Læsetid: 4 min.

Barokfest uden fyrværkeri

Der var inviteret prominente gæster til ugens torsdagskoncert. Radiosymfonikerne var forvandlet til et barokorkester, og det nye kæmpeorgel skulle vise nye sider
14. februar 2009

DR har spillet powerplay i sit koncerthus i denne uge. Torsdag og lørdag et Händel-program med superstjernen Andreas Scholl og barokguruen Ton Koopman, og fredag en veritabel cellofestival med mediefænomenet Mischa Maisky. DR SymfoniOrkestret har været opdelt i to orkestre, og på grund af sygdom blandt koncertmestrene var man oven i købet nødsaget til at indkalde den norske barokspecialist Jan Bjøranger til Händel-koncerterne. Alt sammen ganske krævende for radiosymfonikerne, barokmusik er ikke hverdagskost, og på samme tid er de i færd med at finde sig til rette i en vanskelig koncertsalsakustik.

Bach goes to Town

Torsdagskoncerten var planlagt som en hyldest til Händel i anledning af 250-året for hans død, men i sidste øjeblik fandt orkesterledelsen ud af, at programmet var for kort, og derfor trådte aftenens dirigent Ton Koopman til som organist og spillede - Bach. Hermed skulle man indstille sig på en klangæstetisk problematik. Bach skrev sin orgelmusik til kirkerum med lang efterklangstid. Koncerthusets nye orgel står i en filharmonisk koncertsal med en - desværre - kort efterklangstid, og orgelfacaden er pakket ind i et stumt rørstakit, som man lidt hånligt kunne kalde arkitektens trøst, hvilket medfører at især orglets hovedværk dæmpes og dermed ikke kan bruse frit med alle sine 19 farverige registre.

Mere frustrerende er det nu, at den fulde orgelklang ikke spiller sammen med det store rum, man får kort sagt ikke kastet lyden i nakken, den kommer blot farende lige i smasken på én, ikke helt ulig kinoorglet i min svundne barndomsbiograf Palladium.

Ton Koopman gjorde ikke sagen bedre ved at demonstrere et mildt sagt bizart forhold til puls. De hurtige passager i Bachs fantasi i G-dur hoppede nervøst fra værk til værk, også den kendte lille fuga i g-mol blev afleveret med ustabil tempostyring, uden stramhed og kontrapunktisk vælde i opbygning og udtryk. Men heldigvis formåede Koopman at skabe et åndehul med den langsomme koralbearbejdelse Nun komm, der Heiden Heiland, i en enkel registrering og med en syngende, rigt udsmykket solostemme.

En kontratenors kvaler

Springet fra Bach til Händel var i dette tilfælde stort. De godt 30 musikere entrede scenen for at agere operakapel, og det lykkedes rigtig godt på flere måder. Ingen tvivl om at hollænderen Ton Koopman havde arbejdet grundigt med at overføre sin opfattelse af Händels forskellige dialekter, som i sin let puritanske tilgang er ganske anderledes end for eksempel Lars Ulrik Mortensens. Der var således ikke udpræget retorisk temperament eller klanglig yppighed i Koopmans regi, men derimod detaljefokuseret frasering og en kontrolleret, afvekslende dynamik.

Andreas Scholl er fortsat en af verdens førende kontratenorer, det ved vi fra hans mageløse pladeindspilninger, og sådan lød det også ofte torsdag aften. Det mest vellykkede var det første recitativ og arie fra Rodelinda, kong Bertaridos klagesang over sin mistede hustru. Den høje mands rene, lyse stemmepragt stod bevægende smukt i rummet, selve tonedannelsen er sådan set mirakuløs i al sin androgyne hemmelighedsfuldhed, ligesom hans behandling af det italienske sprogs klangverden slet og ret afføder beundring. Koopman dæmpede sit orkester, så Scholl kunne svømme hvorhen han ville, faktisk fornemmede man her en helt tilfredsstillende akustik i salen.

Det gik knap så overbevisende i to andre rolige arier. Ombra mai fù fra Xerxes, bedre kendt som Händels largo, blev en kende distant og uden hjertebankende bærebølger fra orkestret. Julius Cæsars Aure, deh, per pietà med de milde briser lettede ikke for alvor på grund af en pernittengrynsagtig fremfærd fra Koopmans side. Og i den animerede spottearie Vivi, tiranno fra Rodelinda trængte Scholl ganske simpelt ikke igennem, stemmen mangler den fornødne aggressive robusthed, og selv om koloraturerne sikkert sad som perler på snor, forsvandt en god portion af dem på vej op til balkonen.

Piber og trommer

Radiosymfonikerne blev testet i to rene orkesterværker under Koopman. Den første concerto grosso fra det geniale opus 6 skortede i den grad på erindringer om frodige italienske landskaber, som Händel efter min mening må have haft i baghovedet. Der var en livlig pingpong mellem de tre concertino-solister og orkestret, og der var så at sige gjort rent i stuerne, men en egentlig fest blev det ikke til med dette band.

Music for the Royal Fireworks er en fransk orkestersuite, en lang ouverture og fem korte dansesatser som bestillingsarbejde fra kong Georg II's side i anledning af fredsslutningen i den østrigske arvefølgekrig i 1748 - altså festmusik i den store skala og med et fyrværkeri man må tænke sig til. Derfor blev orkestret til sidst i koncerten suppleret med en flok blæsere, en paukist og to slagtøjsfolk på buldrende stormtrommer. Denne mobilisering førte indtil flere problemer med sig.

I ouverturens pompøse indledning blev strygerne fuldstændig mast af blæsere og trommer, og det skyldtes vel ikke udelukkende salens penible akustik. Man kan tilmed hævde, at der nu ofte hørtes et clash mellem en historisk og en moderne spillepraksis, for eksempel sprøde barokvioliner over for tre moderne ventilhorn. Endnu et problem var Ton Koopmans forvaltning af tempo. De to afsluttende menuetter var slæbende i stedet for dansende, og La paix, den vuggende fredssats, forløb så kedsommeligt, at man må forstå freden som temmelig skrøbelig. Hvad den nu også var. Flere ting gik dog exceptionelt godt. Den kvikke bourrée blev spillet virtuost og afstemt for træblæsergruppens vedkommende, her samlede klangen sig i rummet med en præsens og en fylde som på intet tidspunkt tidligere på aftenen. Og der var fest og farver over slagnummeret La réjouissance, ikke mindst takket være de tre humørfyldte trommeslagere.

kultur @information.dk

Torsdagskoncert 12. februar i Koncerthuset. J.S. Bach: Tre orgelstykker med Ton Koopman.G.F. Händel: Operaarier fra Rodelinda, Xerxes og Julius Cæsar. Concerto grosso i G-dur, opus 6 nr. 1. Music for the Royal Fireworks. Andreas Scholl (kontratenor)DR SymfoniOrkestret. Dirigent: Ton Koopman

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu