Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Hvis man tog Ester Bock alvorligt...

Ester Bock har skrevet en rigtig dameroman, og det er vist bare fordi hun kan – og fordi Gyldendal vil udgive den
Kultur
15. januar 2009

Så er der fodring af - ikke rovdyrene - men flinke anmeldere. Deres pæne reaktioner på Ester Bocks forrige roman, I det skjulte, er citeret i uddrag på flappen til den nye roman, Klokken slår, der er den sædvanlige, trofaste og "selvstændige fortsættelse" af den forrige roman. Den handlede om lærerinden Adelheids splittelse mellem sin egen ideologiske overbevisning og familiens Hitlersympati.

Men tænk, hvis forfatteren havde stillet sig selv en umulig opgave i stedet for bare - som nu - at gøre det, de flinke anmeldere siger, hun er god til:

"Er der noget, Ester Bock kan, er det indre monologer, som har en form, vi kan forstå. De har over sig en ægthed, som vi genkender," skrev Jyllands-Postens Annelise Vestergaard om den forrige Bock-bog, og sådan kunne Vestergaard egentlig også skrive om den nye. Ligesom Kristelig Dagblads Vibeke Blaksteen igen kunne fremhæve "romanens hverdagsrealisme", som hun gjorde det i sin anmeldelse af I det skjulte.

Weekendavisens anmelder Katinka Bruhn fik gåsehud af den forrige. Det kan jeg dog ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at hun eller nogen anden vil få af den nye. Heller ikke bare lidt småhårsrejsen for at være flink. Det er Klokken slår simpelthen for mekanisk og for villet til.

Løb forfatteren tør?

Men man kunne også hive Ester Bock ud af hattedameskyggen og, i stedet for endnu engang at hylde hverdagsrealismen og ægtheden, tage hendes forfatterskab lige så alvorligt, som man tager f.eks. Lars Frosts, Kristian Bang Foss' og Jens Smærup Sørensens. Jeg kunne nævne mange andre gode forfattere, men nu nævner jeg lige disse tre, fordi Lars Frost ligesom Ester Bock også tillader sig at læse aviser og fagbøger midt i skriveriet og inddrage det i romanfiktionen, men når Frost gør det, er det flabet, uforudsigeligt og en leg med genrer.

Når Bocks hovedperson derimod læser avis, kan man se den virkelige avislæsende forfatter igennem romanteksten og i sit stille sind tænke, nå, løb hun nu igen tør for stof?

Foss nævner jeg, fordi han som Bock også inddrager den virkelige decemberstorm i 1999, men hvor køber jeg meget hellere hans hverdagsrealisme på InWear-lageret med Fækalistens uhumskheder i stedet for at læse mildt sagt ligegyldige udsagn fra en 88-årig kvinde om den diare og mavepine, som hun vel og mærke ikke har haft, men som hun et kort øjeblik frygtede efter at have mæsket sig i jordbær.

Smærup nævner jeg, fordi han blandt meget andet er en mester i indre monolog og taler, der ikke bliver holdt. Hos Bock bliver talen holdt, og det refereres bare lige så kedeligt, som tænkes kan, ligesom alt andet i denne roman, der også fremstår som et referat, og som er den 88-årige Adelheids brev til sin eneste datter for at afsløre alle hemmelighederne om hendes families tyskervenlighed og datterens biologiske far i den elvte time.

Er der noget, Ester Bock kan, skal hun ikke nødvendigvis gøre det igen og igen. Det er jo ikke en annoncekampagne for Danske Bank det her, men noget, der er meget mere alvorligt: litteratur gud døde mig!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her