nærmeste, man kommer nuancernes. I en scene, Goldsworthy ikke har med, giver Cicero i et brevs finurlige sidelys et portræt af den gæstende Cæsar.
En forfængelig, selvbevidst mand, men også en mand det er værd at lade sig ulejlige af. Ulejligheden består i et militært følge på et par tusinde mand, der alle skal have husly. De to store kanoner taler bemærkelsesværdigt nok ikke politik under visitten, men litteratur, inden gæsten drager videre.
Vil man kende Cæsars karriere, ikke mindst den militære, i detaljer er Goldsworthy god at gå til, skønt illustrationsmaterialet er udeladt, og kortene er få og ringe. Vor hjemlige Rom-ekspert Peter Ørsted har imidlertid skrevet en nok så indbydende biografi, Gajus Julius Caesar - politik og moral i det romerske imperium, af den udødelige romer, hvor kulturhistorien faktisk er bedre formidlet.
