Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Om en time går jeg i seng

Karrierekunst er det nye mig-mig-mig-kunst udstilling
Karrierekunst er det nye mig-mig-mig-kunst udstilling
Kultur
9. januar 2009

Egentlig burde juleudstillingen hos Egelund slet ikke anmeldes, hvorfor der ekstraordinært heller ikke uddeles stjerner. Udstillingen er et sammenskrab af galleriets kunstnere og venner og er kun sat i verden for at fylde galleriet i en traditionelt svær tid omkring årsskiftet. Der skal være plads til at trække vejret uden at stå til ansvar, men et tema trænger sig dog alligevel på.

Jon Stahn åbner showet med en en julemand i fuld figur, der ligger på gulvet op ad en væltet rollator. Værket hedder Drunk Before Christmas og er cool. Morten Steen Hebsgaard, der også er med i kunsterkollektivet A Kassen, har lavet en robot af have-maskiner, der er humoristisk. Christian Finne har tegnet en enorm tegning, der er meget flot. Og David Dellagi har lavet en række billeder, der indeholder 100 referencer hver.

Og så er vi sådan set fremme ved sagens kerne. Kunsten er gået fra at være selvterapeutisk til at være en karrierevej, kunstnere fra sidste generation behandlede deres problemer, deres personlige forskelle med verden omkring dem, de trak referencer til store fortidige myter, græske sagn, universelle værdier og historier. De havde noget på hjerte, de brændte for. De unge i dag er radikalt anderledes.

Iscenesat cool

De vigtigste kodeord for generationen er coolness, humor, flotte farver, sikre referencevalg og lækker gestik.

Det må for alt i verden ikke gøre ondt. Hvis nogen krænger deres sjæl ud, er det ulækkert. Det må ikke være personligt. Det skal være iscenesat cool, og iscenesat er ok, alle har erkendt, at alt er iscenesat alligevel, vi dyrker iscenesættelsen i stedet for at dykke ned under den, og ofte er det iscenesættelsen, der er pointen, og ikke hvad der bliver iscenesat.

Karrierekunsten skal desuden bygges på referencer til viden, og her er al viden gyldig viden, det er lige meget, om det er en film eller en filosof eller en matematisk formel, bare det er klogt og ikke aktuelt eller politisk. Det sidste er strengt forbudt.

Originalitet er også underordnet, den fulde julemand er for eksempel lavet af Hollywood, før Jon Stahn overhovedet blev født, man finder nemlig sin egen originalitet bagefter. Det lyder underligt, men er ret smart. Før i tiden 'oversatte' kunstneren en eller anden eksistensiel problematik i sit kunstværk. I dag foregår det omvendt. Når man har værket mellem hænderne, finder man noget, det kan være en oversættelse af, som så resulterer i tørre professortekster, der enten bruger fremmedord så fremmede, at selv vendinger som oktrojeret patronymikon (priviligeret efternavn) pludselig giver mening, eller fuldstændigt intetsigende vendinger om livet generelt, typen af maling, der bliver brugt, eller små fjollede ligegyldigheder, som ingen oprigtigt kan interessere sig for.

Acceptabel karrierevej

Nogle vil give den generelle universelle ungdomskådhed skylden. Og når Mikkel S. Andersen hos Egelund anbringer Bamse fra Bamses Billedbog med en figur, der ligner kunstneren Christian Finne på en rød dåse og kalder værket for Numseleg på rødt, så er vi ude i noget med at se mig, jeg bestemmer selv, hvornår jeg går i seng, og der er bare ikke nogen, der skal fortælle mig, hvad jeg skal gøre. Men ellers skal svaret findes i den samfundsudvikling, der hedder kreative klasser og kreativ økonomi. Det er blevet en acceptabel karrierevej at lave kunst, og ligesom stand-up-komikken altid har ført til tv-jobs, har kunstjobbet nu også fået en række aftagere i det virkelige liv.

Tendenserne kan ikke kun findes i kunsten. En tilsvarende drejning sås i tv-showet Den 11. time, hvor formater blev brudt udelukkende for at bryde formater, hvor det farlige var simuleret, hvor personlighed blev brugt som en nøje forberedt rekvisit, hvor ingen blev involveret, hvor ingen havde noget på hjerte, hvor der aldrig blev grinet af andre end gæsterne, og hvor alting altid i sidste ende kun refererede til, hvor cool og humoristiske værterne var.

Kort sagt er karrierekunsten og Den 11. time ud af samme kød, en familie uden empati med et pudsigt behov for altid at virke overlegen.

X-MAS 08 hos Galerie Egelund, Bredgade 75 til den 31. januar

Serie

Kunst ved Jeppesen

Seneste artikler

  • Stressstreger

    23. september 2010
    Det bedste ved udstillingen er heldigvis Daniel Milans streg. En helt tynd sort krimskrams tilsat brede tykke sorte strøg. Det ser enerverende ud, fordi han kun tegner bevægelsen og skyggerne, og når man koncentrerer sig, får man øje på, at det er døde mennesker eller bizarre motiver med døde dyr og opstemte mennesker, han har tegnet...
  • Billige grin

    19. august 2010
    Moderne kunst for arabere er ligesom mavedans for danskere. Det er muligt, at vi alle har maver, men ve de egyptere, der skal tage imod den første danske mavedanserdelegation på kulturel udvekslingsrejse
  • Utopien nærmer sig

    19. august 2010
    Som en del af et projekt, der skal bringe utopien tilbage på kunstscenen, har kunstneren Goodiepal længe ført krig mod Det Jyske Musikkonservatorium, der fyrede ham i 2008. Krigen har ført ham verden rundt med en forelæsning om computerkunst, men dog ikke tættere på forsonende ord fra konservatoriet
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Louise Gabrielsen

Jeppesen, du som ellers er så glad for å referere til Barry McGee (i tide og utide) burde bemærke at Christian Finne værket ser ud som et Barry Mcgee rip-off.