Læsetid 5 min.

Det skriger til Habermas' himmel

Den moderne fornuft er ifølge den tyske filosof Jürgen Habermas ikke stærk nok til at skabe solidaritet og moralsk indignation over denne verdens uretfærdighed
Søgen. -Den praktiske fornuft kan ikke leve op til sine egne målsætninger, når den ikke mere har kraften til i profane sindelag at vække en bevidsthed om det, der mangler. Når den ikke længere har kraften til at vække folk og holde dem vågne over, at solidariteten over hele verden trænges, og over det, der skriger til himlen,- skriver Habermas i en ny debatbog om det, der mangler.

Søgen. -Den praktiske fornuft kan ikke leve op til sine egne målsætninger, når den ikke mere har kraften til i profane sindelag at vække en bevidsthed om det, der mangler. Når den ikke længere har kraften til at vække folk og holde dem vågne over, at solidariteten over hele verden trænges, og over det, der skriger til himlen,- skriver Habermas i en ny debatbog om det, der mangler.

Linda Henriksen
31. januar 2009

Han er blevet gammel, men han er ikke blevet hellig. Det siger den tyske filosof Jürgen Habermas i hvert fald selv. Han overraskede ellers i 2001, da han under en takketale annoncerede det "postsekulære samfund". Religion og fornuft kunne ikke længere som i det sekulære samfund ses som modsætninger eller modstandere. De borgere, der ikke er troende, skulle ifølge Habermas lære at lytte til de religiøse borgere og se religion som en kilde til solidaritet. De troende borgere skulle på den anden side lære at oversætte deres argumenter til et sprog, som åbner for samtale med de ikketroende.

Dette er for religiøse borgere i sekulære demokratier ikke noget kontroversielt synspunkt. Men blandt visse venstreorienterede eller progressive intellektuelle var det en provokation. De så religion som en institution, man skal bekæmpe med fornuften og frigøre sig fra. Og de har set Habermas som et forbillede på fornuftens og frigørelsens side i kampen mod alle former for undertrykkelse. Det store spørgsmål bliver derfor, hvorfor Habermas i 00'erne har beskæftiget sig systematisk med religion som en fornuftig og moralsk ressource. Hans mellemværende med religion har indtil videre resulteret i talen 'Viden og tro' fra 2001, i den berømte samtale fra 2004 med Joseph Ratzinger, der siden blev pave, i en række essays og det seneste store værk, Mellem Naturalisme og Religion fra 2005.

Der er tre oplagte svarmuligheder: For det første kunne det tænkes, at Habermas vitterligt selv er blevet religiøs. Man kunne for det andet hævde, at religionens genkomst gennem de seneste år i lande, hvor man regnede troende borgere for en uddøende race, kræver, at sekulariseringen gentænkes som en fortløbende proces og ikke anskues som et problem, der er løst en gang for alle. Den tredje mulighed er, at Habermas ser religion som en mulig alliancepartner til sit eget projekt, som synes at savne gennemslagskraft. Det handler altså enten om en individuel omvending, en ambition om at skabe betingelserne for konstruktiv sameksistens mellem troende og ikketroende på demokratiske præmisser eller om at revitalisere Habermas' egen politiske position.

Det, der mangler

Habermas mødtes i 2007 i München med en række teologer og teologiske filosoffer til en diskussion om tesen om det postsekulære samfund. Indlæggene fra paneldebatten er nu samlet og udgivet i en lille bog med navn efter titlen på Habermas' eget bidrag: En bevidsthed om det, der mangler. Habermas indleder med at præcisere, at han ikke er blevet religiøs. Han regner sig stadig for det, han har kaldt "religiøs umusikalsk". Det står også klart, at hans ærinde ikke er at sikre dialogen mellem religiøse og ikkereligiøse borgere:

"Min egen begrundelse for at beskæftige mig med temaerne tro og viden er et ønske om at mobilisere den moderne fornuft imod den nederlagsstemning, som præger den i disse tider."

Habermas har gennem de seneste årtier opereret med en konflikt mellem markedet, bureaukratiet og fornuften. Man kunne også kalde det en kamp mellem pengene, magten og solidariteten. Han har fokuseret på at frigøre fornuften fra de bureaukratiske og økonomiske kræfter, som forvrænger og belaster betingelserne for en samtale, hvor det bedre arguments "tvangfri tvang hersker".

Men han trækker nu fronterne anderledes i en erkendelse af, at fornuft og samtale ikke i sig selv er stærke nok til at sikre solidaritet. Som han skriver direkte i en passage, der bliver omdrejningspunkt for den efterfølgende samtale:

"Den praktiske fornuft kan ikke leve op til sine egne målsætninger, når den ikke mere har kraften til i profane sindelag at vække en bevidsthed om det, der mangler. Når den ikke længere har kraften til at vække folk og holde dem vågne over, at solidariteten over hele verden trænges, og over det, der skriger til himlen."

Det bliver således religionen, det religiøse billedsprog og den religiøse overlevering, som skal komme en svækket praktisk fornuft til undsætning. Religiøse argumenter og åbenbaringer skal ikke uden videre bruges som strøm til det moderne kraftværk. De religiøse borgere skal anerkende naturvidenskabens monopol på sandheden om den fysiske verden, og de skal anerkende, at de moderne demokratier er baseret på en profan moral. Som jesuiterfilosoffen Norbert Brieskorn konstaterer, har Habermas indset, at fornuften ikke selv overkommer at skabe solidaritet mellem moderne mennesker. Han bruger ikke Habermas' indrømmelser til at hovere over det fejlslagne projekt, men påpeger, at kristendommen kræver af hver enkelt, at den troende er aktiv som borger og realiserer et politisk engagement. Man kunne indvende, at Habermas reducerer religionen til et instrument for fornuften, men Brieskorn understreger, at den private tro på åbenbaringer ikke antastes af kravet om anerkendelse af naturvidenskabens autoritet. Sagt på en anden måde: Man kan godt som troende fastholde, at Jesus genopstod fra de døde, og samtidig være indforstået med, at forklaringer af årsagerne til den globale opvarmning overlades til biologer.

Modsigelse

Man kan sammenfatte den generelle holdning blandt teologerne i bogen til Habermas' tese som positiv, men skeptisk. Én bemærker, at termen "postsekulær" er vildledende. Religionen har nemlig aldrig været udryddet fra de moderne, vestlige demokratier, og sekularisering har altid handlet om at finde balancer og arbejdsdelinger mellem religion og naturvidenskab. Det er blot Habermas, som meget sent er kommet til en erkendelse af noget, der for teologer længe har været ganske naturligt. En anden kritiserer Habermas for at "funktionalisere" religion til en bevidsthed om det, der mangler. Det hævdes, at man sociologisk måske nok kan stille sig tilfreds med den negative bestemmelse af religion, men som filosof bør man forholde sig til religionens positive bidrag til moralske og etiske refleksioner over samfundet. Man bør anerkende religionen som refleksionsform. Habermas svarer, at religion for en agnostiker som ham selv ikke kan betyde det samme, som det gør for en troende. Men tænkningen bør ifølge Habermas forholde sig til religion som et samtidigt åndeligt udtryk. Og det gør den ved at tale til religionen i stedet for at tale om den, det gør den ved at anerkende religion som mere end en genstand for samtalen.

Som åbning af en dialog mellem religiøse og ikkereligiøse tænkere er En bevidsthed om det, der mangler forbilledlig: De taler vitterligt sammen. Men det er som bekendt ikke det, der er Habermas' anliggende. Hans præmis er, at passionen og indignationen ikke vækkes af argumenter og analyser. En præcis gengivelse af statistikker over uretfærdighed ophidser ikke folk til protester. Og man kan på skrivebordsniveau sagtens følge Habermas' analyse: Det er fundamentalister, prædikanter og forskellige dyrkere af nationale 'værdier', som synes at dominere den offentlige debat, mens den kølige fornuft udstilles som elitær, verdensfjern eller slap. Men det er anderledes svært at få øje på hvilke konkrete religiøse stemmer og positioner i den sociale virkelighed, Habermas vil basere sin solidaritet på. Det forbliver en erkendelse af et underskud, så længe analysen ikke leverer specifikke eksempler og konkrete læsninger. Og så er det ikke kun uretfærdigheden, men også afmagten, som skriger til himlen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Lars  Christiansen
Lars Christiansen

"Det er blot Habermas, som meget sent er kommet til en erkendelse af noget, der for teologer længe har været ganske naturligt."

Nemlig.

Og hvis religion blot skal være "billedsprog", så er der ikke noget at sige til, at teologien er skeptisk overfor frankfurteren. Men derfor kan man da godt snakke.

Brugerbillede for Jannik Thorsen
Jannik Thorsen

"Det er fundamentalister, prædikanter og forskellige dyrkere af nationale 'værdier', som synes at dominere den offentlige debat, mens den kølige fornuft udstilles som elitær, verdensfjern eller slap."

Det er en helt fejlslået analyse.
De såkaldte elitære dyrkere af fornuften, er selv for længst blevet dyrkere af en liberal marxistisk religion.
Deres egne analyser rummer vildledende konklusioner på mangelfuld eller censureret data. "Dyrkerne af nationale værdier", har mere fat i den lange ende, end Rune Lykkeberg vil give udtryk for.

Det er måske denne pointe der en den største kamel at sluge, for Habermas og hans tilhængere.

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

"Men det er anderledes svært at få øje på hvilke konkrete religiøse stemmer og positioner i den sociale virkelighed, Habermas vil basere sin solidaritet på."

Hvad med at basere den på GAIA, altså en religiøs-agtig dyrkelse af klodens økosystem, som forbliver en anfægtelse for de ikke-troende (f.eks. Bjørn Lomborg) og sekulær for de der, Anders Fogh, Obama, Al Gore og mange andre inklusive, har erkendt verdens sande tilstand?

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Fremragende forslag, Søren Kristensen, særligt vis denne kombineres med forsagelsen af fossile brændstoffer og troen på vedvarende energi...

Endelig en religion, der har noget med realiteter og realisme at gøre, og har fokus på at forbedre menneskers vilkår.

Brugerbillede for Inger Sundsvald
Inger Sundsvald

Ville det ikke være skønt, hvis denne gudinde kunne få sit åndedræt tilbage, så ikke også hun skulle erklæres for død indenfor en overskuelig fremtid?

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Pas nu på hvad du siger ja tak til, Lars Christiansen :-)

Det med Gaia, bliver nok noget med bodsgang, aflad, aktiv handlinger og måske lidt flagellanteri iblandt, og knapt så meget fokus på ceremonier ;-)

Brugerbillede for Jonas Jakobsen
Jonas Jakobsen

En god anmeldelse!

Habermas` foreslag om at "oversætte" dele af de religiøse traditioners eksistentielle og normative vokabular til et af åbenbaringssandheder uafhængigt sprog - således at det opnår almen tilgængelighed og kritiserbarhed - forekommer mig umiddelbart at være højst interessant for os "religiøst umusikalske" mennesker, som alligevel nærer en vis fascination for dele det religiøse erfaringspotentiale (og en stærk skepsis over for andre dele)

Brugerbillede for Jonas Jakobsen
Jonas Jakobsen

Jannik Thorsen: Bør man ikke vide bare lidt om en tænker eller teori, før man udtaler sig skråsikkert med en hurtig afvisning?

En "marxistisk religion" med "censurerede data" ville netop IKKE være et eksempel på det Habermas forstår ved "kommunikativ fornuft".

Kommunikativ fornuft er ifølge Habermas at gå i åben og oprigtig debat med argumenter - ikke f.eks. med følelser, trusler eller skjulte dagsordener - noget der tydeligvis er en mangelvare overalt.

Mvh Jonas

Brugerbillede for Jonas Jakobsen
Jonas Jakobsen

Henrik Sørensen:

Der er noget problematisk over at blogge om komplekse teoretikere man ikke har læst. Grænsen for den hurtige menings område er nået.

Habermas er naturligvis en stærk kritiker af religiøs fundamentalisme, religiøst motiveret vold og udemokratiske systemer som f.eks. det iranske præstestyre. Se f.eks. hans og Derridas bog "Filosofi i terrorens tid".

Den type religion Habermas mener vi ikke-religiøse bør stille os åbne for - og ikke fordømme på forhånd - er den MODERNISEREDE religion - dvs. en religion som anerkender A: den institutionaliserede videnskabs epistemtiske forrang B: Statens sekulære principper C: universelle menneskerettigheder.

Habermas har i øvrigt også kritiseret det han kalder "den radikale multikulturalisme", da denne position umuliggør kritik mellem kulturer i den grænseløse tolerances navn - noget jeg har på fornemmelsen at du vil anklage venstrefløjen for?

Mvh Jonas

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Jonas Jakobsen,

en god kommentar, men du smider perler for svin hvis du forventer at "Henrik Sørensen" kan eller vil bruge det til noget fornuftigt.

(derimod bruger han gerne andres kommentarer som anledning for endnu flere mildest talt ufornuftige ytringer).

Brugerbillede for Jonas Jakobsen
Jonas Jakobsen

Heinrich: tak for din kommentar og din "advarsel". jeg forsøger mig alligevel med et svar (-:

Henrik: Personligt har jeg - udover protestanter -mødt både katolikker, buddhister, græsk-ortodokse og muslimer, som ville skrive under på de nævnte modernitetsprincipper. Jeg har også mødt nogen som ikke ville.

Det er jo åbenlyst, at dele af Islam stadigvæk mangler at tilpasse sig modernitetens friheds - og lighedspricipper (vi husker, at den katolske kirke først bekendte sig eksplicit til liberalisme og demokrati i 1965.

Den kristne højrefløj i USA klarer det heller ikke for godt, eller vores egen Søren Krarup, der - ligesom f.eks. Hitz but al Tahir - bekæmper iden om menneskerettigheder i en bestemt religions navn.

Mvh Jonas

Brugerbillede for Jannik Thorsen
Jannik Thorsen

@Jonas Jakobsen

"Bør man ikke vide bare lidt om en tænker eller teori, før man udtaler sig skråsikkert med en hurtig afvisning?"

For nogle år siden læste jeg det meste af hans teori om kommunikativ handling. Jeg er ganske klar over at han spænder vidt og bredt, og at han vist til dags dato, har et 2 cifret antal udgivelser på samvittigheden.
Jeg ved også at han er associeret med Frankfurter skolen 2. bølge, og at han har været en ivrig kritiker af den "postmoderne vending".
Ligeldees, har han efter min mening, gjort sig lidt uheldigt bemærket i den tyske historiker strid.

For mig at se, er Habermas en kulturmarxist forklædt i rationelle gevandter.
Han er et godt eksempel på en verdensfjern teoretiker som ikke vil erkende at neomarxismen ikke passer godt til de empiriske realiteter. Og hans teori om en herredømmefri dialog, i et liberalt demokrati, er meget smuk, men noget utopisk.

Hans videnskabsteori, som ønsker at reservere en særlig plads til "kritisk" samfundsvidenskab, ser jeg som intet andet end et forsøg på at snige marxisme ind af begvejen.

Du skriver at han kun vil anerkende følgende religioner, som værd at gå i dialog med;

"....er den MODERNISEREDE religion - dvs. en religion som anerkender A: den institutionaliserede videnskabs epistemtiske forrang B: Statens sekulære principper C: universelle menneskerettigheder. "

Som Henrik påpeger er der ikke særligt mange religioner, ud over vores egen noget udvandede protestantisme, som lever op til de krav.
Lad os tale lige ud af posen, de fleste muslimer vil næppe anerkende disse krav, og det er vel dem som i vores samfund er de mest interresante at behandle som problemstilling.

Brugerbillede for Jonas Jakobsen
Jonas Jakobsen

Jannik: - ok det lød ikke som om du havde læst en skid af Habermas, men det havde du åbenbart (-:

Lad os først slå fast: I modsætning til Marx er Habermas tilhænger af et retssystem baseret på individuelle grundrettigheder og friheder, og af et frit marked.

Men han påpeger samtidig, at menneskets livsverden - dvs. vores HVERDAGSLIGE (og ikke akademisk verdensfjerne) baggrundhorisont af mening, identitet og solidaritet - kan lide skade, hvis en en rent egocentrisk og nytteorienteret profit-orientering bliver den eneste orienteringskilde. I den forstand er han stadig en kapitalisme-kritiker, og hævder, at kapitalen må bringes under en vis grad af demokratisk kontrol.

Det var muligvis det befolkningen i USA var inde på, da de valgte Obama som præsident - rovdyrskapitalismen må suppleres med gennemsigtighed og have en form for folkelig legitimitet. Er det marxisme?

Du skriver videre: "hans teori om en herredømmefri dialog, i et liberalt demokrati, er meget smuk, men noget utopisk"

Habermas påstår jo netop ikke at det ER sådan, men at det BØR være sådan vi taler med hinanden i det liberale demokrati - dvs. at vi debatterer med argumenter og ikke har særstilling i kraft af f.eks. vor res sociale position, køn eller fysiske magt, som det er typsk i før-moderne samfund.

Hvis du er uenig i dette må du jo ARGUMENTERE for din sag, og følger dermed netop Habermas` ideal !

Jeg er dog helt enig med dig i, at Habermas til tider har en noget verdensfjern opfattelse af den empiriske virkelighed - f.eks. i forhold til religion. Han synes ikke at have blik for eller interessere sig for i hvor høj grad almindelige religiøse samfund er er præget af f.eks. kønsdiskrimination, åndeligt snævertsyn og anti-moderne holdinger. Vi behøver derfor religionskritik i tillæg til Habermas - både af Islam og andre religioner, f.eks. af den katolske kirkes ødelæggelse af aids-bekæmpelsen i Afrika.

Lige nu i vores samfund er det selvfølgelig Islam der er på alles læber. Jeg bifalder dog at Habermas også ser på religions-eksterne årsager til islamisk fundamentalisme - f.eks. Vestens opførsel i Irak, og ikke lokaliserer hele problemet i religionen Islam. Det betyder dog efter min mening ikke, at man ikke OGSÅ kan pege på kritiske steder i f.eks. Koranen, som kan være med til at fastholde fundamentalismen.

De kristne har jo lært at læse hen over de pinlige steder i deres religiøse skrifter, man må håbe, at flere muslimer også begynder at gøre det.

Mvh Jonas

Brugerbillede for Lars  Christiansen
Lars Christiansen

@Jonas

Jeg tror, det forholder sig sådan, at helligskriften simpelthen har og altid har haft en anden betydning i islam end i kristendom.

Koranen er jo Allahs direkte og ufejlbarlige tale til mennesket, mens Bibelen er skrevet af mennesker om 'erfaringer' af og med det guddommelige.

Derudover er GT jo ikke en lovsamling i kristendommen/jesustroen - og NT er vist ikke decideret voldsforherligende (OK, Gud dør, men det er jo selvmord og ikke mord på vantro e.l.).

Og så lige med forbehold for lokale variationer og spredte regnbyger etc.

mvh
Lars

Brugerbillede for Jannik Thorsen
Jannik Thorsen

@Jonas Larsen

"Lad os først slå fast: I modsætning til Marx er Habermas tilhænger af et retssystem baseret på individuelle grundrettigheder og friheder, og af et frit marked. "

Ja, Habermas har gjort sig umage med at distancere sig fra sine marxistiske rødder i Frankfurter skolen.

"I den forstand er han stadig en kapitalisme-kritiker, og hævder, at kapitalen må bringes under en vis grad af demokratisk kontrol. "

På det punkt er han ihverfald på linje med Horkheimer og Adorno, hvad kritikken angår.
Man kan dog godt blive i tvivl om de to frankfurter fædre er særligt demokratiske.

"rovdyrskapitalismen må suppleres med gennemsigtighed og have en form for folkelig legitimitet. Er det marxisme? "

Ikke nødvendigvis. Men det kommer så sandelig an på hvilken udformning politikken får. At staten omfordeler, eller varetager en række ydelser, er ikke lig marxisme. Men det kan sagtens være (neo)marxistiske undertoner på det værdimæssige plan, altså når man ser bort fra den økonomiske politik.

"Hvis du er uenig i dette må du jo ARGUMENTERE for din sag, og følger dermed netop Habermas` ideal ! "

Ja jeg er ganske klar over at det er et normativt ideal han opstiller, og ikke en beskrivelse af praksis. Men når teori ligger for langt fra realiteterne, kan man godt få sin tvivl om hvor praktisk brugbar den er. Hvorfor ikke forsøge med lidt mere beskedne målsætninger, som medtænker virkeligheden lidt bedre.

At du og jeg følger Habermad ideal, medfører ikke med nødvendighed at resten af befolkningen, eller flertallet af denne, gør det.
I vores tilfælde er der jo heller ikke andet på spil, end vores overbevisning. Fx. står og falder vores økonomiske interresser ikke med hvem som for fremlagt argumenterne på mest saglig eller overbevisende måde.

"Jeg er dog helt enig med dig i, at Habermas til tider har en noget verdensfjern opfattelse af den empiriske virkelighed - f.eks. i forhold til religion.
.....Vi behøver derfor religionskritik i tillæg til Habermas - både af Islam og andre religioner, f.eks. af den katolske kirkes ødelæggelse af aids-bekæmpelsen i Afrika. "

Jeg er ganske enig. Forøvrigt et godt eksempel på religionernes evne til at føre folk på afveje.
Jeg mener dog også at man skal udstrække denne kritik til at gælde vesten. Således er menneskerettigheder, hvad enten det gælder friheds rettighederne eller deres sociale modstykke, ikke indlysende sande størrelser.
Desuden syntes jeg heller ikke det er en god ide at deponere sin moralske reflektion, til fx. FNs charter for menneskerettigheder eller lignende.

"De kristne har jo lært at læse hen over de pinlige steder i deres religiøse skrifter, man må håbe, at flere muslimer også begynder at gøre det. "

Jeg er bange for at vi kan risikere at forblive i håbet. Islam er en totalitær religion, som ikke lader sig tæmme særligt let. Det er heldigvis ved at gå op for mange mennesker at det ikke er for børn.

Vh Jannik

Brugerbillede for Jannik Thorsen
Jannik Thorsen

@Lars Christiansen

"Alle, der tror på en herredømmefri kommunikation, skulle møde min kone og blive kureret!"

Hvis jeg skal tage dig på ordet, bliver jeg nærmest lykkelig for at jeg allerede er kureret. :)