Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Breaking Bess

Triers film bliver til stærkt teater i Odense. Og egentlig også til en mindre ekstrem historie i Vivian Nielsens gendigtning. For hvis du har evnen til at elske, skal du så ikke bruge den?
Triers film bliver til stærkt teater i Odense. Og egentlig også til en mindre ekstrem historie i Vivian Nielsens gendigtning. For hvis du har evnen til at elske, skal du så ikke bruge den?
Kultur
9. februar 2009

Kan Bess fra Breaking the Waves virkelig genopstå på en teaterscene? Og kan hun få tårerne i frit løb hos tilskuerne på Odense Teater?

Ja, det kan hun. I hvert fald sådan som Vivian Nielsen har gendigtet Lars von Triers film, og sådan som Kasper Wilton nu har iscenesat teksten, (der oprindelig blev skrevet til Oslo Ny Teater i 2004, men som altså først nu får sin Danmarkspremiere).

Afgørende for succesen er dog den 29-årige skuespiller Cecilie Stenspil, der gør rollen som Bess til sin egen - med uhindret adgang til både elskovskraft og Vorherre. Den mørkhårede Cecilie Stenspil har nået flest tilskuere gennem sin Jasmina-figur i Livvagterne på tv. Men i teatret kan man mærke, hvordan hendes aura kan varme hele salen op, og hvordan hendes stemme når ud til alle - aldeles uforceret og med en naturlig skønhed, der betager.

Forestillingens første scener virker ellers en anelse famlende. Er det realisme, dette her - eller er det abstrakt stilisering? Er det panoramateater med alt ud i strakt arm - eller er det menneskezoom?

Det viser sig, at forestillingen er begge dele ... Scenografen Erik Söderberg har anvendt jerntæppet bagest på scenen som boreplatformsbaggrund og som en himmelhorisont, der er heftigt belyst af grønt genskin fra havet og en blodrød solnedgang i Jes Theedes stemningsrige lysdesign.

Samtidig er scenen helt nøgen - med drejescenen som barsk baggrund for det lille landsbysamfund et sted langt ude vestpå, hvor stormene raser, kaffen hældes omhyggeligt, og troen er stærk.

Landsbybeboerne hvisker om Bess' nye kæreste, som ingen kender. Bess beder til sin gud, der svarer hende tilbage med dyb stemme. Og Jan står i omklædningsrummet på sin boreplatform; og han løber dinglende nøgen omkring, så fynboerne hviner 'jamen dog!'.

Dødbringende harmoni

Men fra det øjeblik, hvor de to møder hinanden, Bess og Jan, er forestillingen i heftigste harmoni. Og det er det, der er det flotte: At det er lykkedes Odense Teater at overføre filmens budskab om grænseløs kærlighed til scenen - og endda at gøre filmens historie en anelse mindre ekstrem og mere almentgyldig.

Teaterversionen afstår fra at vise de blodrige sexscener med filmens detaljezoom. Det kan teatret jo ikke. Som en konsekvens fortrænges voldtægtsydmygelserne til bagscenen og til en næsten stumfilmsagtig rundtur på drejescenen, hvor en blinkende kniv skærer sig mere ind i fantasien på tilskuerne end i underlivet på Bess. Og det er godt sådan. Ellers havde tilskuerne vel lynchet den stakkels skuespiller i skurkerollen.

Skuespillerne udmærker sig med en yderst ublufærdig spillestil. Cecilie Stenspil og Anders Gjellerup Koch dyrker hinanden i en dobbeltseng, som om der ikke var andre i rummet; (hun dog med tøj på, respekt!).

Men samtidig forstørrer de deres egen reaktioner op i en fysisk stilisering, så desperationen bliver desto voldsommere. Da Anders Gjellerup Koch efter sin boreplatformsulykke ligger lammet i sin seng og ikke engang kan løfte sin hånd og ae sin Bess, bliver hans frustation selvmorderisk fortvivlet. Koch kan gøre sig selv vidunderligt almindelig og samtidig til en urmacho, der bare vil kunne elske sin kvinde. Alt det indimellem bliver uvæsentligt. Og han kan lude i sin halvslidte krop, så du ikke vil kunne genkende ham på gaden bagefter. Det er stærkt spil.

Afslørende kropssult

Også Lars Simonsen spiller foruroligende godt i rollen som lægen, der bliver betaget af den ulykkelige Bess og hendes stærke kropsudstråling. Simonsen siger alle de korrekte ting med stemmen, mens hans tynde krop sultent forråder ham og suger ham ind mod Bess. Samme kraft har Sophie Louise Lauring som Bess' veninde Dodo. Den bramfri Lauring skaber en fin kontrast til Bess med sin forfriskende jordnærhed. Desuden bliver hendes kærlighed til Bess så bevægende, fordi den samtidig spejler tilskuerens skæbne: Den medvidende betragter, som ikke kan forhindre tragedien.

Spillemæssigt er det dog Hanne Hedelund i rollen som moderen, som stærkest mixer en realistisk spillestil med en smertefuld stilisering af sin indebidte forladthed. Hedelund tilter en anelse i hoften. Hun holder sin nakke korrekt under hårknuden. Og så græder hun uden tårer. Sådan som hun skal i det stumperne af det frastjålede liv, der er blevet hendes.

Bagkloge kommentarer

Alle skuespillerne har et øjeblik, hvor de træder ud af deres rolle. Her taler de med bagklogskabens distance direkte ud til publikum. For havde det behøvet at gå så galt? Kunne de have forhindret tragedien?

Her sætter dramatikeren sin egen metakommentar ind mellem sig selv og filmen i den dialog med publikum, som netop teatret kan skabe - flot nok uden at bryde forestillingens indlevelsesflow. Og instruktøren digter spændende videre og lader de famøse kirkeklokker genopstå som menneskeklokker...

Vivian Nielsen er på samme tid en rasende og en blid dramatiker. Det er tilsyneladende i dette spænd, at hun digter sine stærke kvindebilleder. Eller gendigter dem, sådan som f.eks. med Asta die Asta, Thit Jensen-historien i En sommerdag på Bulbjerg, Krøyer-skilsmissen i Den yderste Nat og Vendsyssel-beretningen Prinsesserne.

I Breaking the Waves formår Vivian Nielsen at gøre Triers originale filmhistorie til en flydende teaterhandling, og hendes udsøgte replikker skaber komprimerede billeder af at 'kunne føre en rimelig fornuftig samtale med klinterne mod nord'. Hun mestrer tidshoppets svære kunst, og hun fjerner nok af sin tekst fra sine personer, så der bliver plads til instruktørens meddigten. Og på mystisk vis undgår hun at ende i klichéerne; også selv om hun dyrker det helt enkle sprog.

For Vivian Nielsen kan sine riter. Ligesom Cecilie Stenspil kan gestalte den kvindelige kærligheds uroffer. Derfor ender denne Trier-rite med et bevægende bølgeplask for Bess.

Breaking the Waves. Tekst: Vivian Nielsen (2004), frit efter Lars von Triers film fra 1996. Instruktion: Kasper Wilton. Scenografi: Erik Söderberg. Lys: Jens Poulsen. Lyd: Jes Theede. Stagefight: Munir Avn. Odense Teater til den 14. marts. www.odenseteater.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her