Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Den gode tysker

Tom Cruise spiller nobel naziofficer og modstandsmand i Bryan Singers 'Operation Valkyrie', der holder spændingen i kog, selv om man godt ved, hvad der kommer til at ske
Mænd af den rette støbning. Med oberst Stauffenberg i spidsen fandt en række tyske officerer sammen om et attentat mod Hitler. Det lykkedes som bekendt ikke, men instruktøren Bryan Singer har i -Operation Valkyrie- alligevel held med at skabe en slags spænding om udfaldet.

Mænd af den rette støbning. Med oberst Stauffenberg i spidsen fandt en række tyske officerer sammen om et attentat mod Hitler. Det lykkedes som bekendt ikke, men instruktøren Bryan Singer har i -Operation Valkyrie- alligevel held med at skabe en slags spænding om udfaldet.

Sam Emerson

Kultur
6. februar 2009

Tom Cruise får ikke mange muligheder for at lufte sit blændende og vindende smil i Bryan Singers nye film, Operation Valkyrie, der er en meget sammenbidt og intens affære. Cruise spiller den adelige, tyske officer, oberst Claus von Stauffenberg, der under Anden Verdenskrig slutter sig til en gruppe tyske modstandsfolk opsat på at snigmyrde Hitler og tage kontrollen med Tyskland, inden det er for sent, dvs. inden de allierede står i Berlin, og fædrelandet kun er kendt som Hitlers.

Man ved, hvordan det ender: Stauffenberg og hans medsammensvorne bliver alle henrettet, mens Hitler kun får nogle få skrammer, da bomben, der skal slå ham ihjel, eksploderer under et mødebord i førerens hovedkvarter, Ulveskansen.

Alligevel formår Singer at skabe solid spænding, mens man følger tilrettelæggelsen og udførelsen af attentatet med Stauffenberg i den centrale rolle som manden, der placerer mappen med bomben ved siden af Hitler.

Forræderiske tanker

Claus von Stauffenberg er i Tom Cruises skikkelse - og Cruise gør det glimrende - en nobel og såre retskaffen mand, der har indset vanviddet i den tyske offensiv, allerede inden han under ørkenkrigen i Nordafrika mister synet på det ene øje, den ene hånd og flere fingre på den anden.

I sin dagbog formulerer han de forræderiske tanker om, at Hitler kun er til skade for Tyskland: "Førerens løfter om fred og fremgang er faldet ved vejen, og i deres kølvand styrer vi direkte mod afgrunden. De uhyrligheder, som Hitlers SS begår, er en skamplet på den tyske hærs ære. Jeg kan ikke finde én general i en position til at konfrontere Hitler, der har modet til at gøre det. Jeg har været omringet af mænd, der er uvillige - eller ude af stand til - at se sandheden i øjnene: Hitler er ikke kun hele verdens ærkefjende, men Tysklands ærkefjende."

Mænd, der er villige til at gøre det nødvendige - altså fjerne føreren - møder Stauffenberg i Berlin efter et langvarigt hospitalsophold og hjemsendelse. En række højtrangerende officerer (spillet af blandt andet Kenneth Branagh, Bill Nighy og Tom Wilkinson) med dr. Carl Gördeler (Kevin R. McNally) og den tidligere general Ludwig Beck (Terence Stamp) i spidsen har dannet en slags skyggeregering og uden held forsøgt at myrde Hitler ved flere lejligheder. (Filmens eftertekster fortæller, at Hitler forbløffende nok overlevede mere end 15 attentater.)

"Vi er nødt til at vise verden, at ikke alle er som han," siger Branaghs generalmajor von Tresckow. Det er dog først, da den handlekraftige og strategisk begavede Stauffenberg slutter sig til gruppen, at der for alvor begynder at ske noget.

Nervepirrende

Det er ikke mindst den detaljerede gengivelse af udførelsen og efterveerne af Stauffenbergs attentat mod Hitler den 20. juli 1944, der gør Operation Valkyrie til en spændende film. Man føler Stauffenbergs nervøsitet, da han tager til taktikmøde i Ulveskansen, armerer bomben, placerer mappen og forlader mødet, lige inden den eksploderer.

Mappen blev dog flyttet væk fra Hitler af en emsig adjudant, og bomben fik kun ram på et par af førerens nærmeste medarbejdere.

Men Stauffenberg er sikker på, at Hitler er død, og han tager tilbage til Berlin for at iværksætte den såkaldte Operation Valkyrie, der skal give modstandsgruppen kontrol med Tyskland. Igen dykker Singer helt ned i detaljerne og mekanikken bag - kommandoveje, militærets opbygning osv. - og man forstår, hvor megen research han og filmholdet har lavet.

Det er nervepirrende at følge, ikke mindst fordi modstandsgruppen i nogen tid tror, at den er på vej mod sejr, og fordi vi som publikum ved, at Ulveskansen samtidig udsender kontraordrer, der har til hensigt at stoppe Stauffenberg og hans folk. Det bureaukratiske slag bølger frem og tilbage, og man får indtrykket af, at det nærmest kun var marginaler, der gav Hitler og ikke modstandsgruppen overtaget.

Det er dygtigt iscenesat af Bryan Singer, der trods stor modstand har fået lov til at optage nogle af de steder i den tyske hovedstad, hvor begivenhederne faktisk fandt sted, og som overbevisende genopliver Hitlers retvinklede, imposante Berlin.

Renskuret martyr

Der er blevet sagt og skrevet meget om Operation Valkyrie, både om det faktum, at Tom Cruise, entusiastisk scientolog, spiller rollen som Stauffenberg, og om at amerikanske Bryan Singer drister sig til at pille ved den tyske fortid ved overhovedet at lave en film, tilmed en engelsksproget genrefilm, om en af Tysklands store martyrer.

For det var, hvad grev Claus von Stauffenberg blev. Det kan godt være, at han også var reaktionær nationalromantiker og antisemit, men han ofrede sig for den gode sag, og han var ikke - i hvert fald ikke, hvis man skal tro filmen - en dreven populist, der vendte sig mod Hitler, fordi krigslykken i forvejen var vendt.

Således fungerer Operation Valkyrie fint som forholdsvis ligefrem og ikke alt for dyb underholdning på en virkelig, dramatisk baggrund. Singer tager det kildne emne tilpas alvorligt, holder sig nogenlunde til de historiske fakta, og man keder sig ikke et sekund.

Men omvendt lever vi i en tid, hvor nuancer og kompleksitet for længst har fundet vej ind i umiddelbart lette genrer som f.eks. superheltefilmen - Bryan Singer har selv lavet X-Men I+II - og hvor Hollywood gerne viser sig fra sin politisk bevidste, samfundskritiske side.

Derfor kan det ærgre, at billedet af Stauffenberg er så renskuret og ukompliceret - han bliver lidt 'den gode nazist' - og undre, at man ikke får mere at vide om Goerdeler og Beck. De skal lede det nye Tyskland, og hvor den første var imod nazisternes raceideologi fra begyndelsen af 1930'erne og siden blev en vigtig skikkelse i den tyske modstandsbevægelse, var den anden for Anden Verdenskrig og ragede først uklar med Hitler over militære strategier i slutningen af 1930'erne.

Operation Valkyrie. Instruktion: Bryan Singer. Manuskript: Christopher McQuarrie og Nathan Alexander. Amerikansk (En hulens bunke biografer lander over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mens englændere siger to know, omtaler vi to sider af erkendelsen med ordene vide og kende. Når samtalen falder på nævnte krigsfilm bliver de også af og til blive samtalestof med en bekendt, der aldrig kalder Flammen for andet end Bent Faurschou-Hviid. Han var nemlig sammen med ham i flere måneder, og han kendte ham derfor, og udtaler sig i øvrigt aldrig om andet end sit personlige kendskab og deres fælles opgaver. Efter Besættelsen ville instruktører gengive historien på film (den første var vist De røde Enge) og motiverede deres valg med, så naivt det end lyder, at de ville skildre sandheden om hændelserne og personerne. Det forekommer mig, at jeg I dag læser, at instruktørerne vil skildre sandheden om sandheden om historien. De tidligere sandheder var altså ikke sandheder nok. Lyder det ikke bare lidt naivt, hvis publikum i dag ser krigsfilm, fordi de gerne vil vide noget om Besættelsen! Vil folk gerne i krig?

Joyce skrev jo en roman: Ulysses - om nogle af de tanker og følelser der gik igennem ét menneskes hoved på én dag. Påpeger bla.a. dermed at:

Sandheden om tyskernes virkelige holdning til nazismen derfor er meget enkel at beskrive:

Kræver blot ca. 80
millioner * 365 * 20 Romaner - så nærmer vi os da
sandheden.