Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Monumenters bevægelse

Arkitekter som Jean Nouvel, Norman Foster og Zaha Hadid opfører bygninger over hele verden. De er globaliserede ikoner, mens deres værker er udtryk for længslen efter adskillelse og identitet
Kultur
31. januar 2009

Hvorfor nu en bog om arkitektur og arkitekter - i disse spalter? Det plejer jo at handle om politik, om samfundet, tendenser og personligheder, som styrer verdens gang. Noget, som er vedkommende for en bred gruppe af læsere, ikke kun for de få - i det her tilfælde altså de arkitekturinteresserede. Det er naturligvis et konstrueret spørgsmål, for selvfølgelig har arkitektur en stor samfundsmæssig relevans. Franskmanden Jean Nouvel formulerede netop denne tanke her i København i sit Louisiana-Manifest fra 2005:

"Lad os huske, at arkitektur også er et middel til undertrykkelse, til at fremkalde bestemte adfærdsmønstre. - Slut med lænker, slut med færdigprogrammerede liv! Slut med numerisk arkitektur, der gør os til numre! Slut med klonede byer, planetariske kontorer, præfabrikerede boliger - Arkitektur er forandringens reservoir."

Udemokratiske natursten

Netop denne tanke om sammenhængen mellem samfund og arkitektur danner baggrund for Nouvels egen forståelse af sine bygninger. De er aldrig isolerede størrelser, men relaterer sig til deres omgivelser; husene og landskabet, til stedets særlige identitet.

"Arkitektonisk design i stor skala vil ikke sige at opfinde ex nihilo. Arkitektur handler om at transformere, organisere mutationerne i dét, der allerede er der, i dét, der går forud for os. At skabe arkitektur er at anspore til indlejring i landskabet, at følge stedernes tendens til at frembringe sig selv, at afdække, give retning. At forlænge den levende historie og dens spor af fortidigt liv, at være opmærksom på et levende steds åndedræt, dets pulsslag, at fortolke disse rytmer for at skabe."

Dette er Nouvels udlægning af arkitektur - og at der hersker sammenhæng mellem indretningen af boliger og indretningen af samfundet, er det vel de færreste arkitekter, som betvivler. Hvad siger det for eksempel om nutidens København, når man slendrer over Langebro fra Indre By og kigger ned af Kalvebod Brygges monotoni eller frem mod de tre kolossale glaspaladser, som nærmest kun kan skelnes fra hinanden, fordi der hhv. står KL, HK og Deloitte på toppen? Hvilket samfund tager imod en gave, den ny opera, hvis facade er lavet af - omhyggelig valgt, forstås - natursten? I Hanno Rauterbergs bog siger den tyske arkitekt Günter Behnisch, som oprindeligt skulle have bygget Rigsarkivet i Ørestaden, men som nok er mest kendt for Münchens olympiske anlæg:

"Det er ikke mit anliggende at forbyde brugen af natursten. Det ville være noget pjat. Det, som forstyrrer mig, er disse bygningers selvhøjtidelighed og overmod. Det er efter min mening ikke særlig demokratisk."

Ingen trofæsamling

I bogen Worauf wir bauen har Rauterberg samlet 17 interview med nogle af nutidens største arkitekter. Peter Eisenman har han talt med, og Frank Gehry, Rem Koolhass, Daniel Libeskind, Oscar Niemeyer, I.M. Pei m.fl. Rauterberg er arkitekturanmelder for den tyske ugeavis Die Zeit, og bogen kunne umiddelbart virke som en slags trofæsamling. Sådan er det ikke. For det første har Rauterberg sørget for at aktualisere teksterne. For det andet bygger interviewene på det samme udgangspunkt og kredser om arkitekternes tilgang til deres fag og dermed deres filosofi. På den måde er der opstået en samtale og diskussion imellem dem, som oprindeligt ikke fandtes. Som når Peter Eisenman for eksempel plæderer for mindre overvældende bygninger og begrunder dette med, at spektaklets tidsalder er forbi:

"I lyset af terroren og de uhyre tv-billeder, som den producerer, kan arkitekturen ikke også blive ved med at satse på billeder. I denne konkurrence kan den ikke konkurrere."

For blot nogle sider længere henne at blive mødt af Zaha Hadids udsagn:

"Jeg tror på, at man ved hjælp af arkitekturen er i stand til at udtrykke noget, som vi i dag ikke aner, kan lade sig gøre - en ny ordning, et andet syn på verden. Dette er for mig en politisk dimension."

Desuden bliver de 17 interview ledsaget af en fin tekst, hvori Rauterberg selv reflekterer over sammenhængen mellem det moderne samfund på den ene side og dens arkitektur og stjernearkitekter på den anden. For er det ikke bare udtryk for en popkultur, at de brede masser i dag "strømmer til og begejstres af de ny pragtbygninger"? At arkitekturen er blevet "til en stor lokkedue"? At de blinkende ikoner dukker op overalt, "i mode- og livsstilsmagasiner, i reklamer, i videoklip"? Det moderne samfunds nye fetich?

"Sådan kan man vælge at se det," svarer Rauterberg. "Men man kan ligeså godt undre sig, ja endda glæde sig over, at åbenheden er større end tidligere, at langt flere mennesker er villige til at acceptere det skæve, det uvante, det eksperimenterende. Og selvom det ikke er en sejr for den tidlige avantgarde, så er det dog en sejr for 68'erne: Samfundet er blevet mere liberalt, tolerant, og har en større åbenhed overfor kunst. Den tolererer, hvis noget ikke adlyder normen, ja, den kan endda begejstres for et brud med reglerne."

Derudover, fortsætter Rauterberg, kan netop de store arkitekters værker, som tit og ofte ligner skulpturer, som rejser sig ud af deres monotone omgivelser, på en gang læses som et resultat af og som en modbevægelse til globaliseringen. De store arkitekter er blevet globale aktører, fordi de efterspørges over hele verden. Men den globale efterspørgsel motiveres netop af ønsket om adskillelse og differentiering, om etableringen af et monument eller landmærke, som manifesterer stedets specifikke og uforvekslelige karakter.

"Thi jo stærkere fragmenteringen af samfundet bliver og jo mere menneskene er på farten, samt jo mere rodløse de føler sig, desto stærkere er behovet for forankring - og dermed også behovet for bygninger, som på ekstrem vis markerer et steds særlige betydning og gør rummet til en konkret erfaring. Siden følelsen for det reale rum er gået tabt og New York og Timbuktu synes at være faktiske naboer, desto mere forekommer det mange mennesker, at de enkelte byer ligner hinanden mere og mere - de samme butikker og stormagasiner overalt, de samme udskiftelige facader. Desto større bliver længslen efter det autentiske og unikke. Kort sagt: En længsel efter en arkitektur, der transcenderer det konforme."

Eller, som Jean Nouvel for nylig udtrykte det i forbindelse med åbningen af DRs koncerthus:

"Hvis man opfører den samme bygning over hele verden, bliver verden stadig mindre. Man ankommer til en by og aner ikke, hvor man er, fordi ingenting adskiller sig fra hinanden. At leve betyder forskellige erfaringer og følelser. I en klonet verden er der ingen overraskelser."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her