Metrodigte i myldretiden

Først en forklaring på, hvad et 'metrodigt' er. Det skrives i en metro under strenge regler for, hvornår der må tænkes, og hvornår der må skrives.

Første linje udtænkes, mens man kører mellem den station, hvor man stod på, og det første stop. Linjen skrives ned, mens toget holder ved perronen. Anden linje udtænkes på vejen til det næste stop, hvor den skrives ned og så videre.

Det er den franske digter Jacques Jouet, der har nedfældet reglerne for metrodigtet. Han er Oulipen, det vil sige medlem af digtergruppen OULIPO (Ouvroir de Littérature Potentielle) ligesom blandt andet George Perec og Raymond Quenau, der begge er oversat til dansk. I sommer var Jacques Jouet endda i Danmark og læse op af sine metrodigte, som Merete Nissen nu har oversat nogle af til dansk. Og sådan kan det let gå, når man egentlig skal skrive om Martin Larsen, at man kommer vidt omkring, for han er en godt belæst digter, der med sit arbejde viser hen til andre værker. Vidende og eksperimenterende som en del af et større poetisk fællesskab.

Tid og sted er en del af den disciplin, digtene er skrevet med. Derfor hører det også med til læsningen af Noter til det mere perfekte liv at vide, at Martin Larsen tog metroen til og fra sit arbejde på Krydsordsforlaget tre sommermåneder og senere tre vintermåneder i 2006. Disse to omgange udgør bogens del I og II. Om del III får vi blot oplyst, at den er skrevet i 2006. Herudover hører der til hvert digt et klokkeslæt, så man kan følge med i ud- og hjemture (og myldretid). Turen er hver gang fra Nørreport, over Forum, Frederiksberg, Solbjerg, til Lindevang.

Sidemanden glor med

Omstændighederne for skriveprocessen er ikke bare en forhistorie til værket, men en del af det. Noget af konceptet, kan man læse sig til i et kort efterord, men reglerne og ikke mindst digterens refleksioner over dem er også indskrevet direkte i digtene. Det allerførste digt fortæller således: "Dette er mit første jouetske metrodigt./Det er et eksperiment./ Først vil jeg forsøge at finde ud af hvor/lange linjerne kan være."

Nå ja, det er da klart - og jo også næsten barnligt komisk. Denne enkelhed flyder som en varmestrøm gennem samlingen. Næste morgen gør digteren sig den erfaring, at "Det er svært at skrive metrodigte i/ myldretiden." Og at hvis man alligevel finder en plads, så man kan komme til at skrive, så "Glor ham ved siden af på det man har/skrevet". Men digteren betragter selvfølgelig også selv sine medpassagerer. Det er vel næsten det vigtigste kendetegn for offentlig transport: at de transporterede ikke selv skal styre, skifte gear og bremse og derfor glor og bliver begloet af andre passagerer. Da ruten er den samme hver dag med det samme antal stationer, er de fleste af metrodigtene kvartetter, men linjernes længde varierer lidt. En morgen bliver et digt "aflyst pga. fuldt metrotog", andre dage er digtene fuldstændig løsrevet fra metrotrummerum og lyder "Fyld min mund med tyve kys./Fyld den så med tyve mere./Lad os leve, lad os kysse/Tyve kys og derpå endnu flere." Læg mærke til, hvordan digteren også bryder det metriske trummerum ved at indføre 'derpå'. Sådan et digt skulle hænge et sted i metroens offentlige rum blandt øvrige metroteksters opfordringer til at fylde sig selv og sit hjem med alt muligt andet end kys, og dermed være metrodigt på alle måder, fordi det ikke blot er skrevet i metroen, men også læses i metroen.

Brud på reglerne

Et digt afføder en længere note, fordi fyldepennen løb tør for blæk efter den anden linje. Det betyder, at reglen om at komponere, mens toget kører, og skrive ned ved det førstkommende stop, ikke kunne overholdes, og noten erklærer efter grundige overvejelser digtet for et ikke ægte færdigt metrodigt. Noten afspejler digterens omhyggelighed med værket her og med poesien generelt, ligesom den også viser, at uregelmæssigheder og regelbrud ligesom hos Klaus Høeck og Inger Christensen er den nødvendige modstand i værket.

Undervejs i bogens to første dele er der dukket en meget attraktiv Dolores op. Hun bliver i et lille mellemspil inden del III til Dolores Kaffebar ved Nørreport Station. På dette sted, det vil sige stadig i det offentlige rum, skriver Martin Larsen det, der skal være det modsatte af et metrodigt. Her på kaffebaren skrives der mens - eller inden - der tænkes. Den spontane skriven slutter med denne salut: "Disse/digte afspejler livets faste rammer./Arbejdslivet, det almindelige liv./Poesien påstår nogen gange/at den er det Andet, det,/der ikke er det almindelige liv./Poesien bryder sig ikke om det/almindelige liv. Det er fyldt/med klokkeslæt og transport. Poesien er uden for tid og rum."

Noter til det mere perfekte liv er et klogt og smukt værk om, hvordan et liv i faste rammer behøver poesien, og hvordan poesien behøver de faste rammer. Poesien opstår som en vigtig begivenhed midt i vores allesammens myldretid (og perfekte liv), og hvis ikke man blev overbevist om, at Martin Larsen hører til blandt vores betydeligste digtere med Svanesøsonetterne (60 sammenkrøllede ark i en papæske) og Monogrammer (10 kg personnavne plus essay i bogform), så har den eksperimenterende digter nu skrevet sig lige ind i al offentlighed. Til tiden og - 'evigheden' ville være flot at skrive, men svulstigheden passer rigtig skidt til Martin Larsen, men så i hvert fald et godt stykke ud i fremtiden.