Læsetid: 4 min.

Umenneskeligkapitalisme har ingen fremtid

En navnefætter til den ærede Marx har begået en analyse af faren ved grænseløs kapitalisme
24. januar 2009

Navnet er Marx, og titlen er Das Kapital. Men det er ikke ham alligevel. Fornavnet er nemlig ikke Karl, men Reinhard, som for nylig blev flyttet fra stillingen som biskop i Trier til embedet som ærkebiskop i München og dermed er en af de højst placerede i den europæiske katolske kirke.

I november udsendte Reinhard Marx bogen Das Kapital. Bogen blev på kort tid en bestseller, og ærkebispen blev interviewet i en række førende tyske medier. For der bliver lagt godt mærke til, hvis indehaveren af et af de højeste embeder i den tyske katolske kirke udgiver en bog med sådan en titel og sådan et budskab.

Den tidligere professor i socialetik fremkommer i sin bog med en nærmere beskrivelse af den moderne kapitalisme, som han med udgangspunkt i Karl Marx' analyser giver nogle særdeles kritiske kommentarer med på vejen. "En kapitalisme uden menneskelighed, solidaritet og retfærdighed har ingen moral og heller ingen fremtid", citeres biskoppen for at sige på bogens forside.

Kære Karl!

Med sådan en indstilling og navlig med sådan et efternavn er det naturligvis oplagt, at man betitler sin bog, som ærkebiskoppen har gjort. Og han indleder da også bogen med et åbent brev til sin 'ærede navnefætter'. Og 'ærede' er ikke en sarkasme, for Reinhard Marx har ganske meget til overs for Karls analyser af de løsslupne markedskræfter.

Hans materialistiske grundholdning kan han ikke bruge til noget, og marxismen og kommunismen slet ikke, men man må, fremhæver han flere gange, skelne mellem Marx' egne teorier og deres samfundspolitiske konsekvenser i form af marxisme og andre styrer, hvis brutalitet synes åbenbar.

Marxisme og kommunisme har aldrig været i høj kurs i den katolske kirke (det har kapitalismen nota bene heller ikke), men Marx' økonomiske analyser har rent faktisk siden deres fremkomst vakt en ganske stor interesse og accept i det kirkelige og har på mange punkter haft paralleller i kirkens egen sociallære og etik. Ikke bare i Tyskland. I parentes bemærket udgav Sjællands biskop Martensen i 1871 en social etik, hvor han på samme måde tilsluttede sig Marx' analyser af de frie markedskræfter og deres udbyttende konsekvenser for de nye fabriksarbejdere.

Den frie konkurrence havde, mente han, medført elendige vilkår for 'tusinder og atter tusinder'. Også flere af Reinhard Marx' forgængere i embedet tilsluttede sig dele af Marx' tanker.

Det formildede ganske vist ikke Marx' syn på kirke og religion, som han mente var 'folkets opium', men det er et ofte overset forhold ved den kristne etik, at den i vidt omfang rummer en kritik af de frie markedskræfter, som ligner den, Marx kommer med.

Globalt sammenbrud

Reinhard Marx' bog er på den ene side en analyse af faren ved en grænseløs kapitalisme. En sådan fører til et globalt sammenbrud og har store menneskelige tragedier i sit kølvand. En kapitalisme uden rammer og grænser bliver muligheden for at skabe sig rigdom uden arbejde og uden tanke på, hvad følgerne måtte være for andre.

Vi har set rigeligt til følgerne af de vilde børs- og valutaspekulationer. Men den er på den anden side også en advarsel mod en tilbagevenden til den marxistiske utopi, sådan som man på det seneste ser tegn på det.

Reinhard Marx plæderer ikke for en afskaffelse af markedet, men for en menneskeliggørelse af det. En ren kapitalisme uden etiske rammer fører til et umenneskeligt samfund. I stedet må man sætte det sociale markedssamfund, som sætter mennesket i centrum og medtænker en etik og moral, hvor det globaliserede marked må suppleres af en globalisering af solidaritet og retfærdighed.

Et sådant synspunkt er ikke noget, der kun findes hos Reinhard Marx.

Sociallæren

Hele den katolske kirkes sociallære rummer en stærk kritik af den frie og utæmmede kapitalisme. Derfor er det ikke mærkeligt, at den ellers forholdsvis konservative ærkebiskop - i det slet ikke forholdsvis konservative katolske Bayern - udgiver sådan en svada.

Det usædvanlige er snarere, at en katolsk klerikal fra den øvre del af hierakiet udgiver en bog, der tager udgangpunkt i en detaljeret gennemgang af Karl Marx' værker og deres aktualitet som grundlag for en analyse af en moderne økonomisk verdensorden.

Det er afgørende for Reinhard Marx at fastholde en skelnen mellem markedskræfter og kapitalisme, lige som han insisterer på en skelnen mellem Marx' egne skrifter og de konsekvenser, en række mere eller mindre diktatoriske politiske skikkelser drog af dem.

Med denne skelnen håber han dels at fremme et opgør med en grænseløs brutal kapitalisme, som tryner de svage og gør de hensynsløse rigere, dels at værne mod at man i opgøret med kapitalismens brutalitet kaster sig i armene på kommunismens og marxismens ditto.

Reinhard Marx: Das Kapital. Ein Plädoyer für den Menschen. 320 s. 19,95 euro. Pattloch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu