Alt er forandret, når man nu går til torsdagskoncert i DR's nye koncerthus. Allerede når man nærmer sig den blå kube i aftenmørket, lokkes man indenfor, som var det en Elverhøj. Og hele turen ind i den store foyer, op ad de rullende trapper og ind i den kæmpemæssige, glødende hule er faktisk ganske eventyrlig. På denne første aften er der tårnhøje forventninger - i hvert fald fra min side - til det vigtigste krav, man kan stille til en koncertsal: Hvordan lyder den? Efter nogle timers rejse gennem himmel, helvede og det midt imellem er jeg hverken skuffet eller jublende glad. Snarere afventende.
Nørgårds 7. Symfoni
Den første torsdagskoncert i den nye sal havde et længe ventet værk til uropførelse, Per Nørgårds 7. Symfoni. Den blev samme dag udgivet på cd, indspillet i juni sidste år i det gamle Radiohus, og derfor er det nærliggende at sammenligne de to versioner.
Nørgårds 7. Symfoni fremstår umiddelbart som indbydende og tilgængelig, selv om den er vævet tæt sammen i mangfoldige lag. Det er rytmisk musik, så det forslår. Ofte i konvulsivisk break dance eller opbrudt motorisk minimalisme, bestandigt på jagt efter nye stemmer i det store orkester. Som det overraskende trip til Broadway i 3. sats, der sparker én op af stolen.
Tonen C er tilsyneladende en grundtone i symfonien, mere eller mindre hørbart. I begyndelsen af 2. sats bliver det aldeles manifest i kraft af en vældig C-dur-akkord plus nogle tilstødende toner. Mon ikke Nørgård hermed sender en kollegial hilsen til et af sit store forbillede Jean Sibelius? Hans syvende og sidste symfoni står i C-dur eller kredser omkring den toneart, som en opstigning til Olympen.
Og fuldstændig som hos Nørgård spiller basunen en vigtig rolle i denne opstigning med de skyhøje projektioner af instrumentets naturtoner.
Super Nørgård-cd
På cd-optagelsen står myriaderne af melodier, rytmer og klange i det nye opus med en eksemplarisk klarhed. Ganske vist er det en manipuleret produktion, hvor de mange grupper trækkes frem i lydbilledet, når det symfoniske hierarki kalder på det, men både dirigent og orkester spiller sig slet og ret op i verdensklasse.
Sådan lød det ikke i koncertsalen torsdag aften. Måske var musikerne lidt nervøse, måske var der for mange vikarer i messingsektionen (de faste blev sparet til Mahler), men allermest måske tager det endnu tid, lang tid, før de er helt fortrolige med denne Aladdin-hules hemmeligheder.
Hvad der lykkedes særdeles godt, var den svævende, lyriske musik. Soli fra engelskhorn, altbasuner og ikke mindst slutningen af symfonien med soloviolinens ländler-agtige afskedsreplikker omgivet af udsøgt fraserende træblæsere. Postkorthilsner til Mahler og Alban Berg.
Manglende efterklang
Hvad der lykkedes mindre godt, var eksempelvis de udstrakte passager af rytmisk patchwork, de sad ikke i skabet; man fik ikke de frække rap over nakken, som cd'en - bugner af.
Jeg gik til pause og tog Jean Nouvels foyer i nærmere øjesyn. Her er alt inventar mobilt, garderober og barer kan køres væk og i øvrigt stilles op på nye måder alt efter behov og humør. Smart og fleksibelt. Men samtidig kredsede tankerne omkring tonemesteren Jan Juhler, som i det netop udkomne nummer af magasinet Klassisk har anmeldt det såkaldte Studie 1 som et perfekt radiostudie og en mindre perfekt koncertsal. På grund af den manglende efterklang.
Hvad kan være mere egnet til at afprøve denne påstand end Mahlers 2. Symfoni, 'Opstandelsessymfonien'?
Skuet på podiet var imponerende. Der må have været flere end 100 musikere, og dertil skal man lægge de to små fjernorkestre back stage. I fem satser skal dette kæmpeorkester fortælle om en sjæl efter døden, om hans livs kampe og lidelser, hans tabte uskyld, hans vantro, hans møde med en engel, og endelig kommer den store dommedagsvision, hvor sjælen genopstår til en salig væren i kosmisk kærlighed.
Allerede fra de første takter meldte skuffelsen sig. Violiner og bratscher begynder med et kraftigt tremolo, og derefter kommer et brølende recitativ fra de dybe strygere, som skal virke som et chok i al sin jætteagtige vælde. Man blev ikke løftet og omgivet af klangen, den standsede et sted på vejen herop. Dausgaard greb det tilmed så hidsigt an, at rytmen virkede uklar og dermed utilfredsstillende projiceret ud i rummet. Det var desværre et tilbagevendende træk ved hans læsning af partituret. Denne gigantiske 1. sats bliver gang på gang ramt af katastrofestemninger, og det var i disse ekstremt dynamiske passager, man savnede mere efterklang.
Et udfordrende rum
Derimod fremstod den orkestrale geografi med fantastisk klarhed og detaljerigdom, når Mahler tynder ud i sin symfoni. Her blev man klar over, at Nouvels koncertsal er et uhyre vanskeligt instrument at spille på. Den udstiller nådesløst 'hin enkelte musiker'. Nogle har allerede fundet sig til rette, andre er på vej til det. Solo-oboen, som i sin spillestil ikke er beskedenheden selv, førte an med blændende klangvariation og med netop den selvtillid der skal til. Solofløjten ved siden af ham virkede forsagt i forhold til den suverænitet hun plejer at udfolde. Den nyankomne soloklarinet var vidunderligt fortællende med en dejlig kropslighed, hvorimod solohornet underspillede sine replikker. Solobasunen var sikkerheden selv og kunne alligevel godt manifestere sig endnu mere, mens solotrompeten og hans gruppe som helhed havde en temmelig uinspireret aften.
Gennembruddet
Thomas Dausgaard viste stor omhu for flere detaljer i den strygerdominerede andante, den nostalgiske ländler, men den blev aldrig dybt bevægende. Rigtig godt gik det i den kvikke scherzo, livets trædemølle, alle replikker blev afleveret skarpt og præcist, men satsens kulminerende skrig blev tilkæmpet med en del besvær, og slet ikke med den fortvivlelse Mahler har lagt ind i musikken. I den apokalyptiske finale gik der omsider hul på boblen. Det var som om dynamikken i rummet fik tilført de ekstra decibel, man havde siddet og ventet på. Mest bjergtagende var alligevel korets første indsats, a cappella, placeret på pladserne ovenover og bagved orkestret.
"Opstå, ja, opstå skal du," hviskede de 75 sangere; man hørte hvert enkelt ord i strofen ganske tydeligt, og selv i dette tyste leje blev den smukke klang ført rundt i rummet. Derefter gled finalen ind i ét langt crescendo, de to fine sangsolister satte sindene i endnu mere bevægelse, og da himlen åbnede sine porte - med pedalet i det kæmpemæssige orgel trådt i bund - viste koncertsalen omsider en dommedagsklang af spektakulær skønhed. DR Symfoniorkestret har fået en Stradivarius. Og samlivet med et sådant mesterinstrument bliver normalt bedre og bedre med årene. Tillykke med det!
Torsdagskoncert 29. januar i Koncerthuset. Per Nørgård: Symfoni nr. 7 (uropførelse) Gustav Mahler: Symfoni nr. 2 "Opstandelse' Inger Dam-Jensen (sopran) Iris Vermillion (mezzosopran) DR Vokalensemblet. DR Koncertkoret. DR Symfoniorkestret. Dirigent: Thomas Dausgaard
Ny cd: Per Nørgård: Symfoni nr. 3 og 7 DR Vokalensemblet. DR Koncertkoret DR Symfoniorkestret Dirigent: Thomas DausgaardDacapo 6.220547
