Læsetid: 3 min.

Polens åbne sår

Polsk films grand old man, Andrzej Wajda, fortæller spredt, men stedvist virkningsfuldt om en traumatisk massakre i Polens Anden Verdenskrigs-historie
I glimt. Waida dygtighed viser sig i glimt, men som helhed er filmen en spredt vævende affære.

I glimt. Waida dygtighed viser sig i glimt, men som helhed er filmen en spredt vævende affære.

Miracle Film

30. januar 2009

Katyn er en af den slags film, der formelig oser af prestige. Polsk films 82-årige grå eminence, Andrzej Wajda har lavet den som en udbygning til den Polens-trilogi om Anden Verdenskrig, der allerede i slutningen af 1950'erne gjorde ham til Polens førende instruktør og et af europæisk films hvide håb.

Bortset fra Jernmanden (1976) om det stalinistiske Polen og Marmormanden (1981) om Polen efter Solidaritets frembrud synes jeg personligt ikke, at Wajda - trods en imponerende produktivitet - har levet op til løfterne fra sine tre første film. Og hans testamente Katyn er heller ikke det vægtige værk, der hvad kunstnerisk format kan angår stå mål med værkerne fra Wajdas glorværdige ungdom.

Selvbiografisk islæt

Mærkeligt nok, for Wajda tager her hul på et emne, som både har selvbiografiske resonanser og vejer centnertungt i den polske historie: De hemmeligholdte sovjetiske massakrer på den polske civilbefolkning under Anden Verdenskrig og frem for alt drabet på ca. 8.000 officerer i Katyn-skoven i foråret 1940.

En ugerning, som Sovjetstaten også efter krigen forsøgte at holde skjult, faktisk helt frem til 1990, og som stadig benægtes af visse stemmer i Rusland. Og som Wajda her forsøger at give en endegyldig tragisk dimension, der forgrener videre til efterkrigstidens Sovjet-undertrykte Polen, hvor sandheden om Katyn undertrykkes.

Wajdas egen officers-far var blandt de likviderede, og instruktøren gennemlevede som dreng krigen sammen med sin mor i usikkerhed om, hvorvidt faderen ville vende tilbage. Og det er da også især de efterladtes tragedie, Wajda koncentrerer sig om: Hjælpeløsheden over for den overmagt, der både havde et kommunistisk og et nazistisk ansigt. Den polske befolkning som den evige kastebold mellem de store krigsførende magter, det kvintessentielle offer for begge 1900-tallets blodige ideologier.

Spredte forløb

Emnet er enormt, perspektiverne mangfoldige, men det er egentlig først, da Wajda i slutningen når frem til den selve den horrible menneskeslagtning, at hans meget traditionelle iscenesættelse til fulde kommer på højde med de magtfulde temaer.

Likvideringerne skildres med en kortfattet nøgternhed, der gør stærkt indtryk, for her kan Wajda lade handlingerne tale for sig selv og behøver ingen ydre dramatisering. Inden da har han i ca. en time og tre kvarter krydsklippet sig gennem spredte forløb om den plagede (men materielt forbløffende velstående!) civilbefolkning i forskellige faser af krigen og umiddelbart efter.

Symptomatisk succes

En ung officersfrue må med sin datter og svigermor leve uden viden om sin mands skæbne; en stolt yngre generalinde nægter at samarbejde med kommunisterne; en overlevende fra massakren, der er gået i kommunisternes sold, kolporterer løgnen videre, men går til grunde i selvforagt; en verdensfjern professor bliver offer for morderisk nazistisk udrensning.

Wajdas dygtighed viser sig ind imellem i enkeltscener, der pludseligt får ægte dramatisk liv: F.eks. en bevægende episode, hvor en ret-skaffen russisk officer (glimrende spillet af Sergei Garmash) kæmper for at redde den unge officersfrue fra deportation.

Men som helhed lider filmen en af en spredt, vævende komposition, der inddrager så mange 'hovedpersoner', at man ikke for alvor trænger ind i nogen af de sørgelige skæbner.

De store spring i tid og sted nødvendiggør tilmed et utal af tungt forklarende replikker, hvor personerne skal føre os up-to-date med Polens og deres egen udvikling - uden at den totale klarhed indfinder sig for en nationalt udenforstående.

Hvilket alt sammen ikke hindrer, at Katyn på sin egen måde er en betydningsfuld film ved sin fokus på et åbent sår blandt mange andre traumer i Polens lidelseshistorie. Filmen har med tre milioner tilskuere i hjemlandet vakt enorm interesse og indgår dermed i den række af film-beretninger fra Anden Verdenskrig, der i lande som Danmark, Norge og Tyskland får kolossal genklang.

I en opløsningstid ser man tilbage mod krigstilstanden for at finde pejlemærker for den nationale identitet. For er vi ikke mest os selv, når vi har ryggen mod muren?

Katyn. Instruktion: Andrzej Wajda. Manuskript: Wajda, W. Pasikowski og P. Nowakowski. Polsk (Gloria i København)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu