Læsetid: 3 min.

Lidt nyt under discokuglen

Skotterne i Franz Ferdinand forsøger at udvikle deres disco-rock, og det kommer til at flytte fødder. Men ikke på afgørende nye måder
Franz Ferdinands nye album lover godt for gruppens normalt strålende koncerter.

Franz Ferdinands nye album lover godt for gruppens normalt strålende koncerter.

Pierre-Philippe Marcou

26. januar 2009

For ikke så længe siden var rock noget, man stod stille og lyttede til. Hvis man skulle have skankerne svunget, så foregik det helt op i begyndelsen af det 21. århundrede til moderne r&b, ikke til guitar, bas og trommer. Dengang kunne man møde indierock-knægte, som hævdede, at de slet ikke dansede. Hvad var dog meningen med den slags pjat?

Denne særlige stillestående variant af musikelskere er blevet langt sværere at få øje på nu om dage. For et halvt årti siden begyndte discoen og funken nemlig igen at bløde ind i rockmusikken, og godtfolk med hang til elguitar og selvhad kunne pludselig mærke uvante trækninger i ubrugt muskulatur.

En vigtig spydspids kom fra Glasgow, Skotland. Fire blege, magre herrer med kunstskole-uddannelse og en bittersød tilgang til den svære kunst at feste.

Forsangeren Alex Kapranos ville således have musik, som piger kunne danse til. Mens bassisten Bob Hardy søgte et slægtskab med de tårer fældet af feltmarskal Haig, da han så dødstallene efter at have sendt sine drenge over floden Somme 1. juli 1916 og ind i blystormen fra tyskernes maskingeværer - efter Haigs mening et groft overvurderet våben. Resultat: 58.000 døde.

Meget passende opkaldte kvartetten sig ved dannelsen i 2002 efter ærkehertugen af Østrig, som blev dræbt i et attentat, der ledte til netop Første Verdenskrig. Han hed og de hedder Franz Ferdinand. Sammen med LCD Soundsystem, Bloc Party og !!! blev Franz Ferdinand budbringere af en ny dansabel rockmusik, som siden er blevet heftigt kopieret og dermed fortærsket, f.eks. herhjemme af The Floor Is Made Of Lava.

Nærmer sig ravehallerne

Alligevel er der kun lidt nyt under discokuglen på det nye og tredje album Tonight: Franz Ferdinand. Eller i hvert fald et godt stykke ind på pladen, som fortsætter med kontrapunktisk medrivende guitarfigurer, discoboblende bas og præcist tæskede, no-nonsense trommer.

Der er dog blevet leget lidt mere med produktionen, som godt kan finde på at være lidt mere bastung og ekkoende i dub-stilen fra Jamaica.Men vigtigere er det, at vi fremme ved albummets bedste sang, "Can't Stop Feeling", finder både technoide synthklange og et percussion-groove, der vidner om, at trommeslageren Paul Thompson har lyttet til afrikansk musik. Og dernæst: Den otte minutter lange "Lucid Dreams", som fortsætter ad dette rytmisk hidsende spor og så tager en overraskende - omend ikke original - drejning ud ad et technospor. Her gør kvartettens annoncerede brug af den 27 år gamle russiske duofoniske synthesizer ved navn Polivoks sig gældende med dens varme analoge klange, der støder sammen med stål-klingende percussion fra hr. Thompson.

Her forlader Franz Ferdinand disco-klubben og nærmer sig rave-hallerne og er i nogle minutter mere et dance- end et rockband. Men samtidig så er det også her mod slutningen af albummet, at Tonight: Franz Ferdinand opnår det skarpe blandingsforhold mellem danse-appel og feltmarskal Haigs salte tårer.

"You leave me dancing alone/Yeah you leave me to die on the floor," lyder det.

For Tonight: Franz Ferdinand er nemlig også et - omend beskedent tænkt - konceptalbum formet over den vilde byturs dramatiske kurve. Fra de indledende narkotiske knæbøjninger til den afsluttende fosterstilling i sengen dagen derpå. Fra første sangs sniffe-linjer som "Come on, let's get hiiiigh" til downer-ord som "The fun's not fun anymore", "His soul is broken again", "We're not 'us' anymore" og "You can't feel anymore". Og albummets sidste par sange er meget passende langsomme og stenede og yndige.

Begyndende tørke

Men desværre synes mange sange i denne ombæring effektjagende, og gruppens sangskrivning kan godt give en tør smag i munden. Flere tracks skiller sig kun ud for deres fortærskede og nærmest klodsede forsøg på at få os op af stolene. Og så virker Nick Kapranos' sangstemme nogle gange utilstrækkelig. Det har den jo egentlig altid været, men tidligere har han formået at bruge begrænsningerne til egen fordel. Nu virker han anstrengt, i tvivl.

Man skal ikke undervurdere Franz Ferdinands betydning for en ny og mere åben tilgang til rockmusikken; deres medvirken til at genintroducere den ekstatiske krop i rocken, uden at være bøvet hedonistiske.

Kvartetten indtager en plads i rockhistorien i en noget buklet linje fra bands som Gang of Four, Buzzcocks og Roxy Music, men også en elektronisk disco-troldmand som Giorgio Moroder. Og Tonight: Franz Ferdinand lover stadig godt for gruppens strålende koncerter, hvor deres nye ekskursioner ud i rytmik og synth skal blive interessante og givetvis svedfremkaldende at overvære. Men som indspilningsband er Franz Ferdinand begyndt at lide under tørkeperioder.

Franz Ferdinand: Tonight: Franz Ferdinand (Domino Records/Playground). Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu