Læsetid: 4 min.

Da jævne folk blev højnet

Der var en tid, hvor arbejderbevægelsen troede på kunst som politisk kampmiddel. Ny bog og udstilling fortæller den medrivende historie om Arbejdernes Kunstforening
Der var en tid, hvor arbejderbevægelsen troede på kunst som politisk kampmiddel. Ny bog og udstilling fortæller den medrivende historie om Arbejdernes Kunstforening
23. februar 2009

Se på billedet af familien ved middagsbordet. Hvad udstråler det? Tryghed, orden, sammenhold. Linjerne er rette. Lyset vælder ind. Lejligheden er net. Et 'almennyttigt byggeri' fra den tid, hvor det betød god bolig. Møblerne er gedigne, tænkeligt fra Brugsen. Lidt spræl er der i gulvtæppets farver, men også de er retlinjede. Mor kigger på børnene. Børnene kigger på hinanden. Far kigger på sit vinglas, der dog nok kun er fuldt af øl, måske bare hvidt-øl. Billedet er en hyldest til dagligdagen. Ikke en svulmende og glansbilledagtig forherligelse som i Sovjet-kunsten. Nej, en stilfærdig dansk glæde. Og så er det faktisk et vældig godt billede.

Og det er dét, der er hele pointen. En arbejdervirkelighed fremstillet i solidarisk kvalitet. Noget, som arbejderne kunne stå ved og glæde sig over at se på væggen. At sikre udbredelsen af sådanne skilderier var formålet med Arbejdernes Kunstforening. En af dens drivende kræfter var billedkunstneren Erling Frederiksen, der siden blev professor ved Kunstakademiet i København. Det er ham, der har malet billedet. Det gjorde han i 1951-52, og det kan man næsten gætte. Billedet emmer af tidlige 1950'ere, en verden hvor Danmark efter 1930'ernes og 40'ernes tumulter lukker sig om sig selv og sin indre genopbygning, drevet frem af en næsten almægtig arbejderbevægelse.

Bevægelsens imperium

Arbejdernes Kunstforening var en del af det kulturimperium, som arbejderbevægelsen - af sig selv blot kaldt 'Bevægelsen' - byggede op som alternativ til borgerlige værdiforestillinger. Imperiet omfattede bl.a. forlaget Fremad, Arbejdernes Oplysningsforbund (AOF), Arbejdernes Radioforbund, Dansk Arbejderidræt og Arbejderbevægelsens Teatercentral (ARTE).

Kunstforeningen fik egen eksistens i 1946, men var startet i 1936 som en filial af AOF. Formålet var "at udbrede kendskabet til den gode kunst og lette arbejderne erhvervelsen af god kunst til udsmykning af hjemmene". At den sag blev taget alvorligt på højeste sted, fremgik af bestyrelsens sammensætning. DSU-formand og senere statsminister H.C. Hansen var med, ligeså partiavisen Socialdemokratens hovedtegner Anton Hansen og avisens kunstkritiker Preben Wilmann.

Det var en tofrontskrig, kunstforeningen ønskede at føre. På den ene side mod borgerskabets dekadente kunst og på den anden side mod den fiduskunst, som smarte folk søgte at prakke arbejderklassen på.

Med fra begyndelsen var også professor ved Kunst-akademiet Aksel Jørgensen. Han var opvokset i et arbejdermiljø og livet igennem optaget af vekselvirkningen mellem kunst og politik. Det er ham, der har malet Folketingets ildfulde portræt af arbejderlederen F.J. Borgbjerg.

Billedet som opdrager

Aksel Jørgensen troede på, at en kunst bygget på orden og harmoni kunne befordre udviklingen af en socialistisk livsanskuelse. Han forklarede:

"Ved at lære at vurdere det socialistiske maleris klare opbygning vil befolkningen kunne lære at se en klar og konstruktiv opbygning af et socialistisk samfund."

Den anskuelse blev et ledemotiv for Kunstforeningen, og den kan indlæses i Erling Frederiksens billede af familien omkring middagsbordet.

I middagsbordbilledet er der den underfundighed, at der på væggen bag moderen hænger et næsten abstrakt maleri. Helt så abstrakt er det nu ikke i sin virkelige udgave. Det, vi ser, er blot forstudiet til et andet af Frederiksens billeder, nemlig Murer-arbejdsmand fra 1951.

Dét og Familie omkring middagsbordet indgik i en serie på otte malerier, som blev ophængt på Bevægelsens bryggeri, Stjernen, i anledning af bryggeriets 50-årsjubilæum i 1952.

Ophængning af kunst på arbejdspladserne var en hjertesag for Kunstforeningen, og den afholdt selv vandreudstillinger. Det var en af årsagerne til, at foreningen igennem årene erhvervede sig en omfattende samling af samtidig dansk kunst. Mange hundrede malerier og over 1.000 stykker grafik og tegninger blev det til. Noget af samlingen blev undervejs bortloddet til medlemmerne, hvad der kunne ærgre de kunstnere, der havde solgt deres værk til vennepris til Kunstforeningen i håb om, at det ville turnere fra Gedser til Skagen. Mere end 2.500 arbejdspladsudstillinger nåede det at blive til i foreningens aktive år.

Svensk forbillede

Som sit forbillede havde Kunstforeningen den svenske 'Folkrörelsernas Konstfrämjande', der havde styrke til et sekretariat med 15 ansatte og formåede den svenske regering til at oprette et statsligt organ, Statens Konstråd, der skulle begrænse importen af "underlødig kunst".

Så vidt kom det aldrig i Danmark. Langtfra. Arbejdernes Kunstforening fik aldrig sit eget selvstændige og aflønnede sekretariat, og i indflydelse på kunstpolitikken måtte det slås med en række andre organisationer.

Fra begyndelsen havde De Samvirkende Fagforeninger - hvad der svarer til vore dages LO - været lorne ved at gå med i Kunstforeningen. Med AOF drøftede Kunstforeningen - efter den var blevet selvstændig - at genoptage et nærmere samarbejde. Intet bærekraftigt kom ud af det.

En opblomstring fik kunstforeningen i 1970'erne og 80'erne under den dynamiske SiD-fagforeningsmand John Mølgaards ledelse. Men så sivede det for alvor, både i medlemmer og tilskud.

Foreningen overdrog i 2002 sin kunstsamling til Arbejdermuseet, der nu markerer erhvervelsen ved en bogudgivelse og en særudstilling. Begge kan anbefales til dem, der vil finde primær-kilder til dansk folkelig selvforståelse - og samtidig glæde sig over gedigen kunst.

Den skæbne, der er overgået Erling Frederiksens maleri af familien ved middagsbordet, er ganske talende. Bryggeriet Stjernen, hvor Frederiksens billedserie var ophængt under jubel, gik nedenom og hjem i 1965. Kunstforeningen bekostede en nedtagning af billedserien og en ophængning hos SiD. Efterhånden blev SiD-ledelsen træt af at kigge på billederne. Den ville hellere have noget mere farvestrålende.

Og nu er klenodiet altså endt på Arbejdermuseet. Gå hen og kik godt på det. Det siger noget om et Danmark, der var.

Hanne Abildgaard og Connie Hansen: Arbejdernes Kunstforening. Kunst til folket 1936-2009. 240 sider, fornemt illustreret. 189 kr. Arbejdermuseets ForlagSærudstillingen på Arbejdermuseet åbnede i lørdags og varer indtil 10. maj 2009

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

En fremragende anmeldelse, af en fremragende udstilling, som jeg øjeblikkeligt ilede ind til byen for at se. Skal dog lige brokke mig, over udtrykket: ” svulmende og glansbilledagtig forherligelse som i Sovjetunionen”. Spis brød til kammerater, og husk lige på at så forskellige kunstnere som: Ilja Repin; Boris Kustodiev og Marc Chagall også var sovjet kunstnere!