Læsetid: 5 min.

Den uacceptable virkelighed

30 år efter udgivelsen af sociologerne Pierre Bourdieu og Luc Boltanskis opsigtsvækkende artikel 'Produktionen af den herskende ideologi', udgiver Boltanski helt i en ny tids ånd en ikke rystende, men rørende lille bog om tilblivelsen af artiklen
30 år efter udgivelsen af sociologerne Pierre Bourdieu og Luc Boltanskis opsigtsvækkende artikel 'Produktionen af den herskende ideologi', udgiver Boltanski helt i en ny tids ånd en ikke rystende, men rørende lille bog om tilblivelsen af artiklen
3. januar 2009

Hvis der er noget, der er svært her i verden, er det at skifte verdensopfattelse. Det er - man må undskylde den husmoderlige metafor - næsten lige så svært som at flytte et gulvtæppe, man selv står på.

Alle de andre står for resten også på det, hvorefter man kan hengive sig til spekulationer over, om det overhovedet er muligt at flytte det.

På en måde skal man have alle til at hoppe på én gang. Men for at få dem til at gøre det, må man jo have dem til at indse nødvendigheden af at hoppe. Man skal have dem alle til at indse, at det er uacceptabelt, at gulvtæppet ligger lige dér.

Det var dét, en gruppe sociologer troede de gjorde dengang i 1975 i kælderen under Maison de la Science de l'Homme på Boulevard Raspail i Paris.

Hvis blot man kunne få vist de underliggende magtstrukturer, som holder alle fanget i et verdensbillede eller en ideologi, man ikke engang opdager er en ideologi, så vil man kunne flytte på tingene. Der skulle et nyt tidsskrift til, og det blev det til i form og indhold fornyende Actes de la recherche en sciences sociales. En udgivelse med billeder og collager, med korte og lange artikler, alt sammen klippet og klistret sammen og udgivet på ikke helt autoriseret vis, men med enorm entusiasme og lige så meget frivilligt arbejde. 'Chefen' var den allerede dengang kendte og nu afdøde sociolog Pierre Bourdieu, og i perlerækken af håndlangere var sociologen Luc Boltanski, af mange betragtet som Bourdieus arvtager.

Det var de to, der i 1976 i fællesskab forfattede artiklen "Produktionen af den herskende idéologi", som det lille forlag Demopolis i efteråret 2008 genudgav i Frankrig.

Denne gang ligger der en anden lille bog ved siden af. Luc Boltanski har skrevet et lille hybridværk: At gøre virkeligheden uacceptabel. Det er et halvsociologisk essay, som kærligt fortæller, hvordan tidsskriftet dengang blev til, og hvorledes netop denne artikel blev til som én i en lang række.

Men samtidig beretter Boltanski en hel masse om, hvad de ikke selv kunne se dengang. Udover med hele sit værk siden, at have udforsket den desillusion, der fulgte, så undrer Boltanski sig i dette lille skrift over, hvor vi er nået hen nu.

"Når jeg i dag åbner tidsskriftet, så spørger jeg undrende mig selv: Men hvem ville acceptere at udgive en artikel sådan et sted i dag? Ville jeg selv acceptere det? Et fransk tidsskrift uden bedømmelseskomité skrevet på skrivemaskine med små påklistrede Mickey Mousebilleder og dybt kritisk - hvem ville vove sin karriere? Det ville være det rene selvmord".

Tæppet har flyttet sig en anelse, historien har været en tur over kælderudgivne, entusiastiske og bevidst uæstetiske stenciludgivelser.

Men ikke mindst har historien været en tur omkring den desillusionerende erkendelse, at hvis der er en dominerende ideologi, så er den langt dygtigere til at mutere end sociologerne er det, alle de sociologer som i dag ikke ville vove halsen på sådan et projekt - Boltanski inklusive. Usynliggørelsen er fuldstændig, stort set ingen taler om 'sociale klasser' - eller i al fald ikke i den forstand Boltanski og Bourdieu møjsommeligt forsøgte at genskrive dem i 1976. På bekostning af andre emner, indrømmer Boltanski nu, som feminisme, indvandring eller homoseksualitet - det blev alt sammen subordineret klassetænkningen og derfor udsat til et uvist senere.

Måske kunne man tro, at Boltanskis lille undren over, hvem der nu kunne finde på at skrive i sådan et tidsskrift blot er en detalje. Det er den.

Men for sociologen Luc Boltanski er det så netop i sådanne små detaljer, den herskende ideologi ikke alene afslører sig, men at det også afsløres, at man selv er en del af den. At Boltanski selv er medvirkende, må være meget uhyggeligt at opdage for ham selv. Selv ikke det allermest bevidste individ undslipper, man kan jo næsten på huden mærke, at nej, aldrig ville man risikere sin karriere på sådan et foretagende. Dengang blev man ikke marginaliseret, men det ville man blive nu. Løkken er strammet endnu mere til.

Hvis de dengang i kælderen troede, at de lå under for den herskende ideologi, så så de til gengæld ikke, at de i det mindste havde kælderen. Den lemfældige administration gjorde, at der stod en trykpresse ledig, at der var en professor, der kunne se gennem fingrene med at papir og tryksværte og også at et par uhyre ubelastede medarbejdere kunne forsvinde ned i et subversivt projekt.

Den slags er der i allerbogstaveligste forstand ikke rum til længere, konstaterer Boltanski. Og det er her At gøre virkeligheden uacceptabel så alligevel skifter karakter, for Boltanski kan ikke lade være at forarges.

Den herskende ideologi går nu bagom det politiske, dens tilsyneladende helt 'neutrale' overtagen af management og økonomisk effektivisering, gør ideologiens usynlige arbejde færdigt. For hvem kan være uenige om, at det er bedst at penge ikke spildes, at personalet i offentlige institutioner ikke bare drikker kaffe og slapper af? Nej vel?

At taberne dybest selv er skyld i det, og at det bedste et samfund kan gøre er, at gøre dem ansvarlige for deres egen skæbne, ja, at det i sidste ende måske er genernes skyld? Så det behøver overhovedet ikke diskuteres i parlamenter eller senater, der kan skæres og effektiviseres, man kan oven i købet få institutionerne til selv at gøre det, eller i kamp med hinanden, så al spildtid og personlig svaghed bliver væk.

Luc Boltanksi har i sit sociologiske arbejde lagt afstand til sin gamle lærer og kumpan Pierre Bourdieu. Det kunne ikke være rigtigt at sociologen, sådan som Bourdieu troede det, var den, der vidste bedre end sit undersøgelsesobjekt. For dette objekt er mennesker. Boltanski har derfor arbejdet videre, og forsøgt at forstå, hvorledes hin enkelte indfanges i nye former for logik - ikke mindst med det nu 10 år gamle kæmpeværk, skrevet sammen med Eve Chiapello Kapitalismens nye ånd.

Det rørende ved Boltanskis lille apropos til den 30 år gamle artikel om ideologiens produktion er, at den bliver en cadeau til Bourdieu.

Bourdieu kaldte kort før sin død sociologien for en kampsport, og det kunne Boltanski ikke forstå. Næ, sociologien var som Bourdieu selv så grundigt havde lært dem det "et fag, en faglighed". Den var netop en upolitisk, asketisk, træls og flittig afsløring af virkeligheden, og dette skulle i sig selv være nok. Men 30 års forsøg på at både vise og flytte på gulvtæppet kan jo trætte enhver. Især når det viser sig, at det ikke har flyttet sig mange tommer, hele tiden falder tilbage i vante folder og bare tager sig ud som: virkelighed. Uden andre muligheder. Så derfor giver Boltanski så til allersidst overraskende sin gamle lærer ret. Sociologien skal vise, at det er uacceptabelt, når vor verden igen og igen fremstår, som en ting, og derfor uafvendelig. Og derfor er sociologien måske alligevel, i den seje kamp for dette, en kampsport.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tine,
en næsten ulæselig artikel!
Det lyder som om hovedpointen er at her 30 år efter at manden deltog i et "uprofessionelt" udseende projekt har han, ligesom de fleste andre internaliseret samfundets normer i en sådan grad, at han ikke nu ville turde deltage i noget lignende.
Undepointen er, at samfundsordenen ud over at have opretholdt alt det, der i forvejen var, nu også har udbygget standarderne for hvad der er acceptabelt udseende adfærd for en akademiker, mens man for 30-40 år siden kunne skabe sig som man ville og stadigt blive taget seriøst.

Og at selv om man foretog sig noget seriøst dengang, så var der en bevægelsesfrihed, som man nu er blevet berøvet.

Jo, man må vel indrømme, at når man har siddet og læst franske sociologer en tid, så glemmer man, hvordan man taler almindeligt, forståeligt sprog.
Jeg har altid syntes, at alle de franskmænd formåede at gøre det indlysende indviklet.