"Hjertets renhed er at ville et," skrev Søren Kierkegaard. Vor kendte - men ikke altid sympatiske landsmand - er en af de 13 tænkere, der er portrætteret i bogen 13 Frihedstænkere redigeret af Henrik Gade Jensen.
Grunden til, at vi citerer netop denne sætning fra eksistentialismens grundlægger, er, at denne bog er skrevet med holdning og ud fra en ærlig overbevisning om, at den sunde debat tager udgangspunkt i klare holdninger.
Bogen er et partsindlæg. Og det er ment helt uden malurt og malice, for forfatterne skjuler ikke deres politiske tilknytning til højre banehalvdel af den politiske boldbane.
De fleste af dem er debattører som venstremanden Christopher Arzrouni, Berlingske Tidendes Mikael Jalving og andre som - mere eller mindre - utvetydigt har bidraget til at levere ideologiske skyts til regeringen - og til dens højreorienterede kritikere.
Der er flere interessante indlæg. Og de mest interessante er dem, der handler om de politiske outsidere, altså om forfattere som Ayn Rand (1905-1982) og socialisten George Orwell (1903-1950). Men det mest tankevækkende af dem alle handler om en populær børnebog.
Laura Ingalls Wilder
I min barndom fik jeg at vide, at Det Lille Hus på Prærien var udtryk for en 'borgerlig moral' og prøvede at smugle kapitalistiske sympatier ind i hovedet på mig.
Den slags fæle beskyldninger tilskrev jeg i min vankundighed, at marxistiske pædagoger forsøgte at indoktrinere mig.
Men måske havde kapitallogikerne ret. De får nemlig støtte fra en uventet kant, nemlig fra liberalismens bannerfører nummer ét; fra Christopher Arzrouni.
Arzrouni - der er en kontroversiel rådgiver for regeringen - mener, at børnebogsforfatteren Laura Ingalls Wilder (1867-1957) var liberalist.
"Den lille frihedstænker på prærien" kalder Arzrouni historierne om Laura, Mary og den fæle Nellie Olson, hvor "ideologisk alvor og barnlig sjov går op i en højere enhed".
Dette kapitel er utvivlsomt det mest inspirerende og sprælske - og et bevis for, at Arzrouni er andet og mere end blot en ultraliberal stridsmand.
Foghs rådgiver
En anden af bogens bidragydere er embedsmanden Otto Brøns-Petersen. Han er direktør i Skatteministeriet og måske ikke kendt af de fleste.
Folk med kendskab til livet på Slotsholmen vil kende Brøns-Petersen som manden, der hjalp Anders Fogh Rasmussen med at skrive den berømte - og berygtede - bog Fra Socialstat til Minimalstat.
Det var en bog, der tog udgangspunkt i blandt andet filosoffen og økonomen Friedrich Hayeks (1899-1992) tanker om den "spontane orden" og den ide, at de stærkeste institutioner er vokset frem som et resultat af menneskelige handlinger og ikke som et resultat af bureaukratisk planlægning.
Det er en interessant og tankevækkende filosofi med lange aner tilbage til tænkere og politikere som Cicero og Cato i perioden umiddelbart før Kristi fødsel.
Otto Brøns-Petersen viser i sit kapitel om Hayek, at denne filosofi stadig skal tages alvorligt, og at han ejer pædagogens nådegave såvel som evnen til at kritisere fra begge sider.
Folkestyre?
Det er ikke en uproblematisk bog. At medtage en filosof som Thomas Hobbes (1588-1679) som en frihedsfilosof er mildt sagt betænkeligt. Hobbes var ikke tilhænger af hverken demokrati eller frihed. Tværtimod udviklede han et videnskabeligt argument for enevælden.
At Mikael Jalving betegner John Locke (1632-1704) som "opfinderen af folkestyret" er også tendentiøst og empirisk forkert. Locke var ikke tilhænger af folkestyret, men ønskede kun stemmeret for de rige og betydningsfulde. Hvis nogen i England var demokrater - og dermed opfandt folkestyret - var det de såkaldte Levellers, der under de berømte Putney Debatter i slutningen af 1640'erne krævede valgret for tyende og arbejdere. Men det gør ikke Jalvings kapitel mindre interessant og mindre oplysende for dem, der ønsker en hurtig indføring i Lockes filosofi.
Hvis bogen har et problem, er det, at den springer meget let henover, at de fleste liberale tænkere ikke ønskede demokratiet udbredt til lønmodtagere og besiddelsesløse.
Den samme indvending kan rejses mod Edmund Burke (1729-1797). Dennes kritik af den franske revolutions voldsregimente var berettiget, men Henrik Gade Jensen synes at glemme Burkes modvilje mod folkestyret.
Også andre af de portrætterede tænkere var - igen mildt sagt - skeptiske over for demokratiet og friheden. Søren Kierkegaard (1813-1855) - der mere var teolog end filosof - var politisk imod Junigrundloven.
Men han var en mand, der betonede individet eller "hin enkelte". Det retfærdiggør delvis hans tilstedeværelse i bogen. Men det kunne have været mere interessant om forfatterne havde medtaget N.F.S. Grundtvig (1783-1872); en tænker, der var erklæret borgerlig liberalist og en langt mere politisk tænker end Kierkegaard. Ligeledes savner man en borgerlig tænker som Robert Nozick (1938-2002).
Men disse indvendinger er kosmetiske. Denne anmelder er ikke enig med alle forfatterne - oftest tværtimod - men bogen giver stof til eftertanke og viser, at tænketanken CEPOS - der har udgivet den - har udfyldt sin rolle som Danmarks væsentligste tænketank. Det er blot trist, at der ikke er noget modspil fra venstrefløjen.
I England er der en balance mellem højre- og venstrefløjens tænketanke; Institute for Public Policy Research bliver afbalanceret af Centre for Policy Studies osv. Det giver en sund debat. De, der er uenige med CEPOS, vil finde mange udsagn, der bekræfter deres fordomme i denne bog, men de burde spare deres galde og selv etablere en tænketank, der har samme begejstring, som CEPOS-forfatterne har for klassikerne. En fornøjelse - og en provokation!
Henrik Gade Jensen (red.): 13 Frihedstænkere, 224 sider, 199 kr. Forlaget Center for Politiske Studier
