Læsetid: 3 min.

En idrætspræstation på Solitudevej

Juliane Preisler springer ud som prosakunstens svar på ekstremsport
Juliane Preisler springer ud som prosakunstens svar på ekstremsport
8. januar 2009

Da en gruppe yngre løbere fra Aalborg for et par år siden skulle til Århus og deltage i et maraton dér, valgte de at varme op ved at løbe hele vejen derned. Den slags kaldes 'ekstrem' eller 'ultra' og har nu også bredt sig til skønlitteraturen, for eksempel med Martin Larsens ottebinds monstrøsitet Monogrammer (vægt: 9999 gram) og nu tillige Juliane Preislers mammutroman Privatpersoner, der over 448 sider beretter, hvad der rettelig må betegnes som en temmelig lillebitte historie.

Bogen består udelukkende af ultrakorte afsnit (i gennemsnit på lidt under en side), der fokuserer på én person ad gangen, og dels skildrer ham eller hende i situationssamspil med omgivelserne, dels følger figurens hele, halve og kvarte tanker helt ned i mindste flyvske detalje. Stilen er talesprogsagtigt fragmenteret med hyppig anvendelse af løse sætningsemner, selvkorrektioner og let varierede gentagelser, på samme tid klodset og vildt raffineret.

Forhandling

Når et sætningsled genoptages, kan det på samme tid skyldes personernes kredsen om sig selv og forfatterens bestræbelse på yderlig præcision, og når der stilles spørgsmål i tanken, kan de for den sags skyld udmærket tilskrives læseren selv, eller de kan forstås som bittesmå udspil i en forhandling mellem personerne og en gennemgående, uroligt springende fortæller om, hvad der nu skal ske - eller tænkes.

Særlig hyppige ord er 'og', 'eller' og 'altså', det sidste gerne brugt til at rette op på en mulig uklarhed, som netop kun opstår, fordi forfatteren så gerne vil vise bevidstheden i spontan funktion. Nogle gange opleves det, som om fortælleren bare er fuld eller på anden vis dopet, for korttidshukommelsen svigter konstant; men tag endelig ikke fejl, denne tekst er skam ikke spor sløv, den fremstår blot som ekstrem variant af teknikker fra europæisk højmodernisme, således som disse blev dyrket i Frankrig, for 50 år siden.

De fire gennemgående personer er to ægtepar, der på romanens første sider mødes til et middagsselskab: 1) den dødsmærkede, hemmelighedsfulde Martin; 2) hans hustru Rie med sin nedringning og sin lille sørgelige, alt for synlige fregnede barm; 3) Rolf med de flagrende fantasier om snarest at få stukket den ind hos sin kone eller få sex, måske noget der ligner, med tilfældige fremmede kvinder; og 4) hans smukke hustru Ea med lyskasterøjnene, danserindebenene og den ligesom 'ægyptiske' skikkelse.

Utroskab og død

Hende er det, der sætter sådan en slags skub i begivenhederne, da hun fatter interesse for Martin og opsøger ham i hans atelier, og hende bliver det, der rent topografisk får lov at afrunde bogen ved efter en fæl ægteskabelig scene ("Har du været sammen med en anden?") at lægge sig til at sove i gæsteværelset hos det par, der var værtsfolk ved optaktens selskab. Mellem disse to stationer har der været lidt utroskab, et højst forudsigeligt dødsfald, nogle barbesøg, en masse lange spadsereture og kaskader, ja, myriader af ord. Hvor mange ord illustreres bedst, hvis man forestiller sig teksten sat med samme typografi som, skal vi for eksempel tage Kristian Bang Foss' roman Stormen i 1999? Privatpersoner ville i så fald have ligget omkring 750 sider.

At spyttet bliver så umanerlig langt, skyldes ikke kun den overdrevent omstændelige stil - Redundansen Om Den Varme Grød - men også det forhold, at den 'polyfokale' fortælleteknik udstrækkes til en hærskare af tilgrænsende strejfpersoner, der optræder en gang eller fem og derved skaber en vis tiltrængt variation i rundvandringen mellem de fire hovedfigurer. Vi træffer således blandt andet en (lesbisk) bartender, en desillusioneret tjener (bøsse, jo, jo, kom ikke her!), en rengøringshjælp, en hjemmesygeplejerske, en bums på en parkbænk, en lille uregerlig pige samt dennes dagplejemor.

En sprække i tanken

Alle sammen lever de ligesom de fire centralfigurer i hver sin lille subjektive boble - henvist til sig selv og deres krop, historieløse, og kemisk renskurede for individuelle erindringer ud over det helt rudimentære, men frem for alt uhjælpeligt ensomme, og tavst skrigende på udfrielse.

Dog, dette passer nu ikke helt. Forfatter eller fortæller eller særlig Ea bruger gang på gang billedet af en ridse eller sprække, som måske kunne udvides til en åben dør ud i et andet liv, og hele bogens desperation fortættes i det spørgsmål, der stilles to steder og dermed binder tematikken sammen: Hvad gør vi her?

Jeg er atter dybt imponeret af den konsekvens, hvormed Juliane Preisler rendyrker en mellemting af modernisme og social realisme, men jeg må åbent indrømme, at jeg har svært ved at forholde mig til værket som et forlæg for en æstetisk oplevelse. Bogen er for kedelig, mere indviklet behøver det ikke siges, en ensomhedens idrætspræstation.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu