Læsetid: 6 min.

Et undersøgende og kritisk norsk blik på nationens navle

Ny antologi sætter spørgsmålstegn ved, om nordmændenes selvbillede svarer til virkeligheden. Svaret er et rungende nej, men den hårdeste kritik kommer ikke den fra humanistiske venstrefløj
17. januar 2009

Det siges, at nordmændene er lidt for glade for nordmænd. Mange bebrejder nordmændene deres selvdyrkelse og kult omkring nationaldragter. Og der er ifølge en ny antologi om Norge en type nordmænd, som ikke er populære. Det er eliten. Eliten er ringeagtet af sine landsmænd, som med deres evige kværuleren om lighedsprincipper og social velfærd, er med til at strangulere de bedste af de bedste.

"Det sørgeligste af alt, er at der ikke findes nogen åndelig elite i Norge," hedder det hos forfatteren Gabi Gleichman. Og noget lignende - omend i langt skrappere toner - gør sig gældende hos statvidenskabsprofessor Janne Haaland Matlary. Hendes kollega Kristin Clement, som er leder af den liberale tænketank Civita, kritiserer i sit indlæg 'De bedste i blandt os?', at Norge ikke tør satse mere på en elite. Landets politikere er fanget i en forældet idé, om at alle i princippet har samme kompetencer. En idé som i sidste ende forværrer den faglige situation i uddannelsessektoren: "Lighedsideologien står i vejen for de bedste. Der er en indgroet modstand mod at satse på eliten i Norge. Topidræt er fint, men topforskning var indtil for få år siden et tabu."

Velfærden er slynglen

To af de i alt 10 bidrag er skrevet af Gabi Gleichman og tidligere chefredaktør ved Dagens Nyheter, Arne Ruth. Begge er bosat i Norge med aner i Sverige, men også henholdvis jødisk og tysk familiebaggrund. De peger på, at landets påståede tolerance, hvad udlændige angår, er en langt mere speget affære, end hvad der ellers er den gængse mening.

I takt med, at Norge blev en mere og mere integreret velfærdsstat, blev også flere og flere minoriteter undertrykt, fordi de netop faldt uden for den forestilling, nationalstaten har om sig selv. Nordmændene har ifølge Ruth været så forblændede af egne visioner om velfærdstatens stabilitet, at de har ladet sig forføre af ideen om demokratiet som en selvbærende og uafhængig mekanisme, der opretholder sig selv.

Velfærdsmoderniseringen faldt paradoksalt nok sammen med en altomspændende homogenisering, og den dag i dag bærer det nationale fællesskab stadig præg heraf. Det får fatale konsekvenser ikke mindst for integrationen, da den homogene skandinaviske velfærdsstat i misforstået sympati konstruerer begrebet 'multikulturalisme', som fastlåser folk i pålagte identiteter. Der bliver så at sige sat lighedstegn mellem det konkrete etniske forhold og den langt mere abstrakte idé om kulturelle 'værdier'. Det er en asymmetri, som ikke har noget til overs for den enkelte persons unikke egenskaber. Dette går i høj grad også udover uddannelsessektoren, hvor der tages hånd om den svage, mens den stærkes åndelige kapaciteter går til spilde.

Kristin Clement, tidligere arbejdsminister for Højre, er frem for alt utilfreds med, hvordan nordmændene generelt har et direkte angstpræget forhold til at skyde privat kapital i uddannelsesinstitutionerne. Og her er det igen velfærdstaten, der står for skud. Den er skabt på baggrund af en tryghedsideologi, men prisen for trygheden er kundskaber. Ligesom i spørgsmålet om integration står velfærdsmodellen i vejen for sin egen videreudvikling, men i forhold til uddannelsesproblematikken er det, fordi selve idéen bag velfærdsstaten hviler på en grundlæggende tanke om mindst mulig risikotagen. Det resulterer i et dårligt fagligt niveau, hvor den suveræne elev negligeres. Clement bryder sig ikke om middelmådigheden, og kræver håndfast handling før det er for sent.

Stupiditetens hjemstavn.

Helt grassat går det for alvor hos den statsvidenskabelige professor Janne Haaland Matlary, som i sit bidrag 'Fællesskab i forfald' går til angreb på den uvidende pøbel.

Her er der sandelig skruet ned for både politisk

korrekthed og pladderhumanistisk mumlen. For Matlary vil dumheden til livs! Tabloidt føleri, kundskabsfjendtlige uddannelser, subjektive vurderinger og mangel på logisk erkendelse er blot nogle af de uhyreligheder, som alt for længe har hjemsøgt landet. "Rige Norge, Primitive Norge," raser hun og fortæller om sin væmmelse ved at stige ombord på et indenrigsfly, hvor man - efter at have hengivet sig til elitære og dybtstikkende kontinentaleuropæiske avisdebatter - bliver tvunget til at læse ligegyldige historier om sensationelle fødsler og lignende damebladsstof. Den norske presse hungrer udelukkende efter konflikter og personlige historier, og særligt sidstnævnte er den mest gennemgribende forhindring, når der skal debatteres politik. Helheden og overblikket druknes i enkeltstående begivenheder, hvilket resulterer i, at den almindelige nordmand faktisk ikke har nogen som helst anelse om, hvad politik i det hele taget er. Hun er derfor villig til at forklare:

"Politikken er ikke andet end dette 'højeste gode'. Politisk videnskab er den højeste praktiske videnskab, siger Aristoteles. Det gode samfund er det kvalitativt gode samfund, det etisk set bedste samfund. Det politiske menneske, altså borgeren, er i stand til selv at styre, men kun hvis denne borger er dydig. Karakterbygning er en forudsætning for at være borger og politiker. Et menneske som ikke er interesseret i politik, blev i antikken betegnet som en 'idiot'."

Det er tydeligt, at Matlary deler denne antikke opfattelse, samtidig med at hun mellem linierne påpeger, at betingelserne for politisk viden er yderst svækkede i dagens Norge. "Evnen til at erkende, hvad som i det store hele er retfærdigt, er medfødt, men denne evne må trænes og udvikles, ellers bliver den så sløv, at den ikke længere kan bruges." Retfærdighed er her forstået som lovmæssig og politisk retfærdighed. Men grelt står det til. De norske folkeskoler har i årevis fremmet de subjektive og irrationelle bedømmelser, og konsekvenserne er ikke til at tage fejl af: Landet er nu indhyllet i en tåge af stupiditet, hvor medierne omdanner ethvert forsøg på politisk debat til personligt mundhuggeri. Norge er et tåbeligt, kundskabshadende land, hvor kun nogle få, hende selv inkluderet, har fat i den lange ende.

Ifølge flere af bidragyderne lider Norge af et mindreværdskompleks på grund af landets unge alder. Det kommer til udtryk i en til tider overdreven selvhævdelse, der ikke har megen rod i virkeligheden. Heldigvis er dette ofte mere sjovt, end det er farligt nationalistisk, og de fleste påpeger det også i kærlig henseende.

Selvpromovering

Selvdyrkelsen spiddes bedst gennem konkrete eksempler. Et af de mere komiske eksempler kommer fra socialøkomomen Nina Dessau, som henviser til en overskrift Dagsavisen leverede i maj 2002: "Nordmænd gør Kabul tryggere," hed det. Det drejede sig om 30 nordmænd, som tog del i ISAF-styrken, inden en ny afghansk regering skulle vælges. ISAF-styrken bestod af næsten 4.600 mand fra op til flere nationer! Et andet eksempel er, hvordan en stor gruppe af norske akademikere, journalister og kritikere i 90'erne kårer 'Verdens bedste bog', som selvfølgelig er - norsk.

Men mere interessante er de tekster, der rummer mere alvorlige anklager. F.eks. tager Dessau fat på, hvordan Norge absolut ikke har nogen grund til at prale af egne præstationer på klimaområdet, og Stein Lillevolden gør opmærksom på, hvordan fattigdomsprocenten i landet er steget drastisk, alt imens de rige blot blev rigere og rigere. Her vil bogen helt sikkert skubbe til en debat, når både den ene og den anden institution anklages for at have et forherliget selvbillede.

Alt i alt indeholder tekstsamlingen lidt for enhver smag og er flere gange ufrivillig morsom, som netop når der tordnes om, hvorledes landet næsten er ved at udvikle sig til et uland - af mangel på elitære ambitioner. Danskere uden Norge-fordomme kan begynde her. Men det er ganske nye fordomme, der er tale om.

Knut Olav Åmås (red.): Norge. En diagnose. 266 s., 298 kr. Schibsted Forlag. ISBN: 978-82-516-2478-7

Serie

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Selvkritik er altid godt, men...

Norge har da fostret nogle af de stærkeste hjerner indenfor fred og økologi, som Arne Næs og Johan Galtung. Det er sand fremtidsrettet elite.

Selvglæde er jo heller ikke isoleret til Norge, tænk på USAs, eurokraters og danskeres måde at se på sig selv.

Fordummelse eksisterer ligeledes i endnu rigere mål her og der.

Lars Christiansen

selvkritik er styrke - kulturelt selvhad og ukritisk leflen for alt fremmed er et sygdomstegn. Og dybt provinsielt.

Bjørn Herring

ja, og Quisling har fået sit navn internationaliseret.

Alle ved hvad en quisling er!

I øvrigt vil jeg gerne takke jer for den positive tone I har overfor mit gamle fædreland.

Men i glemte Holberg og Tordenskiold.

Ud over Hamsun, Munch, Holberg og Fleksnes må mine favoritter være:

Leif Erikson
Thor Heyerdahl
Odd Nerdrum
Bjørn Dæhlie
Johann Olav Koss
Knut Holmann
Röyksopp
Erlend Øye

Og så bare elsker vi å lese om oss selv i utenlandsk presse!! Da er vi stolte og fornøyde!! :-)

Fra mine mange år i Danmark så kan jeg bekrefte at Marve Fleksnes er den best kjente nordmann i Danmark! Så vi har helt klart bidratt til verdens kulturarv!

Hilsen Rune, Oslo

Jørgen Mathiasen

Der er så vidt jeg kan se, ikke nogle egentlige nyheder i dette. Danskerne har selv et grundproblem med at håndtere udviskningen af nationalstatsgrænsen (globaliseringen).
Og den kompakte majoritet blev allerede udsat for en ætsende hån af den norske forfatter, der formodentlig har haft størst international gennemslagskraft , Henrik Ibsen.
I den forstand en gentagelse...

Claus Oreskov

Antologiens bidragsydere berører et evigt ømt punkt: Norges mindreværdskompleks, og tilsvarende overdrevne selvhævdelse. ”Heldigvis er det ofte mere sjovt, end det er forlig nationalistisk”, få vi at vide. Helt så uskyldig har norsk nationalisme ikke altid været, og stædig kan denne nationalisme give bizarre udslag. Det fandt jeg ud af, da jeg skulle skrive en artikel til ” Slædesporet” om Haag – dommen af 5. april 1933. Anledningen var 75 års dagen for dommen, og det lille tidsskrift ”Slædesporet” er enhver grønlands elskers svar på ”Skalk” (udgives af Knud Rasmussen Selskabet: http://www.krh.dk) .
27. juni 1931 besatte norske nationalister, et område i Østgrønland kaldet Myggebugten, og dommen i Haag af 5. april 1933 kendte denne okkupation for ulovlig. DF har gjort meget ud af denne dom, og påberåbt at dommen gav Danmark suverænitet over Grønland. Noget som domsafsigelsen slet ikke omtaler. Omvendt kan man sige at de vurderinger retten fortog, bygger på underforstået dansk suverænitet over hele Grønland, men det er bare ikke det som domsafgørelsen omhandler. Her tager dommen kun stilling til den norske okkupation. Nå det var et sidespring, ind i dansk nationalisme; tilbage til den norske variant. Under min research til artiklen kom jeg, godt omkring i norsk nationalisme, og atlantiske stormagts drømme, og tro mig det var ikke bare sjov. De norske nazister drømte stadig om at erobrer hele Grønland, og under 2. verdenskrig sender de et skib til Grønlands østkyst, for at genoptage forsøget fra 1931. Skibet blev opbragt af et amerikansk kystvagtfartøj, og dermed endte norske drømme om overherredømme i Grønland for anden gang. Alt det er historie, men hvad der forbavsede mig var, at der i de norske medier stadig var en udbredt opfattelse af at Grønland skulle være norsk. Medens 75. året for Haag – dommen, næsten ikke blev omtalt i de grønlandske og danske medier, så var det et stort tema i Norge. I private læserbreve blev stormagts drømmende levet fult ud, men også i de mere seriøse mediere, f.eks. reflekterede ”Aftenposten” over hvad det ville betyde for norsk fiskeri hvis Grønland var norsk i dag, og hvad med arktisk olie?
At Grønland har sin egen befolkning, og at landet har hjemmestyrer syndes ingen i Norge at bekymre sig om. På den baggrund forstå man bedre, at Norges urbefolkning samerne, konstant har sammenstød med myndighederne, omkring rettighederne til samernes land og vand områder!
PS: Haag dommen lød i al sin enkelhed: ”The kendes for ret , at den norske regering den 10. juli 1931 udstedte okkupationserklæring og alle af samme regering i denne henseende tagne forholdsregler udgør en krænkelse af den bestående retssikkerhed og derfor er retstridige og ugyldige” ( Se: Haag- dommen af 5. april 1933 om Østgrønlands Retstilling. Nyt Nordisk Forlag. Arnold Busk, 1933)

Mange tyrkere betegner angiveligt kurderne som "bjerg-tyrkere", og når det kommer til stykket, er sandheden vel også, at normændene i bund og grund blot er bjerg-danskere...

Birgitte Skot Nielsen

Til Inger Sundsvald:

Nej, Gro Harlem Brundtland slet passer ikke ind her. Hun var en gennemsnitlig chef for WHO, men falmer helt og totalt i sammenligning med danske Halfdan Mahler, som ansatte stadig taler rosende om, og som formentlig var den bedste WHO chef nogensinde. Ham gaar der stadig frasagn om.

Forinden da, havde Gro tillige skabt sig en masse fjender i FN systemet i stedet for respekt, efter at hun som statsminister gjorde det i international context helt utilgivelige at tilbagekalde Thorvald Stoltenberg, mindre end et aar efter at han var blevet UNHCR's High Commissioner. Derved viste hun, hvor lidt hun regnede FN for. Det var 'the lowest denominator', som gjorde, at FN tog til takke med hende, da der skulle findes en ny chef for WHO.