Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Sommerhus med svigt og havudsigt

Søskendejalousien slår ud i lys lue i Andreas Garfields nye stykke. Eller som lillesøsteren siger: 'Det er ikke min familie. Det er bare nogen, jeg er i familie med'
Kultur
12. januar 2009

Kan man kalde den 32-årige Andreas Garfield "en klassisk dramatiker"? Eller er han tværtimod "en senmoderne dramatiker", der gennemlyser det klassiske drama, så alle dets konventioner bliver gennemsigtige?

Dygtig er han i hvert fald, Garfield. Hans gennembrudsstykke var Hjem Kære Hjem i 2007 - til Teater Grob og Thomas Levin som den danske soldat, der vender hjem fra Irak. Sidste år fortsatte han Grob-samarbejdet med det smertefulde En Plads i Mit Hjerte om et ungt par, der mister deres barn i en bilulykke. Og nu hedder stykket Vangså og er skrevet direkte til fjerdeårs-eleverne på Skuespillerskolen ved Odense Teater.

Garfield kan skrive en historie, så tilskueren fra første minut er optaget af at forstå hans ramme. Fra femte minut introduceres den person, der vil få hele handlingen til at vælte - "Fik du fat på Mie?". Og både hen mod pausen og hen mod slutningen kommer disse sære højdepunkter af desillusion, som i hvert fald skandinaviske tilskuere elsker at tvære rundt i. Effektivt og besnærende.

Stilistisk overskud

Når Garfield kaster en erindringsreplik ind i legen, skal den med garanti bruges til en symbolsk gentagelse eller nedrivning en halv time senere. Sådan er han bare. Hermetisk og med strukturtvang, der skaber dynamik og forhøjet puls. Også med greb, der læner sig op ad klichéer. Men mest med detaljer, som viser stilistisk overskud.

Denne gang er stykkets udgangspunkt et sommerhus: Fars elskede Vangså, hvor børnene fra hans tre forskellige ægteskaber hver sommer mødtes en enkelt uge. Men nu er far død, og de voksne børn mødes igen ... Rammen er altså klassisk på den psykomoderne måde: Fire mennesker har to døgn til at smadre den familie, de alligevel aldrig har haft.

Jovist, det lyder bekendt. Men Garfield får beskrevet mødet, så hans personer klart træder frem med det nye årtusindes tvivl. For ind i alle replikkerne er skrevet en undertekst af benægtelse. Disse søskende og deres kærester tror ikke selv på det, de siger. Men de siger det alligevel, for hvad er der ellers tilbage, hvis deres små livsløgne ikke må lime hverdagen og identiteten sammen? Hér bliver hans personer interessante, og her lægger teksten herligt meget over til instruktionen og til skuespilleren: For hvordan skal den tvivl så lige præsenteres i stemmen og blikket og benene?

I tavshed

Den balance rammer instruktøren Rune David Grue - med fin flair for det selv-bedrag, der er langt alvorligere end de småløgne, som disse mennesker stikker hinanden. Tavshed er ingen hindring. Og de syv fjerdeårsskuespillerelever fra Odense udgør en boblende talent-buket af hidsighed og overbærenhed, blær og usikkerhed, som netop får Vangså til at fænge så ungt og trodsigt.

Hvem de så er, disse parate skuespillertalenter? De er Nanna Schaumburg-Müller som hverdagsbrunetten med fjern smerte i blikket. Morten Brovn Jørgensen med komikernørden i ludende skuldre. Mads Rømer med tvivlerhelten gemt bag lyst strithår. Rosa Sand Michelsen med inderlighedsenergien dampende op fra stærke fødder. Michael Grønne-mose med overleversmilet på vej til at glatte tatoo-vreden ud. Sabrina Ruiz med skrøbelighedsbleghed og forfinet råstyrke. Og Christina Bech med luder-madonna-æstetik og stramme mavemuskler. Syv lovende spillere, der forhåbentlig får masser af roller lige om lidt.

I sandet

Hvordan sommerhuset så ser ud? Scenografeleven Johanne Eggert har bygget nogle fascinerende felter af gamle, hvidmørnede brædder, som hun har sat forskudt i et mønster, der ikke kan gå op. Dermed bliver dette erindringsrum både stemningsladet og foranderligt med luger til fortiden som projektionsfirkanter til skønne videoglimt fra en barndomsstrand med børn i sandet for længe siden. Havet blinker, og sandet klistrer i Ulrik Gutt-Nielsens vidunderligt nostalgiske videosekvenser, hvor børn lader bølgerne slikke op langs lårene under en uendeligt høj himmel. Og fars stemme (eller Lennart Hansens skønne, dybe) lader tryg-heden pakke kroppen ind som et håndklæde, mens Marcus Hjelmborgs musik leger med tidsfragmenter et pirrende sted mellem 70'er-Fuzzy og minimalisme-riller fra i morges.

For det er også det, Andreas Garfields forestilling gør: Den tager tilskueren med tilbage til dengang ved stranden for længe siden. Dengang solen altid bagte- og digte altid rimede på "lykke".

AMC@INFORMATION.DK

Vangså. Tekst: Andreas Garfield. Instruktion: Rune David Grue. Scenografi: Johanne Eggert. Videosekvenser: Ulrik Gutt-Nielsen. Videoprojektioner: Kasper Stouenborg. Speak: Lennart Hansen. Musik: Marcus Hjelmborg. 2 t 10 min. Odense Teater, Værkstedet, til 27. jan. samt Kaleidoskop, K1, 5-8. feb. www.odenseteater.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her