Læsetid: 3 min.

Terror avler kedsomhed

Stalins ofre og Ruslands skæbne behandles med litterær anstand i Martin Amis’ bedste roman i mange år
15. januar 2009

I starten af sin bog om Stalin, 'Koba den frygtede' (2002), skriver Martin Amis, at kommunisterne i Oxford "helt sikkert havde kendt det til dekret fra 1935, som lovliggjorde 'alle former for afstraffelse i forbindelse med kriminalitet', herunder også dødsstraf over for børn fra 12 år og opefter." En af kommunisterne var Amis' far, forfatteren Kingsley Amis, der meldte sig ind i kommunistpartiet i 1941, da Tyskland invaderede Sovjet, og forblev medlem i 15 år, altså indtil Sovjet invaderede Ungarn i 1956. I den periode fulgte han ifølge sin søn, "de ordrer, der måtte komme fra Stalins Moskva".

Spørgsmålet om, hvordan og hvorfor hans far og mange andre intellektuelle i den generation kunne lukke øjnene for Stalins rædsler, er drivkraften bag Koba, der snildt kan læses som et opgør med den romantik, der stædigt har omgivet den sovjetiske socialisme.

Helt i samme ånd og på baggrund af samme research har Martin Amis skrevet Mødernes hus, hans mest vellykkede roman siden 80'erne, hvor han markerede sig med en af alletiders bedste bøger om det årti, Money (1984), og en de bedste bøger om den britiske hovedstad nogensinde, London Fields (1989). Ligesom disse to titler skildrer også Mødernes hus et mareridt af et dommedagssamfund, hvis maskuline pejlemærker og politiske idealer forlængst er kørt af sporet.

Mere end kærlighed

Romanens fortæller er veteran fra den Røde Hær, og som han selv udtrykker det: "I de første tre måneder af 1945 voldtog jeg mig gennem det som snart skulle blive Østtyskland."

Hjemme i Moskva er han imidlertid ude af stand til at voldtage, endsige erobre den 19-årige Zoya, som fortællerens bror derimod indleder et forhold til. Trekantsdramaet intensiveres yderligere, da de to brødre ender i samme Gulag-lejr nogle år efter.

På et tidspunkt får Zoya lov til at besøge Lev, som lillebroren hedder, i lejren. Mødet finder sted i det hus, der lægger navn til romanens titel, og herfra vender Lev tilbage til sin barak og sin bror som en forandret og nedtrykt mand.

Fortælleren er overbevist - og ganske skadefro i sin overbevisning - om at Lev ikke har kunnet præstere seksuelt; hvad der egentlig skete i Mødernes hus, røber lillebroren siden i et brev, som fortælleren først åbner hen mod romanens slutning.

For så vidt har Amis valgt at afvikle sin historie i et yderst dramatisk anslag, hvilket ærgrer mig en lillebitte smule. For ikke blot er indholdet af brevet ikke synderligt spændende; suspense-elementet fjerner også fokus fra historien om de to brødres liv, der handler om meget mere end jalousi og kærlighed.

Kedsomhed og terror

Fortælleren henvender sig pr. e-mail til sin steddatter fra Rusland i 2004, hvortil han er vendt tilbage efter mere end 20 succesfylde år som forretningsmand i USA.

Hans fortælling er én lang sørgesang over sit fødelands smertefulde skæbne, og hvad det indebærer at være barn af et land, der ikke blot berøvede folk deres ungdom, "de berøvede os endvidere de mennesker, vi forsøgte at blive til," som Lev udtrykker det i sit brev.

De levende beskrivelser af rædslerne i Gulag-lejrene - og siden også af Putins Rusland, hvor børnegidslerne i den besatte skole i Beslan må nøjes med "at drikke sved og urin filtreret gennem lag af tøj," inden de alle bliver dræbt - er båret af en dæmpet og konstaterende sprogtone, der ligger langt fra, hvad Amis på det seneste har præsteret i sine spektakulære og satiriske romaner.

Som når det om systemets to grundsøjler, terror og kedsomhed, hedder, at "den offentlige diskurs var kedelig, aviserne og radioen var blot en brummen i værelset ved siden af, og al snak uden for familien var kedelig, for ingen kunne sige det som faldt naturligt. Bureakrati var kedeligt. At stå i kø var kedeligt. Det mest stimulerende sted i Rusland var Butyrkifængslet i Moskva. Jeg kan forstå, hvorfor de behøvede terroren, men hvorfor behøvede de kedsomheden?"

Denne pointe om, at terror blandt andet avler kedsomhed, fulgte forfatteren selv op forrige år i essayet Terror and Boredom fra samlingen The Other Plane (2008). Heri forsøger Amis at gøre rede for, hvordan og hvorfor islamismen - akkurat som så mange andre -ismer i hans øjne - er en trussel mod civilisationens intellektuelle ånd.

Hvorvidt han har ret i dette, vil jeg behændigt undlade at diskutere her, hvor jeg nøjes med et konstatere, at Mødernes hus er Martin Amis, når han er noget nær sit bedste - modig, foruroligende, litterær og tankevækkende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu