Læsetid: 4 min.

Når konspirationsteorierne dominerer

Værsgo - en folkebog om Judasevangeliet! Et gnostisk evangelium og helt uden skandaler
8. januar 2009

De senere år er der kommet stadig flere eksempler på, at konspirationsteorier og oplysning er blevet blandet sammen. Sådan noget er ikke så godt for oplysningen. Navnlig kristendommen og kirken har måttet stå for skud i en række 'afsløringer', som med stor reklamesans har været bragt frem af en række medier. Senest var det med 'opdagelsen' af Judas-evangeliet, som National Geographic meget spektakulært lancerede en oversættelse af op til påske for to år siden. Eller tag Dan Browns Da Vinci Mysteriet, som hævder at formidle fakta i romanens form, men hvor det for længe siden er påvist, at de pågældende 'fakta' er det rene opspind.

Judas som helt

Går man lidt længere tilbage i tiden, husker nogen måske, hvorledes to journalister i en bog hævdede, at den forsinkede udgave af Qumran-teksterne i virkeligheden skyldtes nogle onde mennesker i Vatikanet, som ville skjule afdækningen af sandheden om den tidlige kristendom.

Også her fik teorien meget omtale, mens fagfolks påvisning af dens usandhed ikke havde nær samme nyhedsinteresse.

Konspirationsteorier drager på en særlig måde folk med trang til at gyse over afsløringer. Det er dejligt, hvis det er noget med kirken, men andre forhold går også an. Tænk f.eks. på historierne om månelandingerne (som man påstår aldrig fandt sted), om landingen af UFO'er med små rumvæsener (hvis eksistens man påstår skjules af det amerikanske forsvar) eller påstanden om at Diana blev myrdet. Hele tiden det samme skema: Der er en overmagt eller nogle etablerede institutioner, som forsøger at skjule noget, som nogle få sandhedssøgende helte nu prøver at afsløre og afdække.

Som sagt var offentliggørelsen af oversættelsen af Judasevangeliet lagt til rette, så den indfriede kravene til en konspirationsteori. Et evangelium, som tidsmæssigt skulle være på linje med de nytestamentlige og som kunne afsløre, at Judas i virkeligheden var mere helt end skurk. Adskillige fagfolk forsøgte forgæves at komme igennem med indlæg og henvendelser til medierne med påvisning af det utroværdige i teorierne. De nuancerede offentliggjorte fremstillinger kunne tælles på én hånd.

Kan man ikke komme igennem i medierne, må man lave en bog. Og det har en række forskere så gjort. Hensigten er, skriver de i forordet, at komme med en mere nuanceret fremstilling end den, de populære 'afsløringer' formidlede. Derfor vil de gerne lave en 'folkebog' om Judas-evangeliet og om den særlige gruppe af tekster, som evangeliet hører hjemme i, nemlig de tekster, som er en del af den brogede retning, man plejer at benævne gnosticisme.

Når man kalder det folkebog, hænger det sammen med, at man i Tyskland i begyndelsen af det 20. århundrede introducerede en serie, Religionsgeschichtliche Volksbücher, hvor en række yngre religionshistorikere og teologer med stor succes skrev en række populære fremstillinger af deres forskning. Det er den fine tradition, man gerne vil fortsætte.

Om ordet 'folke' nu også er helt velegnet til denne bog, kan godt diskuteres. En bog på knap 350 sider uden illustrationer (bortset fra fire smukke skitser og raderinger (alle betitlet Judaskysset) af Peter Brandes) og med 11 kapitler med et ikke altid helt folkeligt sprog vidner om, at det ikke er let at lave en folkebog.

Men ideen er god, og bortset fra det med, at det folkelige i mine øjne ikke er helt gennemført, er bogen fremragende. Kapitlerne er skrevet af en række kompetente folk, der i et frugtbart tværfagligt samarbejde mellem religionsvidenskab og teologi indkredser de temaer, der er relevante for et forstå Judasevangeliet og den sammenhæng, det bliver til i.

Efter en komplet og grundig oversættelse af hele Judasevangeliet gennemgås de nytestamentlige forudsætninger for brugen af Judas i Judasevangeliet. Også baggrunden for evangeliets fremkomst gennemgås. De pågældende forskere er (sammen med mange andre forskere) i øvrigt enige om, at det ikke går an at antage, at Judas-evangeliet vil se Judas som en helt. En nærlæsning af teksten giver ikke grundlag for et så markant ændret syn på Judas i forhold til det, der præsenteres i evangelierne. Og det er vel at mærke teologer og ikke-teologiske forskere enige om.

Et andet vigtigt kapitel handler om Judasevangeliet i forhold til gnosticismen, og dermed lægges der fint op til en i det følgende bredere skildring af gnosticismen og dens forbindelse til den tidlige kristendom. Stoffet er ikke nemt, men fremstillingen kommer godt omkring, og man er virkelig velorienteret efter læsningen.

Samtidens idealer

Bogen afsluttes med en meget spændende artikel om 'kristne konspirationer'. Hvorfor er det altid konspirationsteorierne, der dominerer debatten, selv om der eksisterer solid faglig litteratur, som modsiger konspirationsteorien, spørger artiklens forfatter og konkluderer blandt andet, at der synes at være en mangel på kontakt mellem forskning og samfund. Årsagen til denne manglende kontakt kunne være, kan man tilføje, at der hos mange er en tilsyneladende uovervindelig trang til at ville tilpasse Jesus ens egen samtids idealer. Som når Jesus for eksempel i 70'erne hos Sven Wernström i bogen Kammerat Jesus bliver til den første socialist, der på en helt enorm tolerant måde lever papirløst sammen med Maria Magdalene. Eller når han i nyere fremstillinger (stadig med Maria Magdalene ved sin side, for han må bare ikke have levet i cølibat) henviser til den gode kærlighed mellem mennesker og understreger, at gudsriget er inde i vort gode selv. Så er han også mere ufarlig end den Jesus, der kræver, at man elsker sine fjender og velsigner dem, der forbander én.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Oreskov

Det er rigtigt som Mikkel Wold skriver, at kristendommen og kirken har, måtte stå for skud, i en rakke sager i de sidste par år. Og sandt er det også at en del af disse sager, fremføres som mere eller mindre konspirationsteorier. Det har gjort det uhyre nemt for teologerne at bagatellisere, de mange bøger og artikler der stiller spørgsmålstegn, ved det teologiske monopol på religion. Et monopol der altid har stået i et intimt forhold til magt og position. Omvendt har den teologiske magtkamp, affødt den kirkelige dogmatik og en mangfoldighed af teologiske spidsfindigheder. Noget man kan overbevise sig om ved at læse Elaine Pagels fremragende bog om oldkirken og gnostikerne:
” Tabernes Evangelier”. I samtlige religiøse spørgsmål gælder det, for de troende, at der ikke rokkes ved den teologiske overbygning – og det uanset om de er teologer eller religionsforskere! Dogmer og teologiske påstande bestemmer den religiøse historiske fremstilling, derfor kom løgnen tidligt ind i religionshistorien. Religions historie er altså ikke objektiv historie, men en fiktiv historie, der bekræfter allerede vedtagne trosforestillinger. Det er her vi konfronteres, med Ivan Karamazov; påtrængende spørgsmål, til broderen Aljosja i fortællingen om Storinkvisitoren. Jesus er kommet tilbage til jorden i Sevilla, midt under inkvisitionen. Det viser sig hurtigt at Jesus lærer anderledes end kirken, og storinkvisitoren ser ingen anden udve,j end at arrestere og henrette ham. Aljosjas problem består bl.a. i at der til alle tider, findes modstridende opfattelser af kristendommen og at kirkens dogmatik, end ikke vil rokkes, om så selveste Jesus dukkede op på jorden og modsagde kirken. Ligeså med den sidste tids kritik, at kirke historien og den tidlige kristendom. Det hele afvises som konspirationsteorier. Sandheden er, at meget af denne kritik, i virkeligheden er et forsøg på dekonstruktion af kristendommen. Således også store dele af ” Bedrageriet med Dødehavsrullerne” af Michael Baigent og Richard Leigh som omtales i Mikkel Wolds anmeldelse uden navn nævnelse. Denne bog er delvis dekonstruktion og delvis konspirationsteorier og ikke alle disse teorier er lige lette at afvise! Af andre mere seriøse forfattere, indenfor samme genre, kan nævnes: Hyam Maccoby ( The Mythmaker Paul and the Invention af Christianity), Jeffrey J. Bütz ( The Brother of Jesus), Bart D. Ehrman ( Jesus en Apokalyptisk Profet) og dertil en mængde bøger af den før omtalte forfatter Elaine Pagels ( bl.a. ”Reading Judas: The Gospel of Judas and the Shaping of Christianity” som Pagels har skrevet sammen med Karen L. King).
Mikkel Wold skriver om The National Geographic Societys lancering af Judas evangeliet at dette evangelium blev fremstillet på linie med de nytestamentlige. Det var bare ikke sådan National Geographic fremstillede sagen. Deres pointe er og var, at der i oldkirken fandtes forskellige ”kristne” skoler, heriblandt de gnostiske som Judas evangeliet bekender sig til. Ingen af dem var mere eller mindre sande, i forhold til hinanden, men gennem den historiske udvikling tilkæmpede de nu eksisterende kirker sig et monopol på troen, og fortolkningen og udvælgelsen af de kanoniske skrifter! Andet hævede man faktisk ikke. Det kan enhver overbevise sig om ved at gå ind på National Geographics hjemmeside. Problemet opstår så snart nogen mener, at sidde inde med, den ultimative religiøse sandhed, for det indebærer at alle andre fremstillinger er usande!

Andreas Trägårdh

Hele Jesus historien er jo i sig selv en konspirations teori. Jesus har aldrig været en virkelig person, intet i det såkaldte "nye testamente" er blevet bekræftiget i at have fundet sted. De fire personer - historikere der levede i den tidlige middelalder, som de sidste kristne stadig idag hævder som beviselige kildehenvisninger til Jesus eksistens, er for længst blevet afsløret som fupmagere, idet de har blandet historiske fakta sammen i deres vidnes byrd.

Den eneste historiske person der i følge testamentet sættes i forbindelse med Jesus, som hvis eksistens kan bekræftiges af uafhængige kilder, er Johannes døberen. Men der fremgår ikke i øvrige kilder nogen kendskab til Jesus. Det er historier der er blandet sammen - konspireret!

Jens Thorning

Fremragende artikel, der bl.a. omtaler den såkaldte opdagelse af Judas Evangeliet, der blev lanceret op til Julen 2007 med overskriften i de elektroniske medier, der suverænt er i særklasse med og går forrest i fordummelsen, at Judas var alligevel ingen skurk. Med handlingslammet vantro forbløffelse måtte selv amatørhistorikere og fritidsteologer konstatere, at man kan tage noget særdeles velkendt - som både det pågældende apokryfe skrift og opfattelsen af Judas er - og udgive det som ny sensation som opfølger på Dan Browne's verdenssucces med Da Vinci Koden, som han har skrevet af efter Baigent & Leigh "Det hellige blod og den hellige gral" (1984). Ikke alene er folks - dvs. medieofrenes - hukommelse kort, den eksisterer simpelt hen ikke længere. Anything goes!

Claus Oreskov

Jeg kan forstå, at du er særdeles autoritets tro! Det kan man læse ud af sætningen om:
” amatørhistorikere og fritidsteologer”. En sådan skræk for ”amatører”, parrede med en næsegrus beundring for autoriteter, bunder nu altid i et fabelagtigt mindreværds kompleks – så jeg skal ikke bore mere i det!
Judas evangeliet er vurderet til at være skrevet omkring 180 AD. Og det eksemplar der for nylig dukkede op af ørken sandet, er et kopi fra omkring 220 – 340AD, hvordan du får det til at blive en opfølger af en moderne fiktiv historie ” Da Vinci Koden” – tja det er i sig selv en gåde!

Heinrich R. Jørgensen

Jeg må tilstå, at det tiltalte min humoristiske sans, at forholde kristne, der betragter den villige soningsdød som kernebegivenheden i kristendom, med den stringente og logiske tese om, at Judas Iskariot følgelig var dén apostel, der bedst forstod pointen.

Og hvad værre er, synes jeg stadig det er morsomt at observere den (sædvanligvis udeblivende) respons...