Læsetid: 4 min.

Fremad mod en etisk realisme

Frihed og demokrati har altid været USA's over-søiske mission. Men i Bush-årene er konceptet blevet dybt kompro-mitteret. Tiden er nu inde til grundig revision, hedder det i en ny bog
14. februar 2009

Lige fra grundlæggelsen af Amerika var det en vidt accepteret ide, at frihed ikke blot skulle være et privilegium nydt af amerikanerne.

Forfatningsfædre som Thomas Jefferson mente f.eks., at det guddommelige forsyn havde valgt Amerika som et eksempel til efterfølgelse i hele verden. Abraham Lincoln skrev, at de revolutionære amerikaneres Uafhængighedserklæring fra 1776 skænkede "frihed, ikke blot til borgerne i dette land, men håb til hele verden udi fremtiden". Og i det 20. århundrede blev spredning af demokrati til andre lande et uadskilleligt element i amerikansk sikkerheds- og udenrigspolitik. Woodrow Wilson var den første præsident til at støtte idéen konkret. I hans øjne havde USA grebet ind på ententemagternes side (alliancen ml. USA, Storbrittanien, Frankrig, Belgien, Italien og Rusland fra 1917, red.) i Første Verdenskrig for at gøre "verden tryg for demokrati". Folkeforbundet skulle konsolidere disse tiltag.

Siden da er begrebet demokratispredning været synonymt med Wilsons idealistiske udenrigspolitik. Eksplicit i Franklin Roosevelts og Harry Trumans vision for efterkrigstidens multilaterale institutioner lå f.eks. tanken, at "verden skulle gøres tryg for demokrati".

Under Vestens kappestrid med sovjetkommunismen måtte idealisme imidlertid ofte tilfælde vige for magtpolitikkens nøgne realiteter. USA støttede utallige antikommunistiske autoritære regimer rundt omkring i verden og søgte kun at gøre verden tryg for demokrati, såfremt frie valg i de lande holdt kommunister stangen.

I samme periode argumenterede politiske filosoffer og statsmænd som George Kennan og Hans Morgen-thau for, at der også måtte være en grænse for USA's intervention i andre landes indre anliggender. I forelæsninger i 1951 slog Kennan til lyd for en mindre ambitiøs udenrigspolitik med disse håbefulde ord:

"Vi bør være beskedne nok til at indrømme, at vi kun er i stand til at kende og forstå vores egne nationale interesse. Vi må være modige nok til at erkende, at såfremt vores egne målsætninger og initiativer herhjemme er hæderlige, ubesudlet af arrogance eller fjendtlighed mod andre folk eller selvbedragerisk overlegenhed, så kan forfølgelsen af vores nationale interesse aldrig undgå at føre til en bedre verden".

Dårlig vittighed

Kennans realistiske skole forfægtede ikke isolationisme, mens snarere en mindre idealistisk udenrigspolitik, hvor USA anerkendte, at der er grænser for amerikanernes mulighed for at lave om på andre folks nationale karakter. Frihed og demokrati i vestlig form passede ikke nødvendigvis til alle folk og til udviklingsstadiet i alle samfund. Fremfor alt burde USA ikke påtvinge andre lande deres demokratimodel.

Kennans og Morgenthaus realisme adskiller sig således fundamentalt fra Kissingers og Jeane Kirkpatricks. Richard Nixons udenrigsminister og Ronald Reagans FN-ambassadør så ikke noget galt i at støtte Pinochet mod socialisten Allende eller shahen mod det iranske folk, så længe det tjente det højere formål at forsvare vestligt demokrati mod kommunisme.

I sin bog The Freedom Agenda - Why America Must Spread Democracy (just not the way George Bush did) fremlægger journalist og forfatter James Traub en knusende kritik af Bush-æraens demokratispredning og slår til lyd for en model, som holder fast i Wilsons idealisme og samtidig tager højde for nogle af Kennans og andre realistiske tænkeres idéer.

De nykonservatives fejlslagne idealisme er velkendt. I sin første tiltrædelsestale nævnte Bush ikke andet end de sædvanlige platituder om USA's tro på frihed og demokrati; faktisk havde han under valgkampen i 2000 latterliggjort nationbuilding på linje med Kennan og Morgenthau. Først efter de manglende fund af masseødelæggelsesvåben i Irak og sunnimuslimernes oprør mod den amerikanske besættelsesmagt gjorde Bush' spredning af demokrati til den muslimske verden til et uundværligt element i sin udenrigspolitik.

"Det er USA's politik at søge og støtte fremvæksten af demokratiske bevægelser og institutioner i hver nation og hver kultur med det endelig mål at eliminere tyranni i vores verden," sagde Bush i sin anden tiltrædelsestale.

Traub demonstrerer, at præsidentens tale er blevet til under stærk indflydelse af tidligere sovjetdissident og israelsk immigrant Nathan Sharanskys og hans bog The Case for Democracy: The Power of Freedom to Overcome Tyranny and Terror. Det forbløffende er, at Bush-regeringen kun forsøger at leve op til præsidentens vidtløftige mål i et enkelt land - Egypten. Her går det dog hurtigt op for Condeleezza Rice, at alternativet til Mubarak i frie valg er det muslimske broderskab.

I de palæstinensiske territorier presser USA Israel og Fatah til at gennemføre frie valg ud fra devisen, at kun en legitim regering kan indgå fred med Israel. Resultatet er Hamas ved magten - en katastrofe for amerikansk mellemøstpolitik. Hertil skal lægges Bush-styrets invasion af to muslimske lande, Guantánamo, Abu Ghraib og CIA's hemmelige fangelejre, som gør USA's præsentation af sig selv som forsvarer for frihed, demokrati og menneskerettigheder til en dårlig vittighed verden over.

Hvad med Obama?

Efter Bushs katastrofale forsøg på at fremme frihed og demokrati er tiden inde til en grundig revision. Her bliver det interessant, fordi hans efterfølger, Barack Obama, har gjort sine overvejelser og efter alt at dømme ligger tæt op ad den 'etisk realistiske' strømning formuleret af Anatol Lieven og John Hulsman. De er inspireret af Kennans og Morgenthaus realisme og fordømmer Bushs 'demokratisme'. Det store diskussionemne lige nu er, hvorvidt USA under Obama ikke bør være mindre ambitiøs og selektiv. Som Obama siger i en anden sammenhæng:

"Vi skal arbejde fra bunden og opad." Hvorfor ikke bruge USA's mange bløde magtmidler til at bistå med bygning af civile og juridiske institutioner - også for erhvervslivet - som kan være grundlaget for en gradvis udvikling mod demokrati? Fortsæt med at tale om menneskerettigheder, men lad være med at gøre det til et 'sine qua non' for fremskridt i bilaterale relationer.

Meget tyder på, at præsident Obama vil følge den model.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Nielsen

Man skal godt nok være bundløst naiv for at tro, at det erhvervsstyrede amerikanske imperium nogen sinde har truffet udenrigspolitiske beslutninger af idealisme.

Martin Burcharth:

"Kennans realistiske skole forfægtede ikke isolationisme, mens snarere en mindre idealistisk udenrigspolitik, hvor USA anerkendte, at der er grænser for amerikanernes mulighed for at lave om på andre folks nationale karakter."

Man skal da vist hedde Martin Burcharth for i ramme alvor og uden spiritus i blodet at kunne betegne amreikansk kulturimperialisme som "idealisme".

Mon ikke flertallet af chilenerne, cubanerne, vietnameserne, irakerne, afghanerne osv. osv. sagtens kan undvære den amerikanske "idealisme"?

Mogens Michaelsen

Demokrati har betydning i amerikansk udenrigspolitik, men kun sekundært. Det primære er USA's egne interesser som stormagt, og det har det altid været.

At fremstille det sådan, at udbredelse af demokrati skulle være primært, og at Bush blot har gjort det på en "kluntet" og forkert måde, er enten dybt naivt, eller bevidst vildledende.

Der er masser af historiske facts, der viser dette klart og tydeligt.

Men det har haft stor historisk betydning, at USA trods alt har demokrati som sekundær værdi. I modsætning til f.eks. Sovjetunionen. Ligegyldigt er det ikke - heller ikke idag.

Hans Jørgen Lassen

Ja, og det er lige så naivt at tro, at den heltemodige Fogh Rasmussen sendte danske soldater til østen af sit hjertes demokratiske godhed. Gu gjorde han ej.

Hvad er Wilson's idealisme?
USA har udelukkende haft til formål at fremme amerikanske markedskapitalistiske interesser i hvert fald i 150 år, og siden anden verden-skrig endvidere at ensrette resten af verden kulturelt.
Frihed og demokrati har i hvert fald i den tid ikke været andet end slagord til at dække over ihærdige bestræbelser på det stik modsatte.
Martin, en gang imellem synes det at du er ved at forstå tingenes rette sammenhæng, og du kom da endelig på (lidt) bedre tanker med irak-krigen end i begyndelsen, men så kommer du med sådan noget her.LifeJ.Men indtil videre er det rimeligt godt at leve her, ikke?