Palomar betyder 'dueslaget', og navnet er egentlig ret passende for den lille latinamerikanske by med lige under 400 indbyggere. Det er en typisk stillestående flække, hvor der aldrig sker det mindste - og dog, for under overfladen simrer det af erotik og sprængfarlige lyster, der kan koge over, hvornår det skal være. Indbyggerne fremtræder nærmest dovne, og det er ikke godt at vide, hvad de egentlig bestiller til livets opretholdelse. De fleste er godt tilfredse med, at der ikke sker alt for meget, og de mest intelligente forsvinder hurtigt nordpå til USA, hvor der er anderledes gode muligheder for en foretagsom sjæl. Andre bliver tilbage fordi de besidder den helt specielle form for intrigant intelligens, der gør dem til mestre i at navigere rundt i et småstadsunivers.
Nu er Palomar selvfølgelig en fiktiv by, men den skal nok findes et sted derude i virkeligheden alligevel. Det forekommer i hvert fald sandsynligt, når man har været ombord i amerikanske Gilbert Hernandez' næsten topografiske skildringer fra byen, der nu genintroduceres på dansk med det første af tre samlebind, Velkommen til Palomar. Eller som Carmen - en af indbyggerne, der for længe siden blev fundet på et loppemarked med en seddel på kjolen: "Endelig af med hende" - siger: "Velkommen til Palomar, hvor mænd er mænd, og kvinder har brug for humoristisk sans." Hun er blot en af seriens mange stærke kvinder, der på forunderlig vis altid er i centrum af handlingen, fordi mændenes begær og idioti overfor kvinderne altid er uberegnelig og ukontrollabel. Der er store passioner på spil under den støvede overflade!
Eksotiske skæbnefortællinger
Gilbert Hernandez hører - i øvrigt sammen med sin bror Jaime - til en af den amerikanske independent tegneseries mest roste udøvere. Det skyldes fortrinsvis hans fortællecyklus om Palomar, der med rette har fået flere kritikere til at sammenligne ham med Gabriel García Márquez. Den magiske realismes eksotiske skæbnefortællinger var da også højeste mode i begyndelsen af 1980'erne, da Hernandez begyndte at rapportere fra Palomar, men som årene er gået, er de magiske elementer i serien blevet stadig færre. Ikke desto mindre er historierne ikke blevet mindre fantastiske - i alle ordets betydninger - efterhånden som Hernandez' fortællinger om de mange brogede typers udvikling og forviklinger snarere bringer mindelser til Balzacs 'menneskelige komedie'.
Imellem drøm og virkelighed
I Palomar er det én bestemt form for romantik der trives. I italienske Hugo Pratts serie om Corto Maltese er det en helt anden, nemlig romantikeren som den fri og ubundne eventyrer, der som en fribytter flakker verden rundt i evig søgen efter det skønne. Seneste - og sidste - bind hedder Mu, og Mu er passende nok drømmenes og drømmernes land.
Som det endnu mere sagnomsomspundne Atlantis skulle Mu - i det mindste ifølge den franske eventyrer Charles Étienne Brasseur de Bourbourg, der i 1860'erne mente at havde lokaliseret det i den Mexicanske Golf - være et sunkent kontinent besiddende overlegen kultur og enorme rigdomme. Hvilket bedre mål at opsøge på den sidste rejse for en forbenet romantiker som Corto Maltese, der i Mu erklærer sin trosbekendelse: "Jeg foretrækker at tro, at der er noget smukt og mystisk, som jeg endnu ikke kender, og som lykkes at overgå den ubarmhjertige logik, som jeg har måttet acceptere og ikke kan frigøre mig fra."
I løbet af sin indflydelsesrige karriere, der nærmest forsynede ham med ikonstatus, arbejdede Hugo Pratt sig overlegent hen imod en stadig større stilisering og underforståethed i historiefortællingen. Med tiden blev det mere og mere overladt til læserens fortolkning at afgøre, om historiernes personer bevæger sig rundt i drøm eller virkelighed - som regel et sted midt imellem i en art psykedelisk skattejagt. I Mu begynder det at nærme sig det manierede og svulstige, men aldrig mere end at historien stadig er en tour de force af fortællekunst. Selv om serien således ikke stoppede på sit absolutte højdepunkt, var det dog stadig med vitalitet og nødvendighed i behold.
Serien om Corto Maltese slog igennem på dansk i 1970'erne, hvor den slags historier gik under betegnelsen 'tegneserier for voksne'. I dag kalder vi dem for graphic novels. Sådan en er også danske Peter Snejbjergs Hypernauten, der første gang udkom i 1990 og nu er udsendt påny med forord, kommentarer, fraklip og hvad der nu hører til en klassikergenudgivelse.
Ved første blik kan det virke som en tidsbunden historie fra en tegner, der endnu først år senere skulle slå igennem på det internationale marked. Men Hypernautens historie om en rejse ud i rummet og ind i sindet ved hjælp af en såkaldt 'kybernetisk computer' er fuldt ud så frisk og original, som da den første gang udkom. Genren er naturligvis cyberpunk, der med forfattere som William Gibson og Bruce Sterling var 1980'ernes litterære nyskabelse, der undtagelsesvist satte science fiction på landkortet som den form, der bedst kunne fange tidsånden. Her blev forholdet mellem identitet og realitet i en verden, hvor grænserne mellem naturlig og kunstig blev stadig mere udvisket, udforsket i historier hvor den ny tids teknologiske grænseland havde afløst de fjerne planeters tillokkelse.
I Hypernauten greb den unge Peter Snejbjerg grådigt ud efter cyberpunkens elementære byggeklodser, men formåede ikke desto mindre at lave et fuldt ud orignalt værk, der hurtigt eksploderer og opløses i en psykedelisk alternativ realitet, som stadig er stramt komponeret og styret hele vejen mod det uundgåelige og uforudsigelige klimaks. I løbet af den romanlange historie bevæger tegneren sig fra det famlende og grove hen mod en stadig større beherskelse af sine virkemidler og mestring af den glatte streg. Hvor de første kapitler først og fremmest sprudler af entusiasme og hilsener til ældre kolleger som Moebius og Corben, er de sidste en fuldt flyvefærdig billedfortællers værk.
I en helt anden galakse
Bogstavelig talt lysår væk og i en helt anden galakse finder vi amerikanske Anders Nilsens Sisyfos, der alene som boghåndværk påkalder sig interesse. Faktisk burde smudsomslaget i sig selv gøre enhver seriøst litteraturinteresseret nysgerrig efter, hvad der egentlig er på spil her. Når først man har foldet det helt ud, får man en meget konkret fornemmelse af, at bogen også er et fysisk medie, og at det taktile bestemt spiller en rolle for ens oplevelse af kunstværket.
Sisiyfos er tegneseriemediet ved dets yderste forpost, hvor konventioner og formsprog konstant udfordres. Her er de rene piktogrammer, dialoger om semiotik og tændstikmænd med ansigtet kradset ud i en anonymiserende stilisering. Den lakoniske beskrivelse af denne vision af Helvede lyder: "De eneste tv-programmer er quizzer og dårlige serier. Genudsendelser. Og reklamerne varer i flere dage." I titelhistorien er det formodentlig Albert Camus' Sisyfos, der har travlt med at rulle sin sten op ad bjerget. Men han afbrydes af en nysgerrig gås, der ikke kan forstå, at han er tilfreds med sin tilværelse. Han forsvarer uanfægtet sin skæbne, der giver ham fuld tilfredsstillelse: Han kender sit mål og ved, at han er god til det. Han behøver ingen andre begrundelser for at skabe mening i sin tilværelse, mens gåsen derimod må konfronteres med, at det snarere er den, der ikke har styr på sit liv og hvis skæbne højest kan være "at bekymre dig en masse og gå rundt og stille spørgsmål, der ikke besvares". Det har gåsen ikke noget fornuftigt svar på, mens Sisyfos genoptager sit trods alt tilfresstillende liv.
Hos Anders Nilsen er litteraturen for alvor videnskab: en stadig udforskning af verden.
