Katinka My Jones lyser op i mørket

Som et øje, der åbnes og lukkes igen - sådan opleves de på én gang enkle og dunkle digte i Katinka My Jones' (f.1983) bog nummer to, hvormed hun fra det nordjyske forlag Anblik (der i 2007 udgav Havet er sort, kysten er hvid) nu er flyttet ind hos Gyldendal. Øjet, der åbnes og lukkes, nævnes i de sidste to linjer af bogens afsluttende digt, men billedet beskriver udmærket bogen som helhed med dens sære blanding af noget tilsyneladende umiddelbart tilgængeligt og så noget tillukket, gådefuldt med toner af smerte og uforløst savn.

Formelt har vi at gøre med rytmisk højst uregelmæssige tekster sammenstykket af vers af voldsomt varierende længde. Intet digt er over 15 linjer, ingen under tre, de fleste stramme og knappe. De fleste benytter gentagelser, som (i hvert fald et stykke af vejen) giver helheden et katalogagtigt eller listelignende præg; men ensartetheden viser sig gerne at dække over en vilter forskelligartethed som i dette fireleddede credo: