Læsetid: 4 min.

På ensomhed er der ingen forskel

En ung teoretisk fysiker skrev 2008's største litterære succes i Italien. En dannelsesroman om ensomhedens væsen
8. januar 2009

Mattia læser matematik. I løbet af sit første studieår studerer han primtallene og lærer, at der blandt dem findes nogle helt særlige primtal.

"Matematikerne kalder dem 'tvillingeprimtal': Det er primtalspar, der står ved siden af hinanden, eller det vil sige næsten ved siden af hinanden, for imellem dem er der altid et lige tal, der forhindrer dem i at røre ved hinanden i virkeligheden. Tal som 11 og 13, som 17 og 19, som 41 og 43," beskriver Mattia dem. Han er den ene af de to hovedpersoner i Primtallenes ensomhed, det netop forgangne års litterære begivenhed i Italien.

Forfatteren hedder Paolo Giordano. Han er 26 år, og bogen, der er hans debutroman, har, siden den udkom i februar, solgt 900.000 eksemplarer. Hans baggrund er ikke helt almindelig for en ung forfatter. Han har hverken litteraturvidenskabsstudier eller tidlige forsigtige digtudgivelser i obskure tidsskrifter på sit cv. Til gengæld har han en universitetsgrad i teoretisk fysik. Specialet, som han bestod med udmærkelse, handler om fundamentale vekselvirkninger i universet, og trods flere tilbud fra udenlandske universiteter har han valgt at lave en ph.d. i partikelfysik ved universitetet i sin hjemby Torino.

Skjulte og synlige ar

Primtallenes ensomhed er en slags dannelsesroman med to hovedpersoner. Vi følger Mattia og Alice fra barnsben. To rædselsfulde begivenheder danner klangbund for deres respektive grundlæggende ensomhed. To begivenheder, der intet har med hinanden at gøre, men som præger personerne livsvarigt, så de drages af hinanden, bliver venner og næsten forenes, men ikke helt.

Alice er syv år. Hendes far er skisportsfanatiker, en lidenskab han lever ud gennem datteren, der tvinges på skiskole, skønt hun hader det. En januarmorgen løber den varme mælk særlig stærkt igennem, og Alice skider i sin flyverdragt, allerede inden hun og de andre børn er kommet ned ad den første piste. Skamfuld forsøger hun at klare bjerget alene, men i den tætte tåge kører hun off piste, brækker sit ben og ligger hjælpeløs i en snedrive. Alice bliver halt og hendes selvhad udmønter sig i en anoreksi, som hun lever i, indtil bogen slutter.

Mattia, der er højt begavet, går i klasse med sin stærkt retarderede tvillingesøster Michela. Søsterens tilbageståenhed udelukker ham fra de andre børns fællesskab. I tredje klasse bliver han og Michela for første gang inviteret til en klassekammerats fødselsdag, og da den lille dreng spørger moderen, om det er nødvendigt, at han tager søsteren med, lyder svaret "Selvfølgelig skal hun med". Dette svar bliver skelsættende, for hvor ondt det end gør, forstår man til fulde den lille drengs desperation, da han lader søsteren sidde på en bænk i parken med formaninger om at blive siddende, til han kommer tilbage om et par timer. Et lille menneske, der ikke kan bære mere på sine skuldre, men som i stedet ender med at bære den ubærlige skyld for, at søsteren selvfølgelig forsvinder og aldrig siden trods vådtrækning i floden bliver fundet. Mattia skærer og river sine hænder til blods igennem sin barndom og ungdom. Hans sår hjælper ingen ham med at få helet.

Ikke før han og Alice mødes til en fest som 15-årige, og et venskab opstår. De to halvstore børn er vidt forskellige, men drages i deres ensomhed mod hinanden.

"Mattia bragte hendes halten i ligevægt, ophævede det defekte bens uperfekthed. Han lod sig transportere, og hans fødder var lydløse mod fliserne. Hans ar var skjulte og i sikkerhed i hendes hånd."

Følsom og stringent

Romanen forener litteratur og aritmetik, følsomhed og stringens. Giordanos logiske tankegang kommer til udtryk både i form og tema, alligevel bliver det aldrig uvedkommende eller fjernt. Hans sprog er præcist, hans kendskab til sine personer stort og indfølt. I begyndelsen fortælles de frygtelige begivenheder med barnlig nøjagtighed, og da det barnlige islæt fortager sig, og de to hovedpersoner udvikler sig stadig mere forvitret, bevarer Giordano det koncise sprog, så fraværet af kærlighed bliver som en mavepuster til læseren. Hos Paolo Giordano har alle slags ensomhed den samme rod. "Gymnasieårene var et åbent sår, der forekom Mattia og Alice så dybt, at det aldrig kunne hele. De havde tilbragt dem med tilbageholdt åndedræt. Han, der afviste verden og hun, der følte sig afvist af verden, og de var blevet klar over, at det ikke gjorde den store forskel."

Nogen virkelig kødelig forening opnår de aldrig. Hverken med hinanden eller andre. Mattia forskanser sig i en forskerstilling i et land højt mod nord, hvor cølibatet er nemmere at leve ud end i Italien, mens Alice går til hånde hos en fotograf og kaster sig ud i et kærlighedsløst ægteskab med lægen Fabio, som hun møder ved sin mors dødsleje. Et sidste forsøg på at forenes ni år efter mislykkes. Tvillingeprimtallenes grundvilkår.

Paolo Giordano har modtaget flere priser for Primtallenes ensomhed, og i juli modtog han som den yngste nogensinde Premio Strega. Prisen, der gives for et værk og altså ikke er en hyldest af en lang og glorværdig karriere, er en af de mest prestigefyldte litterære priser i Italien. Sidst den blev givet til en debutant, var ved den første uddeling i 1947 til Ennio Flaiano. Juryen består af 400 medlemmer af italiensk kulturliv: Forfattere, kritikere, forskere og kunstnere, der til sammen udgør 'Amici della Domenica' (søndagens venner). Navnet opstod, da en ung kvinde i juni 1944 fandt på at invitere sine litterære venner hjem til sig i det Rom, der netop var befriet for tyskerne. Det foregik søndag eftermiddag. Som den tyske jævnaldrende litterære Gruppe 47 havde også Amici della Domenica til formål at fremme den nye litteratur og dens medvirken til opbygningen af et demokratisk og civiliseret samfund. Siden har forfattere som Cesare Pavese, Alberto Moravia, Elsa Morante, Primo Levi og Umberto Eco modtaget Premio Strega. Men, i modsætning til Giordano, alle først da deres karriere var i gang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu