Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Det foregår, mens vi læser

Psykologen Carsten Nagel har skrevet en hårrejsende realistisk roman om en 12-årig bosnisk pige, hendes oplevelse af krigen og flugten til Danmark
Psykologen Carsten Nagel har skrevet en hårrejsende realistisk roman om en 12-årig bosnisk pige, hendes oplevelse af krigen og flugten til Danmark
Kultur
5. februar 2009

I starten af 1990'erne flygter den bosniske pige Zehra fra krigen på Balkan.

Hun er 12 år, da krigen bryder ud, og lever et spartansk, men almindeligt og barndomslykkeligt liv på landet sammen med sine forældre, bedstefar, storebror, en rebelsk-belæst storesøster og hunden Pas.

Det er forfatteren og psykologen Carsten Nagel (f.1955), der har skrevet den mere end 500 sider store murstensroman, Zehras flugt. Det er 12 år siden, Carsten Nagel sidst udgav en roman, Lejerne, som var den femte i rækken ud over skuespil og digte, siden han debuterede som lyriker i 1976.

Ser man bogen lidt fra oven, er det snarere to romaner i én. Første del handler om Zehras liv på Balkan, om hvordan den politiske situation strammer til, religiøsitet og nationalisme flammer op, krigen bryder ud, familien drives på flugt af serbiske oprørsstyrker og lever i årevis under kummerlige forhold i skoven og siden i en flygtningelejr få kilometer fra deres sønderbombede hjem. Familien bliver splittet, og Zehra og hendes nærmeste bliver både ofre og vidner til krigens værste forbrydelser. Mod slutningen af første del lykkes det Zehra og hendes mor at flygte til Screbenica og siden til Danmark.

Maksimum realisme

Anden del er fortællingen om Zehra og hendes mors liv som asylansøgere i Danmark.

I både første og anden del skriver Carsten Nagel med en realisme, der både er hårrejsende og forstemmende, om end det er af vidt forskellige grunde.

Zehra og hendes mor bliver smidt af ved Hovedbanegården i København og bliver af en venlig cyklende dansker gelejdet ned til Station City på Halmtorvet, hvor system-Danmark venter med lunken kaffemaskinekaffe og blanketter til udfyldelse. De bliver mødt af rare og lidt åndsfraværende betjente, der sørger for, at de bliver budt af poseslikket på vej op til Sandholmlejren. Den lejr, der - som fortælleren konstaterer - ironisk nok internerer flygtninge fra alverdens krige på et militærområde, hvor der jævnligt bliver holdt militærøvelser tæt på. For maksimum realisme.

Sidenhen følger man Zehra og hendes mor i indkvarteringen på Østerbro sammen med andre traumatiserede flygtninge, der prøver at samle hverdagen, de sønderbombede sind og meningen med det hele. Det er ikke let, og nogle holder fast i rutiner med gåture og madlavning, andre falder i druk og hashtåger, endnu andre samler religiøse kræfter, der er blevet radikaliseret og forrået af krigsoplevelser.

Psykologisk doku-fiktion

Romanens to dele efterlader læseren forskellige steder. Hvor synsvinklen og identifikationen entydigt er hos hovedpersonen, mens hun i første del overlever nærmest på trods i flygtningelejren, da er billedet mere uklart i anden del, fordi scenen er rykket til det velkendte nutidige Danmark. Gang på gang bliver man mindet om, hvor forstemmende og utilstrækkelig dansk flygtningepolitik er. Hvor mange fordomme og hvor lidt realisme der er i debatten.

Carsten Nagels roman er ikke bare en roman. For i kraft af Nagels psykologfaglige baggrund, ændrer fortællingen og genren karakter. Det er snarere en psykologisk doku-fiktion. Som psykolog har Nagel både arbejdet med traumatiserede flygtninge, krigs- og torturofre og svært integrerbare unge i Danmark og med det, man med et uskønt ord kalder 'repatriering' på Balkan.

Og hele vejen gennem romanen fornemmer man tydeligt, at forfatteren har stor indsigt i, hvad livet som traumatiseret flygtning indebærer. Familiært, eksistentielt, praktisk, psykologisk. En på mange måder skræmmende og levende indsigt. Den viden trækker spor i læsningen, en bevidsthed om, at de ydre uhyrligheder og indre katastrofer, Zehra og hendes familie oplever både på Balkan og i Danmark, ikke bare er romanstof, men komponeret over mange års terapeutisk erfaring med flygtninge og krigsofre.

Det ophæver ikke fiktionen eller svækker forfatterens greb om den, men bestyrker måske snarere den banale antagelse om, at virkeligheden nemt kan overhale den vildeste fantasi. Faktisk tager man sig i gang på gang at ønske, at det er fiktion: børn, der overværer gruppevoldtægt, massehenrettelser, fodrejser gennem minelandskaber, angstanfald, sønderskudte familiemedlemmer, sultens grimme ansigt, kroppenes forfald og krigens øjeblikkelige forråelse af almindelige mennesker og dens efterfølgende opløsning af dem i det, man kalder posttraumatisk stress-tilstand. Listen er lang, og Carsten Nagel har med sin bog om Zehra gjort sit til, at man husker på, at det ikke er fiktion og stadig foregår nu i andre krigsområder, mens man læser og skriver og lever sit liv.

Som roman har Zehras flugt sammenhæng, er velskrevet, har indlevelseskraft, og hovedpersonerne er troværdige, selv om skildringen af Zehras relationer til især de to søskende undertiden virker naivt glorificerende, lidt skematiske. Håndværket er i orden. Der hvor Zehras flugt for alvor hæver sig ud over det gode og gængse, er som atypisk og skarpt indlæg i en debat, som længe har været dikteret af skygger og skræmmebilleder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her