Læsetid: 4 min.

Manipulationen afslører sig selv

Kathrine Windfelds debutfilm 'Flugten' er en spændingsmættet og stærk genrefilm, men også simpel underholdning på et bagtæppe af klichefyldt politisk retorik
Ulidelig bevidst. Der ikke noget galt i at blive manipuleret, når man sidder i et biografsæde. Det er jo i en vis forstand det, vi betaler penge for at blive, når vi køber en billet. Men vi vil helst forføres så meget, at vi glemmer det - og det gør man ikke ubetinget under den nye danske spændingsfilm -Flugten-.

Ulidelig bevidst. Der ikke noget galt i at blive manipuleret, når man sidder i et biografsæde. Det er jo i en vis forstand det, vi betaler penge for at blive, når vi køber en billet. Men vi vil helst forføres så meget, at vi glemmer det - og det gør man ikke ubetinget under den nye danske spændingsfilm -Flugten-.

Sandrew Metronome

9. januar 2009

I krig og kærlighed gælder alle kneb. Og i film, får jeg lyst til at tilføje efter at have set Flugten. For mens jeg så den, var det spændende, det var rørende, jeg følte mig underholdt - og jeg følte mig manipuleret.

Nu er der ikke noget galt i at blive manipuleret, når man sidder i et biografsæde. Det er jo i en vis forstand det, vi betaler penge for at blive, når vi køber en billet. Enhver fiktion er en konstruktion, en manipulation. Men her kommer så paradokset: Vi ved, det er en konstruktion - men vi vil helst forføres så meget, at vi glemmer det.

Flugten forfører - som spændingsfilm og flugtdrama. Den er en filmatisering af Olav Hergels Flygtningen (2006) og starter i Afghanistan, hvor den danske journalist Rikke (Iben Hjejle) er kidnappet af talebanere. Med hjælp fra den unge Nazir (Faigh Zamani) slipper hun fri - på betingelse af, at hun ikke fortæller, at han har hjulpet hende, for så vil han blive dræbt. Hjemme i Danmark er hendes historie - inklusiv hendes løgn om, hvordan hun slap fri - på alles læber. Da Nazir så pludselig dukker op i Danmark og søger om asyl, får Rikke et problem.

Hun skylder Nazir sit liv og vil gerne redde hans - men hun er bange for, at hvis hun fortæller offentligheden, at hun har løjet, ryger hendes troværdighed som journalist. Ydermere stikker Nazir af fra asylcentret og pludselig står Rikke med en illegal flygtning, der risikerer at blive sendt til Guantanamo.

Billige kneb

Filmens spændingsscener er professionelt skruet sammen af instruktør Kathrine Windfeld, fotograf Jonas Alarik og klipper Sofia Lindgren.

De er et super team, som kan skabe intense øjeblikke, der får pulsen op. Som da Rikke prøver at flygte fra de talebanere, der har taget hende som gidsel. Og - senere i filmen - da Nazir flygter til Tyrkiet og derefter videre gennem Europa for at ende, på en gang målrettet og fortabt, i et asylcenter i Danmark. Det er både spændende og gribende.

Men her det så jeg må vende tilbage til det med knebene. For der er forskel på professionelle greb, velfungerende teknik - og billige kneb. At bruge ulækre, knasende lyde af fingre, der bliver skåret af, og mennesker, der bliver kørt ned, for at vække tilskuerens ubehag og væmmelse - det er for nemt. Selvfølgelig er vi ved at kaste op, når vi ser og hører det. Her strammer Windfeldt skruen for meget og ser stort på det gode princip 'less is more'.

Personligt bliver jeg langt mere berørt af en nøgtern, næsten lidt humoristisk samtale mellem Nazir og hans kammerat, der er flygtet til Tyrkiet og overvejer, hvordan de skal komme videre til Danmark. Skal de samle dåser i tre år eller blive prostituerede for at få penge til menneskesmuglerne - eller skal de springe ud fra en motorvejsbro og håbe at lande på taget af en lastbil, der kører med 80 i timen? De taler om de forskellige muligheder med samme selvfølgelighed, som andre diskuterer, hvor man skal rejse hen i sommerferien, og netop den underspillede tilgang er ægte gribende. Vi bliver mindet om, at deres overvejelser, hvor groteske de end lyder, er hverdag for mange mennesker verden over.

Retorisk problem

Den sekvens det er mest ægtevirkende politiske udsagn i filmen. Og det er ellers ikke fordi, det skorter på politisk holdning. Problemet er dog, at filmen er så sort/hvid i sin fremstilling, så entydig i udpegningen af ofre og skurke, at den bliver unuanceret og stereotyp og dermed utroværdig som indlæg i den politiske debat.

Og her er vi så tilbage ved manipulationerne. Flugten fortæller om Nazir, som er et godt menneske, der bliver offer for omstændigheder. Filmen sætter hele tiden fokus på hans motivation for at handle, som han gør, og forsvarer hans handlinger - også hans voldshandlinger. Det fungerer godt i dramatisk sammenhæng, som dilemmaer, der driver handlingen frem i en spændingsfilm. Men som politisk film har Flugten et retorisk problem. Måden, filmen løfter Nazirs historie op til generelt udsagn og (med følelsesladede midler) bruger den som kritisk argument i forbindelse med flygtningepolitik, virker naiv. Og det er ærgerligt, for filmen har hjertet på rette sted. Men den skyder sig selv i foden, når den for nemt kan affejes som halal-hippie-snak.

Hverken eller

Flugten sætter sig mellem to stole. Den har sin styrke som genrefilm og sin svaghed som politisk og psykologisk drama. Det tv-serie-stereotype præger både miljø- og karaktertegninger (f.eks. klicheen 'den hårdkogte reporter'), og det kan vi sagtens leve med i en spændingsfilm - men i et psykologisk drama virker det mangelfuldt. En sidehistorie med en problematisk romance mellem Rikke og hendes ex-kæreste (Lars Mikkelsen) kunne med fordel være nedtonet, så filmen i højere grad holdt sig til ren spænding.

Faigh Zamani er et fund til rollen som Nazir. Han er også i virkeligheden afghansk flygtning, der bor i Danmark, og autenticiteten står malet hen over lærredet. Der er sammenbidt nærvær og intensitet i hans præstation. Til gengæld virker det som om Iben Hjejle kæmper med sin figur og har svært ved at lande den et troværdigt sted. Kathrine Windfeld har tidligere instrueret en håndfuld kortfilm og tv-serierne Kronprinsessen (2005) og Kongemordet (2007). Med Flugten, der er hendes spillefilmdebut, fortsætter hun en linje, der kan karakteriseres som underholdning på et bagtæppe af politiske udsagn og mediekritik. I Flugten er det så afgjort underholdningskvaliteterne, som står stærkest.

Flugten. Instr. Kathrine Windfeld. Manuskript: Rasmus Heisterberg og Mette Heeno. Dansk-svensk-norsk. (En lang række biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu