Læsetid: 4 min.

Det længste forhold er det, man har til skraldespanden

Fantastisk blanding af akademi-satire og filosofisk eftertænksomhed i Javier Marías-roman
Forhold. Når man lever alene og oveni købet i udlandet, lægger man enormt mærke til skraldespanden, for det kan blive det eneste, man har et vedvarende forhold til, ja, et kontinuerligt forhold til, skriver romanens hovedperson, mens han ser tilbage på sine to år som gæstelærer.

Forhold. Når man lever alene og oveni købet i udlandet, lægger man enormt mærke til skraldespanden, for det kan blive det eneste, man har et vedvarende forhold til, ja, et kontinuerligt forhold til, skriver romanens hovedperson, mens han ser tilbage på sine to år som gæstelærer.

Tomas Bertelsen

15. januar 2009

Den spanske forfatter Javier Marías' roman Et hjerte så hvidt, der udkom på dansk i 1993, var en fantastisk roman, som jeg drømte om engang at analysere og forstå til bunds. Her var alt, hvad man kunne ønske af fortælling og erkendelse, liv og død, tidsproblematik og Borges på den postmodernistiske måde. Men den var da ikke humoristisk, var den?

Den nyudgivne roman Oxford har mange ligheder med det hvide hjerte, men det mest slående er, at den er gennemført veloplagt snarere end alvorsfuld, at den er fortalt på en måde, som jævnligt får læseren til at klukle. Og jeg kluklo altså ikke dengang i 1993. Nok var jeg selvhøjtidelig og ung, men jeg nægter alligevel at tro, at jeg helt ville kunne overse den slags underholdende elementer, som Oxford vrimler med. Derfor er det underligt og paradoksalt at opdage, at Oxford ikke er en nyere roman, men fra 1989!

Når man har læst den, spørger man sig dog ikke længere, hvorfor den mon udgives nu, med 20 års forsinkelse, men er bare dybt taknemmelig over for forlaget, som har fundet den frem fra et sikkert frygteligt og fascinerende stort arsenal af uoversatte gode romaner. Ovenikøbet er romanen fremragende oversat med masser af lækre vendinger, så som det mangetydige, morsomme og præcise udtryk "falsk fedme".

En spanier i Oxford

Romanen følger og fortælles af forfatterens alter ego, en spansk gæstelærer, under to års ophold på universitetet i Oxford. Den fortælles i tilbageblik, to et halvt år efter hjemrejsen, hvor vi kort lades vide, at fortælleren nu har et nyt liv med kone og et lille barn. Måske er det oplevelsen af at se sit eget efterliv i dette barn, der får ham til at tænke tilbage på dengang, han var allermest alene, famlende i forhold til nutiden og stadig mere opslugt af fortiden.

Under opholdet i Oxford ser fortælleren sig truet af identitetsopløsning og sindsforstyrrelse. Han analyserer sig frem til, at mennesket ikke kan være alene i længere tid, at man har behov for en moder- og en faderskikkelse samt for en udkåren, i hans tilfælde en elsket kvinde.

Disse skikkelser finder han sig så blandt sine akademiske kolleger, og det ser ud til at holde lidt sammen på ham, noget der ikke mindst er behov for, da det viser sig, at hans rolle som gæstelærer er temmelig indholdstom, ligesom i øvrigt alle de andre akademiske stillinger på stedet. Da den gifte kvinde imidlertid sætter deres hemmelige forhold på pause, må han nødvendigvis rette sin længsel mod en anden udkåren, og her viser svært opdrivelige, oversete forfattere sig at være velegnede: Koncentrationen om netop denne ene blandt de mange, jagten på nye informationer, på dyrt erhvervede originale 'møder' kan godt give mennesket tilstrækkeligt indhold og retning. Antikvariatet bliver tydeligvis en håndterbar miniudgave af det uendelige livs mange muligheder. Jeg-fortællerens valg falder på den svært opdrivelige Gawsworth, hvis rigtige navn, også i virkeligheden, var Terence Ian Fytton Armstrong (1912-1970), en stor personlighed i det britiske kulturelle miljø i 1930'erne og konge på den lille ø Redonda - som virkelighedens Javier Marías angiveligt nu regerer over!

Det er ikke så meget affæren eller overhovedet handlingen, der fænger i den velskrevne lille roman, som det er menneskeskildringerne. Ikke at Marías gør det i fulde personkarakteristikker, derimod giver han os små observerede enkeltdele, fokuserede udsnit af virkeligheden. Det varer længe, før vi får sat et ansigt og en stemme på den udkårne kvinde, til gengæld ved vi alt om, hvor rørende barnlige hendes fødder ser ud, når de træder ud af de høje hæle, om måden hendes kjole glider op, og cigaretasken truer med at falde, når hun ligger på sengen og snakker. Ofte skildres synsindtryk og lyde for sig, som i beskrivelsen af et high table jeg sent skal glemme: Her går de strengt gennemførte og i sig selv latterlige engelske hierakier, ritualer og akademiske kostumer op i en højere enhed med de fuldstændig vanvittige, ofte perverterede måder, det alt for menneskelige gør sig gældende på i glimt.

Dagens skraldepose

Men fortælleren har ikke kun blik og øre for andres store intentioner og basale drifter, han udstiller i høj grad også sig selv. Hans flersiders filosofering over "skraldespanden som værk" er forrygende morsom og begynder sådan: "Når man er alene, når man lever alene og oveni købet i udlandet, lægger man enormt mærke til skraldespanden, for det kan blive det eneste, man har et vedvarende forhold til, ja, et kontinuerligt forhold til."

Humoren understøtter på forunderlig vis romanens filosofiske anliggende og gør den utroligt læseværdig. At forholde sig til to år på gennemrejse er som at forholde sig til livet og døden, men det er også som at binde dagens skraldepose. "At vide, at man på et tidspunkt skal give afkald på det hele, er ulideligt for enhver, uanset hvad det hele er for hver enkelt, det eneste, man kender, det eneste, man er vant til."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu