Læsetid: 4 min.

Kroppen udsat for en kulturel kirurg

Corpus. Mediciner og kulturanalytiker Christian Graugaards rigt illustrede værk om menneskekroppen er en yppig montage af biologiske og historiske fakta, litterære citater og kulturvidenskabelige perspektiver
8. januar 2009

Mit forhold til det medicinske perspektiv på menneskekroppen er det, at jeg er lykkelig over, at det findes (ellers var jeg blandt andet død to gange i barselsseng), men ude af stand til selv at annamme det. For mig er kroppen (egen og andres) en diffus sfære af fornemmelser, billeder, sansninger, berøringer, udvekslinger etcetera - ikke en genstand, der kan dissekeres skarpt med kirurgens kniv eller sættes på kemiens formler.

I den henseende er det en udfordring at åbne medicineren Christian Graugaards nye store, faktamættede værk om menneskekroppen.

Men Graugaard er meget mere end mediciner, eller rettere en mediciner der altid har bygget bro til de psyko- og kulturanalytiske perspektiver, som for mig er mere begribelige. Og hans kropsværk er meget mere end medicinsk faktamættet; det er fuldt af litterære citater og overvejelser over forholdet mellem krop, bevidsthed, historie, sprog og samfund. Desuden overordentlig velskrevet, rigt illustreret og grafisk raffineret, med rige variationer i skrifttypernes størrelse, kulør, opsætning og baggrundsfarve.

Sidehistorier

Graugaards korpus består af 10 kapitler, som behandler hver sin dimension af menneskekroppen (fra kroppens mindste bestanddele over nervesystemet, huden, blodet, fordøjelsessystemet til kønsorganerne), og hvert kapitel indledes med en række biologisk faktuelle spalter, hvorpå følger det, som i indledningen kaldes "sidehistorier", hvor det kulturelle og historiske perspektiv på kroppen får lov til at udfolde sig. I kapitlet om blod er der for eksempel sidehistorier om vampyrer, blodets metaforer, blodets rituelle betydning og meget mere.

Som opfordringen lyder i indledningen, kan enhver læser strejfe gennem bogen efter eget temperament: "følge det faktuelt-biologiske spor", "botanisere i de mange sidehistorier", "fortabe sig i de spredte litterære citater" eller bare "kigge billeder". Som litterat har jeg selvfølgelig været særlig tiltrukket af de litterære citaters spor. Og i første omgang lidt bange for, om litteraturen nu bare skulle bruges illustrerende og læses, som om den handler om kroppen frem for det, som i lige så høj grad er tilfældet: at den bruger kroppen som et metaforlager. Men i og med at de litterære citater får lov at stå for sig selv med store typer og netop udgøre en slags selvstændigt 'spor' i værket, bliver de snarere perspektivudvidende end illustrerende.

Når Anaïs Nin for eksempel, i kapitlet om blodet, får lov til at brede sig med en refleksion over begæret, handler det afgjort ikke om blodets medicinske funktion, men om blodet som metafor: "Hvilket mysterium er det ikke, begæret? Kærlighedssygen, følsomheden, besatheden, hjertets skælven, blodets ebbe og flod. Intet narkotikum og ingen alkohol kan måle sig med det."

Erektionens årsag

Spørgsmålet om kroppen som genstand for medicinsk beskrivelse eller lager af metaforer for den menneskelige bevidsthed er en variant af det gamle filosofiske spørgsmål om forholdet mellem legeme og sjæl. Og selv om Graugaard strækker sig langt for at få 'sjælen' med i sit perspektiv på menneskekroppen, er det muligvis alligevel her vore veje skilles.

I kapitlet om hjernen afskediges sjæl-legeme-dualismen som en forældet teori, der i dag kun opretholdes "i spirituelle og religiøse sfærer", men ellers er veget for "den naturvidenskabelige materialisme, der ser sjælelige aktiviteter som udtryk for elektrokemisk hjerneaktivitet". Her får jeg lyst til at tilføje, at der findes et andet menneskesyn end det spirituelt-religiøse, der stadig opretholder dualismen mellem sjæl og legeme, eller bevidsthed og krop, nemlig psykoanalysens. For mig at se ligger en af vor tids store kampe netop mellem den moderne læge- og naturvidenskabs rent materialistiske syn på den menneskelige bevidsthed og psykoanalysens forståelse af ikke-identiteten (og det komplekse samspil) mellem krop og bevidsthed.

Til familiereolen

I kapitlet om kønsorganerne bliver det medicinske perspektiv måske særlig fremmed for mig, fordi det her handler om den seksualitet, som er så meget andet end en kønsorganernes mekanik. Når Graugaard oplyser os om, at det frem til middelalderen var almindeligt at forstå erektionen som forårsaget af 'livsånde', føler jeg mig mere kongenial med før-Middelalderen end med den faktuelle biologiske beskrivelse af, hvordan der sendes "nerveimpulser til erektionscentret i rygmarvens sæderegion, hvorfra der udgår især parasympatiske nerver til de cowperske kirtler og glatte muskelceller i penisarteriernes væg"(!).

Men igen overskrider og udvider Graugaard det rent biologiske perspektiv, blandt andet i en 'sidehistorie', der stiller spørgsmålet: "Hvor sidder kønnet?" og gør opmærksom på, at dette ikke bare er et spørgsmål om at lokalisere kønnet i kroppen (i hjernen, kønsorganerne, kromosomerne), men også i kulturen og psyken.

Graugaard er ualmindeligt velskrivende og har en journalistisk formidlende evne, som kan få tørre fakta til at glide ned. En overskrift som "Fra synd til swingerklub" kan få selv en fakta-ugidelig læser som mig til at drøne igennem en faktuel tekst om den historiske udvikling i synet på kønsorganerne fra Antikken til i dag, selv om den er trykt næsten usynligt med hvide typer på lysegrå baggrund.

Kort sagt vil Graugaards bog få plads på min familiereol i stedet for det gængse medicinske leksikon. Her kan jeg finde de faktuelle svar, som mine videbegærlige sønner spørger efter, så vel som de refleksioner og perspektiver, der snarere tænder deres faktuelt retarderede humanist-mor.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu