Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Katinka My Jones lyser op i mørket

Katinka My Jones overbeviser med smukke, sarte, skrøbelige, suverænt sikre digte
Kultur
29. januar 2009

Som et øje, der åbnes og lukkes igen - sådan opleves de på én gang enkle og dunkle digte i Katinka My Jones' (f.1983) bog nummer to, hvormed hun fra det nordjyske forlag Anblik (der i 2007 udgav Havet er sort, kysten er hvid) nu er flyttet ind hos Gyldendal. Øjet, der åbnes og lukkes, nævnes i de sidste to linjer af bogens afsluttende digt, men billedet beskriver udmærket bogen som helhed med dens sære blanding af noget tilsyneladende umiddelbart tilgængeligt og så noget tillukket, gådefuldt med toner af smerte og uforløst savn.

Formelt har vi at gøre med rytmisk højst uregelmæssige tekster sammenstykket af vers af voldsomt varierende længde. Intet digt er over 15 linjer, ingen under tre, de fleste stramme og knappe. De fleste benytter gentagelser, som (i hvert fald et stykke af vejen) giver helheden et katalogagtigt eller listelignende præg; men ensartetheden viser sig gerne at dække over en vilter forskelligartethed som i dette fireleddede credo:

Jeg tror der findes marker som
alting synker igennem/
undtagen huset/
og nogen ler højt./
Jeg tror på blodbøgens næve/
midt i dit liv./
Jeg tror på blomsterne der/
omkranser et navn og et kære./
Jeg tror på spejlet i tasken/
på den sorte skærm./

Her skifter verbet tro betydning, fra det at have eller fremsætte en formodning til det at fremsige sin personlige trosbekendelse, men læg også mærke til rytmen i syntaksen, hvor den samme struktur får lov at forsvinde og senere komme igen, sådan at første og tredje sekvens ligner hinanden, på samme måde som anden og fjerde. Og samtidig tager overraskelseseffekterne til: fra at vide nogenlunde, hvad det vistnok er, der siges, flyttes læseren længere og længere ud på den synkende mark.

Skridende tab

I et andet digt står pludselig to ord og lyser op i hovedet på én: "Forkert igen" læser man og mærker atter den gennemgående fornemmelse af manglende orden, skridende tab, svigtende kommunikation og instabile identiteter. Foldet ud over 11 linjer kan det forme sig sådan her:

Hvad holder dig oppe/
du kan stå op/
og producere dig selv/
en frygtelig maskine./
Du står fast i isen/
noget vådt frosset fast/
i noget koldt./

Dørkarmen giver efter,/
sne afbøder et fald,/
badeværelset er hvidt og rent/
og luften frisk og klar./

Man hæfter sig uvilkårligt ved den frontale ambivalens. At stå fast anses for godt, men at stå frosset fast i isen er noget farligt, der sker for nødstedte hejrer, svaner og gæs. At badeværelset er "hvidt og rent og luften frisk og klar", kan vel umiddelbart lyde rart, men dørkarmen har givet efter, og måske er scenen inde blandt fliserne den samme som fuglens ude på isen. Og hvad stiller man for resten op med midterverset i første strofe, "en frygtelig maskine", som virker som et fremmedelement, men jo samtidig får digtet i dets helhed til at dirre?

Fem sektioner

Katinka My Jones har bag på sin nye bog hidsat et selvstændigt digt, hvori man blandt andet kan læse: "Jeg er en gave, der forsvinder uendeligt i et spejl. Min elskede er en port. Der findes en hest, som aldrig har løbet hurtigt."

De fem kursiverede ord danner overskrifter på hver af samlingens fem sektioner, hvor "Jeg" indkredser subjekt og krop, "Gave" omhandler mellemmenneskelige relationer og korte situationer, "Spejl" aftegner rum, gerne i naturen med mark, mudder og mus, "Port" betjener sig af interiører med dør, vindue og gulv, mens endelig "Hest" lader dyret eller dele deraf optræde i hvert digt.

En underliggende eller overordnet billedmæssig struktur skabes endvidere gennem det forhold, at de fire første afdelinger alle diskret peger frem mod slutdelen med dens dyrekroppe og pumpende blod. Der er således en udfoldet sammenhæng - på tværs af de fortættede tekster. De smukke, sarte, skrøbelige, suverænt sikre digte gør, vil man indse, hverandre endnu bedre.

Har man gennem længere tid gemt på lysestumper, inden de brændte helt ned i stagerne, kan man en skønne aften tænde dem op med hinanden, indtil det bliver midnat.

Lidt sådan er det at læse Katinka My Jones' 44 digte i rap. Taget hver for sig kan de forekomme tilknappede, som om de foretrækker, tavshedens guld frem for talens sølv, men læst og oplevet på række kommer de som gaver rakt frem i åbne hænder. Og som der står i et digt: "Man ser sig selv / oplyst i mørket."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her