Læsetid: 4 min.

Har arkitekterne set lyset?

Arkitektur. Nye bøger, billeder og udstillinger om huse, lys, og bæredygtighed
Arkitektur. Nye bøger, billeder og udstillinger om huse, lys, og bæredygtighed
26. februar 2009

Energiklasser, bæredygtighed og ressourcer er ord, der i stigende grad fordres, når det gælder byggeri og arkitektur.

Og det drejer sig ikke bare om isolering af ydervægge eller solfangere på taget. For det handler også overordnet om husenes placering, og om rummenes organisering i forhold til verdenshjørnerne. Dagslys frem for kunstigt lys, solafskærmning og naturlig ventilation, er vigtige parametre i kampen mod CO2'en.

Men sker der i praksis noget i den rigtige retning? Og er de projekterende for alvor bevidste om problemstillingen? Hvor højt er tankegangen prioriteret i byggeprocessen?

Den slags spørgsmål har Marianne Ibler stillet 18 af sine fremmeste danske arkitektkolleger - og i tredje nummer af sin to-sprogede bogserie Global Danish Architecture samlet svarene med eksempler på både projekter og bygninger. Flest projekter.

Det fremgår af bogen, at bæredygtighed som begreb er gået fra at være et skåltale-ord til at blive en konkret, tungtvejende arkitektonisk parameter. Læs flere af bogens eksempler og statements på min blog www.information.dk/blog/allan-de-waal. Dér er også et par harske bemærkninger til en ny kaffebordsbog om Velux-vinduet og livet i lyset under gamle skrå tage.

Se lyset

Der står meget på spil i de kommende års kamp om bæredygtighed.

I de næste mange måneder inviterer Dansk Design Center (DDC) på udstillingen 'Se Lyset' angiveligt om fremtidens kunstige belysning - nu hvor glødepærer er på vej til at blive EU-bandlyst.

DDC's nye målsætning er i en spare-æra at demonstrere innovation som økonomisk designparameter. Men showet anviser i realiteten ingen acceptable eksempler på nye belysningsformer. Producenternes udstillede armaturer løser ikke opgaven, og hverken DDC eller Elsparefonden tager de nye lyskilders for- og bagdele alvorligt - belysningsmæssigt.

Elsparefondens tryksager har længe set hen over problemet med kunstige lyskilders farvegengivelse - eller rettere sagt anbefalet at bruge glødepærens gode farvegengivelse i samtalekøkkenet, men bastardkoloritten ved skrivebordet. Som om påklædning, tryksager og ansigtskulør tåler ringere kulør end tomater, salat og bøf.

Det er en grovkornet måde at anskue verden på. Og DDC følger den op med at lade farveprøven for forskellige lyskilder - glødepære, kompaktrør, halogen eller LED - være en stak Legoklodser.

Det havde bare været mere nærgående med appelsiner og spegepølse.

Foruden diskussionen om nye lyskilders farvegengivelse, energiforbrug og varmeudvikling kræver situationen nye lampetyper og armaturer, der tager skyggedannelse og retningbestemmelse seriøst. I det lange løb er LED-komponenternes diodelys formentlig løsningen.

Der er et stykke vej endnu, prismæssigt og teknisk, men en af mulighederne er styring af diodernes farvesammensætning og dermed såvel rumstemning som farvegengivelse.

I DDC's kælder har lysspecialisten Jesper Kongshaug lavet en interaktiv lyd- og farveinstallation, der er mere teater end dagligstue, men sjov at hoppe rundt i.

Efter årtiers hvide vægge er der også kommet kulørt maling på tapetet i danske hjem og offentlige rum. Det var der også før Anden Verdenskrig, i funktionalismens yngre dage.

Vibeke Andersson Møller har skrevet en bog med adskillige danske eksempler på, hvordan modernismens tidlige hus var både gule, lysegrønne og okseblods, før de blev malet hvide både indvendig og udvendig.

Gamle dage var sort-hvid

Farver i Funktionalismen hedder værket og viser, hvordan Le Corbusiers og de hollandske Stijl-arkitekters interesse for kubismens farvede flader tidligt vandt indpas som visuel opløsning af husenes blok-karakter. Og siden, også herhjemme, blev trængt tilbage af det rene hvide look. Blandt andet fordi den originale fotodokumentation fra de gamle dage var sort-hvid!

Det er der nu lavet om på ved at studere de oprindelige farveskitser og skrabe i den gamle maling.

En af Corbusiers seneste huse har lige fået en flot bog med engelsk tekst på Kunstakademiets Arkitektskoles Forlag. Manisha Shodhan Basu har sammen med fotografen Jens Frederiksen haft adgang til familiensVilla Shodhan i Ahmedabad.

Hun gennemgår både projektets tegninger og rummene i det herlige 1950'er-hus med dybe solafskærmninger, stærke farver på væggene og udsøgte nuancer mellem stenfliser og grovstøbt beton. Flere af billederne kan findes på min førnævnte blog.

Ensfarvede flader og lodrette gavle er også rumdannende i maleren Folmer Bendtsens malerier fra københavnske Nordvest. Han var optaget af Vilhelm Lundstrøms kubistiske billeder, men angiveligt selv mere socialt orienteret. Som banansælger i mellemkrigstiden og autodidakt var det kvarteret omkring den nu forsvundne Alexandravej, som lagde motiver til Bendtsens malerier.

Han boede der også selv, og nu har Christian Kirkeby fra Lokalhistorisk Selskab i området støvet flere oplysninger op om hans levned, og også set nærmere på forholdet mellem motiverne og skilderierne i det, som nu har udviklet sig fra blandet rabarberkvarter med bilværksteder og fabrikker til opkommende fashionabelt boligkvarter.

Det er der kommet et sjovt og stemningsfuldt hæfte ud af, som i tilgift tager fat på det mere omfattende spørgsmål om socialrealismen i dansk kunst efter Anden Verdenskrig.

Sturm und Drang

Historikeren Peter Dragsbo har med en ny bog stillet spørgsmålet: Hvem opfandt parcelhuskvarteret? Svaret er ikke entydigt, men læs mere om de udbredte yderkvarterer i provins og hovedstad - med snoede villaveje og idylliske kviste på min blog.

Idyl er ikke billedhuggeren Ingvar Cronhammars arkitektoniske mantra. Hans monumentale skulpturer er koldt patetiske, ildsprudende eller olieglatte, store som bygningsanlæg, men for det meste uden praktisk hensigt. Jernkæmpehøjen Elia ved Herning eksempelvis. I enkelte tilfælde har han sat fingeraftryk på arkitekters arbejde, både i konkurrenceprojekter, design og opførte bygninger.

Nu er der kommet en tyk bog, lige så monumental i udstyret som hans egne værker, med projekttegninger og flotte fotografier af Jens Lindhe. Til gengæld er Torben Weirups gennemgående tekst alt andet end monumental, sine steder nærmest sentimental i sin tilgang til personen bag værket.

Mærkeligt, at Cronhammars figurlige egenart og morbide sturm-und-drang kalder på den slags hjemmebag. Men man kan nøjes med at kigge på billedernes mørke kolorit, de industrielle efterdønninger og kunstnerens beherskelse af materialerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu