Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Mens vi går under

Thomas Bernhards roman 'Undergængeren' er raffineret, men også destruktiv og led ved livet. Og den kan varmt anbefales, hvis man foretrækker at le, mens man går under
Kultur
15. januar 2009

En urimeligt opstyltet krukke, et uangribeligt klavergeni fra den virkelige verden og et idiosynkratisk vulkanudbrud af en fortæller udgør ansigterne i trippelportrættet Undergængeren fra 1983. Romanen er netop udkommet på dansk, og tilsammen minder portrætterne mistænkeligt meget om den østrigske forfatter Thomas Bernhard (1931-1989) selv.

Fortællingen starter med 'undergængeren' Wertheimers selvmord, en begivenhed, der får fortælleren til at huske tilbage på dengang de mødtes i Østrig hos klavervirtuosen Horowitz. Det bliver hurtigt klart, at Wertheimers undergang er snævert forbundet med deres fælles ven, klavergeniet Glenn Gould (1932-1982): "For præcis 28 år siden boede vi i Leopoldskron og studerede hos Horowitz, hvor vi (altså Wertheimer og jeg, men i sagens natur ikke Glenn Gould) i løbet af den våde sommer lærte mere af Horowitz end i de otte år forinden på Mozarteum og Wiener Akademie. Det regnede uafbrudt i to en halv måned, og vi havde forskanset os på vores værelser i Leopoldskron og arbejdede dag og nat, søvnløsheden (Glenn Goulds!) var blevet vores permanente tilstand, om natten tilegnede vi os det, Horowitz havde lært os om dagen."

De omstændelige præciseringer af hvem, der har smittet resten af gruppen med søvnløshed, og hvilke to personer, der har lært noget på Horowitz' kurser, mens den tredje kunne det hele i forvejen, ser for en umiddelbar betragtning ud til at være et forsøg på at adskille de tre personer fra hinanden. Men resultatet er, at beskrivelserne af dem knyttes så tæt sammen, at grænserne næsten flyder ud. Karakteristikken af den ene, er i hvert fald ikke mulig uden sammenligningen med den anden: De er hinandens forestillinger, kan man sige med den tyske filosof Schopenhauers ord.

Sprogspil

Glenn Gould er opslugt i musikkens sublime verden, mens de to andre kun eksisterer ved at måle sig med ham - en sammenligning, der er ødelæggende, fordi det talentfulde bliver komplet mislykket i lyset af det geniale. I hvert fald ifølge Bernhards fortællers radikale kunstsyn. Wertheimer opgiver sin karriere efter mødet med det perfekte og bliver en sølle aforismeforfatter, der spiller på et ustemt klaver. Fortælleren er endnu mere konsekvent og forærer sit dyre Börsendorfer-flygel til en lærer-datter, der klimprer det i stykker på ingen tid.

Det er blevet sagt om Undergængeren, at den er komponeret som en fuga, og det giver da også god mening, for så vidt som man ikke kun forbinder musik med ukompliceret nydelse, men også tænker musik som noget, der til tider er øresønderrivende og æstetisk udmattende. For Bernhards fortæller harcelerer uafbrudt over verdens dårskab: Det æstetisk mislykkede, de forløjede socialdemokrater, der har soldet rigets formue op, de jævne ølkuske, der for dannede mennesker er umulige at tale med, og de smukke østrigske byer, der ikke rummer andet end råd og forfald, er blandt de utallige eksempler på, at alt er ved at gå under og altid har været i færd med det.

Selv sproget er problematisk. Fortælleren bruger konstant udtrykket, "som man siger" eller gør opmærksom på, at tingene er "såkaldte". Man aner konturerne af Wittgensteins sprogfilosofi, for herved viser Bernhard, hvordan man indgår i et sprogspil med underliggende sociale regler og kulturelle koder, der må følges for overhovedet at kunne gøre sig forståelig for andre. Men samtidig indikeres det, at sproget er for generelt og fadt til virkelig at kunne fortælle om tingenes indre væsen. Det er dybt deprimerende, men samtidig enormt komisk, fordi Bernhard er så ekstrem og ekstremt uforsonlig i såvel synspunkter som æstetik.

Dannet dansk

Søren Fauth har oversat til et ligefremt, men dannet, dansk, og titlen Undergængeren, er velvalgt af flere årsager. For det første peger den på, at Wertheimer ikke blot fortabes i ét nu, men at hele vandringen gennem livet er en stadig 'gåen under'. Desuden ligger ordet 'undergængeren' både lydligt og betydningsmæssigt meget tæt op af originaltitlens Der Untergeher. Heller ikke på tysk er en 'undergænger' et normalt forekommende ord. Det er en karakteristisk sammensætningsløsning, som Bernhard tyr til, når præcisering er absolut nødvendig.

Undergængeren er den anden Bernhard-bog i Basilisks Babel-serie, og det er al ære værd, at det lille forlag fortsætter udgivelsen af Bernhard på dansk. Den første Bernhard-bog hos Basilisk, Gående, var imidlertid forsynet med et efterord, og det savner jeg i Undergængeren, der sagtens kan tåle at blive præsenteret og introduceret, særligt hvis Bernhard skal gøres tilgængelig for en bredere læserskare.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her