Et undersøgende og kritisk norsk blik på nationens navle

Det siges, at nordmændene er lidt for glade for nordmænd. Mange bebrejder nordmændene deres selvdyrkelse og kult omkring nationaldragter. Og der er ifølge en ny antologi om Norge en type nordmænd, som ikke er populære. Det er eliten. Eliten er ringeagtet af sine landsmænd, som med deres evige kværuleren om lighedsprincipper og social velfærd, er med til at strangulere de bedste af de bedste.

"Det sørgeligste af alt, er at der ikke findes nogen åndelig elite i Norge," hedder det hos forfatteren Gabi Gleichman. Og noget lignende - omend i langt skrappere toner - gør sig gældende hos statvidenskabsprofessor Janne Haaland Matlary. Hendes kollega Kristin Clement, som er leder af den liberale tænketank Civita, kritiserer i sit indlæg 'De bedste i blandt os?', at Norge ikke tør satse mere på en elite. Landets politikere er fanget i en forældet idé, om at alle i princippet har samme kompetencer. En idé som i sidste ende forværrer den faglige situation i uddannelsessektoren: "Lighedsideologien står i vejen for de bedste. Der er en indgroet modstand mod at satse på eliten i Norge. Topidræt er fint, men topforskning var indtil for få år siden et tabu."

Velfærden er slynglen

To af de i alt 10 bidrag er skrevet af Gabi Gleichman og tidligere chefredaktør ved Dagens Nyheter, Arne Ruth. Begge er bosat i Norge med aner i Sverige, men også henholdvis jødisk og tysk familiebaggrund. De peger på, at landets påståede tolerance, hvad udlændige angår, er en langt mere speget affære, end hvad der ellers er den gængse mening.

I takt med, at Norge blev en mere og mere integreret velfærdsstat, blev også flere og flere minoriteter undertrykt, fordi de netop faldt uden for den forestilling, nationalstaten har om sig selv. Nordmændene har ifølge Ruth været så forblændede af egne visioner om velfærdstatens stabilitet, at de har ladet sig forføre af ideen om demokratiet som en selvbærende og uafhængig mekanisme, der opretholder sig selv.

Velfærdsmoderniseringen faldt paradoksalt nok sammen med en altomspændende homogenisering, og den dag i dag bærer det nationale fællesskab stadig præg heraf. Det får fatale konsekvenser ikke mindst for integrationen, da den homogene skandinaviske velfærdsstat i misforstået sympati konstruerer begrebet 'multikulturalisme', som fastlåser folk i pålagte identiteter. Der bliver så at sige sat lighedstegn mellem det konkrete etniske forhold og den langt mere abstrakte idé om kulturelle 'værdier'. Det er en asymmetri, som ikke har noget til overs for den enkelte persons unikke egenskaber. Dette går i høj grad også udover uddannelsessektoren, hvor der tages hånd om den svage, mens den stærkes åndelige kapaciteter går til spilde.

Kristin Clement, tidligere arbejdsminister for Højre, er frem for alt utilfreds med, hvordan nordmændene generelt har et direkte angstpræget forhold til at skyde privat kapital i uddannelsesinstitutionerne. Og her er det igen velfærdstaten, der står for skud. Den er skabt på baggrund af en tryghedsideologi, men prisen for trygheden er kundskaber. Ligesom i spørgsmålet om integration står velfærdsmodellen i vejen for sin egen videreudvikling, men i forhold til uddannelsesproblematikken er det, fordi selve idéen bag velfærdsstaten hviler på en grundlæggende tanke om mindst mulig risikotagen. Det resulterer i et dårligt fagligt niveau, hvor den suveræne elev negligeres. Clement bryder sig ikke om middelmådigheden, og kræver håndfast handling før det er for sent.

Stupiditetens hjemstavn.

Helt grassat går det for alvor hos den statsvidenskabelige professor Janne Haaland Matlary, som i sit bidrag 'Fællesskab i forfald' går til angreb på den uvidende pøbel.

Her er der sandelig skruet ned for både politisk

korrekthed og pladderhumanistisk mumlen. For Matlary vil dumheden til livs! Tabloidt føleri, kundskabsfjendtlige uddannelser, subjektive vurderinger og mangel på logisk erkendelse er blot nogle af de uhyreligheder, som alt for længe har hjemsøgt landet. "Rige Norge, Primitive Norge," raser hun og fortæller om sin væmmelse ved at stige ombord på et indenrigsfly, hvor man - efter at have hengivet sig til elitære og dybtstikkende kontinentaleuropæiske avisdebatter - bliver tvunget til at læse ligegyldige historier om sensationelle fødsler og lignende damebladsstof. Den norske presse hungrer udelukkende efter konflikter og personlige historier, og særligt sidstnævnte er den mest gennemgribende forhindring, når der skal debatteres politik. Helheden og overblikket druknes i enkeltstående begivenheder, hvilket resulterer i, at den almindelige nordmand faktisk ikke har nogen som helst anelse om, hvad politik i det hele taget er. Hun er derfor villig til at forklare:

"Politikken er ikke andet end dette 'højeste gode'. Politisk videnskab er den højeste praktiske videnskab, siger Aristoteles. Det gode samfund er det kvalitativt gode samfund, det etisk set bedste samfund. Det politiske menneske, altså borgeren, er i stand til selv at styre, men kun hvis denne borger er dydig. Karakterbygning er en forudsætning for at være borger og politiker. Et menneske som ikke er interesseret i politik, blev i antikken betegnet som en 'idiot'."

Det er tydeligt, at Matlary deler denne antikke opfattelse, samtidig med at hun mellem linierne påpeger, at betingelserne for politisk viden er yderst svækkede i dagens Norge. "Evnen til at erkende, hvad som i det store hele er retfærdigt, er medfødt, men denne evne må trænes og udvikles, ellers bliver den så sløv, at den ikke længere kan bruges." Retfærdighed er her forstået som lovmæssig og politisk retfærdighed. Men grelt står det til. De norske folkeskoler har i årevis fremmet de subjektive og irrationelle bedømmelser, og konsekvenserne er ikke til at tage fejl af: Landet er nu indhyllet i en tåge af stupiditet, hvor medierne omdanner ethvert forsøg på politisk debat til personligt mundhuggeri. Norge er et tåbeligt, kundskabshadende land, hvor kun nogle få, hende selv inkluderet, har fat i den lange ende.

Ifølge flere af bidragyderne lider Norge af et mindreværdskompleks på grund af landets unge alder. Det kommer til udtryk i en til tider overdreven selvhævdelse, der ikke har megen rod i virkeligheden. Heldigvis er dette ofte mere sjovt, end det er farligt nationalistisk, og de fleste påpeger det også i kærlig henseende.

Selvpromovering

Selvdyrkelsen spiddes bedst gennem konkrete eksempler. Et af de mere komiske eksempler kommer fra socialøkomomen Nina Dessau, som henviser til en overskrift Dagsavisen leverede i maj 2002: "Nordmænd gør Kabul tryggere," hed det. Det drejede sig om 30 nordmænd, som tog del i ISAF-styrken, inden en ny afghansk regering skulle vælges. ISAF-styrken bestod af næsten 4.600 mand fra op til flere nationer! Et andet eksempel er, hvordan en stor gruppe af norske akademikere, journalister og kritikere i 90'erne kårer 'Verdens bedste bog', som selvfølgelig er - norsk.

Men mere interessante er de tekster, der rummer mere alvorlige anklager. F.eks. tager Dessau fat på, hvordan Norge absolut ikke har nogen grund til at prale af egne præstationer på klimaområdet, og Stein Lillevolden gør opmærksom på, hvordan fattigdomsprocenten i landet er steget drastisk, alt imens de rige blot blev rigere og rigere. Her vil bogen helt sikkert skubbe til en debat, når både den ene og den anden institution anklages for at have et forherliget selvbillede.

Alt i alt indeholder tekstsamlingen lidt for enhver smag og er flere gange ufrivillig morsom, som netop når der tordnes om, hvorledes landet næsten er ved at udvikle sig til et uland - af mangel på elitære ambitioner. Danskere uden Norge-fordomme kan begynde her. Men det er ganske nye fordomme, der er tale om.

Knut Olav Åmås (red.): Norge. En diagnose. 266 s., 298 kr. Schibsted Forlag. ISBN: 978-82-516-2478-7