Edgar Allan Poe er nu, i 200-året for sin fødsel, stadig mest kendt og læst for de sælsomme fortællinger kaldet grotesker og arabesker, derunder også som grundlægger af kriminalhistorien.
Hans-Jørgen Birkmose har nyoversat dem og føjer nu Arthur Gordon Pyms eventyr fra 1838 til sine gode gerninger.
Det er en grundig, omstændeligt detaljeret sørøverroman, som munder ud i en nærmest selvstændig, ægte poe'sk fantasi-historie, der dog undervejs med rædsel er bebudet af jeg-fortælleren fra bogens titel, Arthur Gordon Pym: en ung fyr, som er stukket af hjemmefra som blind passager på "den amerikanske brig Delfinen på vej til sydhavene i juni måned det herrens år 1827".
Dette meddeler digteren på forhånd i et resumé af handlingen med dens skrækkelige ulykker "samt derudover de utroligste eventyr og opdagelser endnu længere mod syd".
Hvalfangerbyen
Udgangspunktet er den nordamerikanske havne- og hvalfangerby Nantucket, som vi godt kender fra Herman Melvilles vældige, lidt senere roman Moby Dick (1851), der endda har visse påfaldende lighedstræk med Poes haveventyr, for ikke at tale om den to år yngre Mardi og en rejse dertil. Den kom for nylig på dansk i Flemming Christian Nielsens serie af Melville-oversættelser. Store bølgende beretninger i den strøm af rejseskildringer, som tiden allerede kendte, "berusede både" med et udtryk af poeten Arthur Rimbaud, der som sin landsmand Charles Baudelaire var besat af Poe. Sidstnævnte brugte år på at oversætte samtlige værker af Poe og gjorde ham til husgud for de franske symbolister.
Den unge fortæller bringes om bord af sin ven Augustus, der skjuler ham i et snævert lastrum, hvor han må vegetere og sulte og endda må nære sig, mens et blodigt mytteri finder sted, og de sejrende forbereder sig på røvertogt.
De to bliver dog venner med halvblodsindianeren og kraftkarlen Dirk Peters og udtænker en plan om at erobre skibet fra de grumme forbrydere. Klædt ud som spøgelse efter en myrdet sømand lykkes det jeget at jage en skræk i livet på dem og i forvirringen udrydde dem i et nyt, detaljeret skildret slagteri. Fire mand høj må nu gennem storm og trængsler og efter et truende forlis spejde efter hjælp.
Skuffende nok er det første møde et makabert spøgelsesskib fuldt af rådnende kroppe. Der spares ikke på gysereffekter. Den smilende mand ved rælingen er et dinglende kranium, pillet rent af hungrende søfugle. Og da hvert forsøg på overlevelse med regnvand og havskildpadder tager slut, må en af dem dø og ofre sit menneskekød.
Ved lodtrækning undgår fortælleren (nødvendigvis) samt Dirk Peters slagtningen, mens Augustus trods den ny næring omkommer af koldbrand. Så er kun de to tilbage på udkig. De tages omsider op af skonnerten Jane Guy, der venligt indlemmer dem i en opdagelsesrejse mod sydpolen.
De sorte djævle
Hidtil har læseren taget del i forfatterens ekstremt realistisk udmalede sømandskundskab om stuvning, navigering og biologi i lange, leksikalske digressioner. Men på vej i Sydatlanten mod polen sejler vi efterhånden ind i fantastikken. Det sker ved landingen på den ukendte ø Tsalal, befolket af vilde så kulsorte, at det inkluderer selv deres tænder.
Søfolkene er tilsyneladende velkomne dér, men falder i et tilintetgørende baghold, skibet sættes i brand, mens vore to overlevere skjuler sig i bjergene og gør sære opdagelser i klippen med mystiske tegn og hieroglyffer, sådan som man gør hos Poe. De flygter i en kano, og nu er vi så for alvor ikke bare ved polen, men i Poeland af nærmest surrealistisk karakter. Jo nærmere, jo varmere, sådan at de brænder hænderne i vandet, der er en mælkehvid substans, mens en sort askeregn tåger det hele til, og strømmen ubetvingeligt fører dem mod en katarakt. I malstrømmen frelses de mirakuløst i et syn, en åbenbaring af mystisk hvidhed.
Den lange rejse ender således nærmest i en selvstændig novelle, kort fortalt, og med en chokerende artistisk brutalitet. Forfatteren får ikke spurgt sin fiktive hovedperson ud om redningen og dens nærmere detaljer. En note refererer blot Arthur Gordon Pyms korte liv efter hjemkomsten, mens læseren efterlades med mysteriet.
Få år derefter skrev Poe fortællingen "Ned i malstrømmen", som han lod finde sted ved Lofoten - et forlis i en hvirvel af centrumsøgende og centrumflyende kræfter, som én druknende fisker overlever gennem særlige psykiske processer, tilsyneladende videnskabeligt forklaret.
Essay, kaldet prosadigt
Heureka! kan man udbryde: Jeg har fundet det. Og det er, hvad denne udgivelse ellers siger og gør, idet den tillige rummer Poes store "essay om det stoflige og åndelige univers", egentlig hans professionelle testamente fra hans sidste leveårår, 1848, med intet mindre end universet som emne. En kosmogoni. Som skrift en drøm om bogen. Filosofisk ambitiøs og vidtløftig. Religionsstudier og naturvidenskab er søgt forenet i det, Poe kalder et 'prosadigt'.
I det kugleformede univers stræber alt mod det oprindelige paradis, som blev splintret i atomer, der til gengæld har bevaret den guddommelige gnist, så at de søger mod centrum.
Poes eget univers kunne således siges at bestå af et lovmæssigt kaos af centrifugale og centripetale kræfter, orkan og stille i en malstrøm af frelse, formuleret i en saglig prosa, der drives frem til en form for poetisk erkendelse.
Ingen tvivl om Edgar Allan Poes kreative intelligens. Her et intelligent bud på en i hvert fald litterær skabelseshistorie. Han er dog mere inciterende i realiseringen af den deciderede fiktion.
