Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Den falske voldtægt

Meningsforstyrret udgave af Benjamin Brittens opera om den trofaste hustru - eller propaganda for Folkekirken
Kultur
26. februar 2009

Programhæftet leverer en anonymt forfattet, stærkt manipuleret handlingsbeskrivelse, som mildt sagt ikke svarer til gængse manualer, men blot understøtter denne forestillings tolkning. Og så kan man jo tillade sig hvad som helst. Der er således også tale om en temmelig fripostig gengivelse af Benjamin Brittens og Ronald Duncans opera fra 1946: The Rape of Lucretia, alle voldtægters moder (!). I Den Kongelige Operas opsætning er The Rape of... bare faldet ud. Operaen kaldes slet og ret Lucretia, fordi voldtægten ikke er en rigtig voldtægt, snarere et overrumplende erotisk møde.

Det er ellers i udgangspunktet en rigtig mandfolkehistorie om nogle rå, storkævende børster i det militære miljø, der med den lede Junius i front hhv. irriteres og imponeres over, at den ene general, Collatinus, i modsætning til Roms øvrige ægtemænd, har en dydig hustru, Lucretia. Det må nogen se at få gjort noget ved. Det gør så den ene af dem. Prins Tarquinius opsøger Lucretias og Collatinus' hus og voldtager Lucretia. Så meget for den dyd.

Men Lucretia møder dagen efter, knust og fornedret, forståelse fra sin mand, der ikke vil forstøde hende efter udåden. Den voldsbollede kan dog ikke bære skammen og begår i dydens navn og som renselse selvmord. Et tragisk meningsløst offer af en ren kvinde. Den eneste trøst er herefter Jesus Kristus.

I Veronika Kærs iscenesættelse mudres begreberne. Voldtægten holder ikke i byretten. Lucretia vil ikke og vil dog alligevel lidt mere, og da den kødfuldt potensstruttende prins Tarquinius tager ladegreb, behøver han end ikke at true, men får sin vilje. Eller de to får deres vilje, for Lucretia elsker ifølge denne udlægning af teksten i virkeligheden i det skjulte Tarquinius. Slutningen kan man dårligt lave om på, og Lucretia myrder sig selv som forlangt, men nu helt ude af sync med den karakter, der netop har hevet i voldtægtsmanden for at få mere. Ifølge iscenesætteren er ulykken snarere at finde i Lucretias ægteskab som strandet i mislykket tom rutine.

Veronika Kær forklarer sig i en ordrig tekst, der sammenstiller den voldtagne og dog ikke voldtagne, selvmyrdede Lucretia med Jesus.

"En hel verdens identitet er blevet skabt for at afskære menneskene fra at forstå, at de er frie. En identitet, som skaber ofre, martyrer og åndelig død," skriver instruktøren.

"I Lucretia får vi følgende oplysninger op til etruskerne," det står der altså.

Scenografien ved Nikolaj Heisselberg Trap understøtter det dunkelt tænkte med et sammenrod af rekvisitter på scenen, som vist skal symbolisere 'den forløjede kulisseverden', instruktøren for egen regning mener, Lucretia har levet i. Sådan noget fis.

Athelas Sinfonietta Copehagens Fine Ensemble varetager opgaverne i graven under Steuart Bedfords ledelse. Det er kønt, uden at det slår benene væk under nogen.

På rollelisten står Randi Stene øverst som titelpersonen, der dog aldrig trods den store klang i den mørke sopran griber og ryster. Det tror da fanden, når man ikke engang kan blive udsat for en ærlig voldtægt, men skal illudere villig narrefisse. Det er ikke nemt.

Britten har i originalen anbragt to fortællere i hver sin side af scenen som det græske kor. Med, men udenfor. De er hos Kær blevet til aktivt agerende løjerligheder, der render rundt og nusser aktørerne i håret. Der røg den alvor, og Michael Kristensen og Aileen Bramhall Itani er solgt som farcefigurer uden majestæt, der ellers ligger i partierne. John Lundgrens Tarquinius har statur af voldtægt og ligner en undsluppen barbar i kropsnær tatovering og skaldepande a la Hells Angels. Han synger som en, der godt kunne finde på noget, men al hans testoteronske vælde punkteres jo af den villige Lucretia. Den gode Collatinus ved Jens Bruno Hansen fremstilles som et bløddyr, og det er jo heller ikke meningen. Hans inderlige og overbevisende forståelse for hustruen skulle gerne gøre tragedien større. Den onde Junius varetages af Andreas Landin, hvis karakter også fratages mulighederne i den forskruede tolkning. Lucretias kvindelige hjælpere Lucia og Bianca, Elinor Fryklund og Elisabeth Halling står skarpere i forestillingen, dem er der ikke pillet så meget ved.

Lucretia. medv. Randi Stene, John Lundgren, Michael Kristensen, Aileen Bramhall Itani, Jens Bruno Hansen, Andreas Landin, Elinor Fryklund. Isc. Veronika Kær. Athelas Sinfonietta Copenhagen. Dir. Steuart Bedford. Det Kongelige Teater.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Helle Degnbol

Anmeldelsen tager udgangspunkt i programhæftets handlingsbeskrivelse, "som mildt sagt ikke svarer til gængse manualer, men blot understøtter denne forestillings tolkning. Og så kan man jo tillade sig hvad som helst."

Anmelderen føler sig alt i alt slemt snydt, for det er jo "ellers i udgangspunktet en rigtig mandfolkehistorie". Det er så spørgsmålet.

Informations læsere bliver i hvert fald snydt for nogle mellemregninger. Georg Metz anmelder så at sige en anden forestilling.

Hvad vi præsenteres for i Det Kgl. Teater ved en række opførelser her i februar-marts 2009 svarer ikke til "gængse manualer", bl.a. fordi Lucretia her bringes i den originalversion fra 1946, som Britten/Duncan efter førsteopførelsen følte sig tvunget til at ændre gennemgribende. Om forholdet mellem 1946/2009-forestillingen og den gængse version (fra 1947 og fremefter) kan man til en begyndelse orientere sig på Det Kgl. Teaters hjemmeside www.kglteater.dk/Forestillinger/Opera/Opera_08_09/Lucretia.aspx. Myte og tolkninger er grundigt udforsket og ført igennem af dramaturg og instruktør, en bedrift som imidlertid bl.a. har til konsekvens, at vor anmelder må savne "sin" voldtægtsscene og ligefrem må have ondt af sangerne, der uden regederlig voldtægt hormonelt er bragt i knibe. "Det er ikke nemt."

Der er noget, der tyder på, at hvis det hele var så nemt, havde Britten/Duncan næppe taget Lucretia-myten under følsom behandling.

Et af de senest leverede bidrag på Det Kgl. Teaters hjemmeside skyldes forestillingens dirigent Steuart Bedford, der i mange år samarbejdede med Britten, og som her - spændende - både leverer personlige vidnesbyrd og redegør for den musikalske revision. Bedford slutter: "Lige siden jeg første gang stødte på den oprindelige version af Lucretia, har jeg haft et stort ønske om at præsentere den for et publikum. Jeg vil derfor gerne takke Den Kongelige Opera for at gøre det muligt samt takke Veronika Kær og Beate Willma, hvis tro på dette værks fuldstændighed, har genopvakt min egen tro på værket. Opførelserne på Det Kongelige Teater af Lucretia i den oprindelige version, som ikke har været spillet i mere end 60 år, vil helt sikkert kaste nyt lys over denne uendeligt fascinerende opera."

Lys vil blive kastet - måske også skygger - over myter, mennesker og musik ved et internationalt seminar, der afholdes i Skuespilhuset her i weekenden 13.-15. marts (med gratis adgang for alle).

Anmeldelsens underrubrik er godt nok det allermest meningsforstyrrede med dens snak om "propaganda for Folkekirken" (læs selv hvad der ligger på nettet).

Og nu til noget helt andet. Her på jorden er der noget, der hedder korrekturlæsning.

"I Lucretia får vi følgende oplysninger op til etruskerne," det står der altså.

Ja, det står der, i anmeldelsen, men anmelderen bidrager unægtelig til meningsløsheden. Sætningen er pillet ud af programhæftet og kan med lidt god vilje og i konteksten sagtens forstås - der skulle have stået: "I Lucretia får vi følgende oplysninger om etruskerne" (hvorefter følger et citat).

Den gode vilje og en smule omhu har ikke været hos vor uundværlige Georg Metz denne gang. Og Det Kgl. Teater har så på dette punkt svigtet mht. korrekturlæsning.

Operaen er vidunderlig. Der er endnu fire opførelser.