Læsetid: 4 min.

Castorf stak sig på 'Stuk'

Og straks faldt hele København i søvn. På trods af Herman Bang-forestillingens ekstreme skønhedsdekadence i Skuespilhuset
Her er han så, den fremragende Jens Albinus. Som midterste yndighed iført lyseblå corsage og opiumsaggregat sammen med Tammi Øst, Helle Fagralid og Ernesto Pica Carbone i Castorfs dekadentsmukke, men ulidelige -Stuk-.

Her er han så, den fremragende Jens Albinus. Som midterste yndighed iført lyseblå corsage og opiumsaggregat sammen med Tammi Øst, Helle Fagralid og Ernesto Pica Carbone i Castorfs dekadentsmukke, men ulidelige -Stuk-.

Christian Friedländer

2. februar 2009

Ved premieren på Stuk i Skuespilhuset klappede tilskuerne ad den tyske instruktør Frank Castorf, som var han Herman Bang himself. Ikke én råbte buh. Måske fordi de var faldet i søvn undervejs og så ikke ville være andet bekendt.

Men altså: Forestillingen lykkedes ikke. Bangs stemningsbillede af København og byens fallerede eksistenser kom ikke til at fungere dramatisk. Som små tableauer, jovist, med ansatser til noget af det undertrykt desperate, som gør Bangs forulykkede figurer så fængslende. Som sansescener af overdådig eksotisme med kvaster og jeg skal gi' dig. Som queerskitser af mennesker uden anden orientering end liderligheden de næste ti minutter og et kig i skrævet for at tjekke kønnet ud. Som gigateater med udstyr nok til at iscenesætte ti teaterforestillinger på gennemsnitligt scenografibudget. Men ulykkeligt nok ikke som dét store drama, som Det Kgl. Teater antagelig satsede på at få, da provo-instruktøren med de vilde armbevægelser blev inviteret til København - og blev lovet hele 34 opførelser af forestillingen.

25 minutter godt

Scenografisk er Stuk dog vidunderlig. Christian Friedländer, som indviede Skuespilhusets mørkerum med sin vægvæltende Hamlet, har her skabt et 'teater i teatret', så Victoria-Theatret fra Stuk fremstår med al ønskværdig dekadence. Vældige vægrelieffer er malet frem, lysporte blinker og ikke en frynse mangler. Her er eksotiske palmer og opium for resten. Og her er tildækningssilke i metervis i orientalsk turkis, og her er scenetæppefolder, der konkurrerer om ophængsfinesser - subtilt belyst af Åsa Frankenbergs teatralske fuldtræfferspots.

Kostumerne af Marie Johanne Edinger Plum holder sig heller ikke tilbage. Fra blonder over boa til sæsonens ultimative bh-skål - og hatte og snørreliv og halsklude og galoscher: Der er intet, der mangler. Ud over altså en dramatisk historie, der fænger på scenen. De første 25 minutter går det an, men så dør dramaet: Resten af tiden frem til klokken 23.40 er en uspændende seriefremvisning af mennesker i forfald. Mennesker, der kunne være kommet til live, hvis de ikke hele tiden skulle deltage i Castorfs forstyrrelsesleg.

Tre timer skidt

Idéen med at lade Castorf dramatisere den flimrende Stuk lyder ellers besnærende. Og i det glimrende forestillingsprogram karakteriserer litteraturforskeren Martin Zerlang interessant Bangs roman og dens sprogstilistiske overlegenhed - også sat i relation til finanskrisen dengang og nu. Desuden har dramaturgen Jeppe Kristensen her med hopla interviewet Castorf, der giver associationerne frit løb og blander alt sammen - fra Bang til Tjekhov til H.C. Andersen til Strindberg til Monet til LSD ...

Akkurat sådan er også Castorfs forestilling: Som en flugt mellem forstørrelsesbilleder. Og så med pludselige situationsneddyk i naturlig størrelse, hvor to menneskeskæbner alligevel stjæler billedet med deres ulykkelighed; som da Berg og Asta sidder lidenskabsløst og ikke kan elske hinanden alligevel. Men altså i en uredigeret form, som ikke formår at holde den dramatiske spænding om sin egen løbskløbne teaterdroske ...

På den anden side svæver forestillingen himmelhøjt over byen med sine fremragende skuespillere. Både Det Kgl. Teaters ensemblespillere og gæstespillerne går ind i Castorfs ud-over-kanten-spil med største autoritet og selvfølgelighed ... (At Castorf har inddraget statister til taleroller forbliver dog et ueffent indslag, hvor demokratisk tanken bagved end må være.) De er gennemmusikalske hele bundtet, og de trakterer både gulvet og flyglet med største selvfølgelighed. Til gengæld kan selv de bedste talere blandt dem ikke skjule, at akustikken på Store Scene har et gevaldigt problem fra midtscenen og bagud. Rummet suger klangen af deres stemmer, så lyden bliver støvet - hvis lyden overhovedet når frem.

224 sider i vindmaskine

Skuespillerne har alle Bangs nervøsitet. Se blot Tammi Øst, der synes som skabt til at spille sitrende Bang-gespenst. Eller Paul Hüttel, der træder ind på scenen som tilknappet frue i sort, lige så forunderlig som forrykt. Eller Helle Fagralid, hvis smækre krop bliver lutter desperation og kuldslåede bryster. Eller Erneste Pica Carbone, hvis skønne kontrafej og slanke pigelår her falder ind i skæbnegalleriet med største selvfølgelighed.

Men det er Jens Albinus i rollen som Herluf Berg, der bærer forestillingen. Hans nedaddrejede ansigt udtrykker leden ved de andres små liv, og samtidig afslører han sin egen eksistentielle ulykke under et vredt overskæg. For var det det, de kalder livet? Albinus kan hoppe baglæns eller holde tysk foredrag eller slæbe teatersøjler - alt kan han i sine stribede bukser og blålilla kjolefrakke med grandios revers. Hele tiden med denne indre forstørrelse, som gør ham interessant at se på. Med tæft for både det moderne hos Berg og det tidsklaustrofobiske.

Men selv Albinus kan ikke samle forestillingens kaos. For det virker, som om Castorf har flået alle 224 sider ud af Bangs roman og kastet dem ud foran en vindmaskine på Store Scene. Dér, hvor siderne er landet, dér er de endt med at blive spillet ...

Bangs roman har en satirisk tone med en alvidende fortæller, som betragter de små københavneres bestræbelser på at få et liv. Castorfs teaterforestilling skaber en tilsvarende satire. Men her er det tilskuerne, der bliver til grin.

AMC@INFORMATION.DK

'Stuk', frit efter Herman Bangs roman fra 1887. Scenisk version og instruktion: Frank Castorf. Scenografi: Christian Friedländer. Kostumer: Marie Johanne Edinger Plum. Lys: Åsa Frankenberg. Lyd: Jonas Peter Vest. Dramaturgi: Jeppe Kristensen. Skuespilhuset, Store Scene, til 21. april. www.kglteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu