Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

'Fortæl om mordere og spøgelser og krigen'

Midt i en udbredt tendens til velmenende at udsætte børn for død og død er det godt lige at blive mindet om Madicken. Pilut med dig, død!
Kultur
26. februar 2009

Aldrig før har jeg nuppet 400 sider Madicken i én omgang, men det har jeg nu i anledning af, at Bogen om Madicken udkommer i Kina Bodenhoffs nyoversættelse. Bodenhoff må meget snart have nyoversat sig igennem alle Astrid Lindgrens bøger.

Fra tv-serien ved vi, at Madicken hedder Madicken og ikke Grynet, så nu gør hun det også i bogen. I det hele taget fremstår den nye Madicken sprogligt sprælsk og veloplagt, samtidig med at man har den helt rigtige fornemmelse af svundne tider.

Det allerskønneste er nok, at 'pilutta dig' er blevet til 'pilut med dig' (tidligere måtte vi nøjes med 'saftsuseme'), og selv har jeg det ligesom Madickens lillesøster Lisabet; det er umuligt ikke at snige et lille pilut ind hist og her. 'Apselut', lyder det også regelmæssigt fra Lisabet. Sådan sagde hun også i Ellen Kirks oversættelse, og det gør hun stadig. Ingen grund til at ændre på det.

Med en mund, der er ved at løbe over af dejlige lut-ord, kan man lige så godt tage den helt fuld og sige, at den nye Madicken er en fuldstændig uomgængelig bog for børn. Helt ny er den gamle bog nemlig, Madicken er fra 1960 og Madicken och Junibackens Pims fra 1976, men handlingen udspiller sig under Første Verdenskrig, så det er altså de gamle dage, vi befinder os i.

Dejlig og forfærdelig

"Fortæl om mordere og spøgelser og krigen!" siger Lisabet til Madicken, når hun kravler over i hendes seng om aftenen, og det gør Madicken så, mere trygt og uhyggeligt kan det ikke blive, og scenen med storesøster og lillesøster i samme seng gysende over alverdens gru er netop Madicken i en nøddeskal. Alt det, der er at være bange for, er omsat til historier fortalt for børn.

Derfor er det også interessant at sætte Astrid Lindgren i forbindelse med den tendens, man ser i børnefiktionen lige nu, og som går på, at der er død og død alle vegne, det er der nemlig også på Junibakken, men her er historierne om døden nænsomt fortalt. Det samme kan man ikke sige om DR's tv-serie Mille, hvor manuskriptforfatteren tog livet af Milles veninde i første afsnit. Ingolf Gabold har måttet forklare de chokerede forældre, at det skam var hensigten fra DR's side at bringe et emne som sorgbearbejdelse på banen. Allerede her kan man jo høre, at den er gal. Hvis man har sådan en hensigt, skal man nok hellere holde sig til faktaafdelingen, og man skal i hvert fald ikke klæde sig ud som sukkersød trivi.

Her er det selvfølgelig helt anderledes fat med Madicken, hvor fortællepositionen skifter mellem at se Madicken udefra og gelejde os rundt på Junibakken og fortælle inde fra Madickens hoved, men aldrig er det kalkuleret og med en voksenhensigt om at sætte bestemte emner på dagsordenen.

Nej, sådan leger Astrid ikke. Hun skriver i stedet om Linus-Ida, der kommer og vasker for Madickens familie og synger sørgelige viser om mødre, "der dør og dør, og fædrene sidder hele tiden på værtshuset og drikker, lige til børnene også dør". Linus-Ida har også "to vidunderlige, uhyggelige billeder på væggen over sin seng". Det ene forestiller et ildsprudende bjerg, det andet billede en hel masse mænd, der er ved at drukne i en flod. 'Skal du også drukne i brændevinsfloden?' står der under billedet. Og billederne er ikke placeret der på Linus-Idas væg af en pædagog, der vil snakke om tabuer, men af en kunstner, der ser med sine egne barnlige øjne: "Det er de flotteste billeder, jeg har set i hele mit liv,- siger Madicken. "Apselut," siger Lisabet."

Tredje kapitels overskrift "Madicken og Lisabet tager på udflugt derhjemme" kan ligesom billedet af de to søstre i sengen indfange Madickenbogens særlige kvalitet og udpege værkets evige gyldighed og aktualitet nu og her.

Den evige gyldighed ligner den, man kender fra Biblens historier, og som Madicken og hendes søster ofte leger. Aktualiteten kan ses i Madickens forhold til omverdenen. Hun er et privilegeret barn placeret midt i fattigdom og nød, og dermed ligner hendes situation rigtig mange vestlige børns - og voksnes. Man kan se Madicken som en søster til Kirsten Hammanns Mette Mæt. Begge vil de så gerne hjælpe verdens fattige, begge oplever de frustrationen over, hvor lidt deres hjælp hjælper, og begge tager de på udflugt derhjemme. Madicken ser ikke fjernsyn, men alverdens grusomheder hører hun om fra de voksne, og så læser hun den avis, som hendes far er redaktør for. Madicken får ikke en lille sulten afrikansk dreng med hjem som Mette Mæt, men to piger fra byens fattigkvarter med masser af lus.

Bogen om Madicken fortæller alle de skrækkelige historier, ethvert barn tørster efter, fordi de er så dejlige og så væmmelige på samme tid. Det er socialrealisme til evig tid om at forsøge at være et godt og modigt menneske, selv om man samtidig også er jaloux, egoistisk og bange. Hvorfor tale om vigtige emner med DR's pædagoger, når man kan opleve fortællingens kunst hos Madicken, der dels har sine historier fra Linus-Ida, der igen har dem fra Bibelen og dels fra Abbe, naboens søn, der må bage sukkerkringler fra morgen til aften, så hans mor kan sælge dem på torvet. Abbe, Madickens store og hemmelige kærlighed, den ukronede løgnhals over dem alle: "Af mordere har Abbe kun mødt en tre stykker, men spøgelser har han set mange af, Madicken har aldrig set et eneste." Sandhed og løgn går hånd i hånd, for Madicken er ærlig, og Abbe "ved så meget og fortæller så godt, mens han bager. Madicken sidder på slagbænken og lytter. Alt det, hun fortæller Lisabet om spøgelser og mordere og krigen, det har hun selv hørt af Abbe først". Ja, Madicken har selv hørt det. Det betyder både, at løgneren taler sandt, og at hun ikke har fået det proppet ned i halsen. Ikke underligt, at Madicken elsker Abbe, og at Lisabet elsker Lisabet og gerne vil have, at Madicken også gør det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her