Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Mageligt parkeret i længsel

Det kan godt være, at der er smæk på guitarerne og lighter-sange til folket, men Morrissey er efterhånden mest interessant som ikon og livslang melankoliker, frem for som musikalsk oplevelse
Kultur
19. februar 2009

"Whatever people say I am, that's what I am not. Because they don't know a bloody thing about me. God knows what I am," siger Albert Finney i filmen Saturday Night and Sunday Morning.

De første to sætninger blev brugt på Arctic Monkeys new new wave-debutalbum, og måske har det været med nik til The Smiths og deres forsanger, Morrissey. Han kender i hvert fald linjerne. For angiveligt har han set Saturday Night and Sunday Morning over 100 gange. Den britiske film om fabriksarbejderen Arthur (Finney), der slæber sig gennem arbejdsugen for at nå weekenden, øllerne på pubben og ikke mindst damerne, som han kommer i klemme imellem.

Med Morrisseys hang til mindre anerkendte ikoner fra svundne tider har en ung, cool Finney hensat i britisk kitchen sink-realisme åbenbart været en kilde til sejlivet fascination. Måske fordi det er et liv, der ligger så fjernt fra manden, der engang erklærede sig aseksuel, i cølibat, med meget få seksuelle - og ynkelige - erfaringer bag sig. Og på sit nye album leverer denne beskrivelse af sig selv:

"I was a small fat child in a welfare house."

Hvilket formentlig er forholdsvis tæt på sandheden, selv om han tidligere har talt om at have levet i fattigdom i Manchester. I virkeligheden arbejdede familien sig op gennem middelklassen. Men sådan er der så meget omkring Morrissey, der fortoner sig i hemmeligheder, omskrivninger, krukkeri og selvmytologisering.

Han fylder 50 i år. Han kan se tilbage på en imponerende karriere, og kan se op eller ned eller hen på en ikon-status, som få får lov at opleve i levende live. Tags: En særegen stemme, en ambivalent seksualitet, et begavet melankolsk, sort humoristisk, overrumplende tekstunivers, et fabelagtigt mejslet fjæs og en offentlig persona, som både har skabt overskrifter og en dedikeret fanbase, som få kan drømme om i dag. MySpace eller ej.

Tilbage i 80'erne var han forsanger i et af britisk musikhistories vigtigste bands, The Smiths, hvorfra han sang om død, ulykke, at kød er mord, at dronningen er død, hvor smukt det kunne være at dø ved sin udkårnes side. Formuleret med en excentrisk melankoli, et yndefuldt sortsyn, en mangelaget ordrigdom og en litterær nerve, der fik ham til at namedroppe Keats og Yeats over for Oscar Wilde, mens protagonisterne mødes ved porten til en kirkegård, hvor de så går rundt og ser på gravsten og tænker på døden, vi alle skal nå.

Han bad butikstyve om at danne fælles front og overtage verden på et tidspunkt, hvor civil ulydighed var knap så hip. Og i '86 sang han "Hang the DJ" efter at have hørt et indslag om Tjernobyl-katastrofen efterfulgt af Wham-singlen I'm Your Man.

Morrissey. Et navn omgivet med religiøs fanatisme. En mand som nu har udgivet sit 10. soloalbum, Years of Refusal.

Begyndelsen til enden

Jeg mener aldrig han har matchet niveauet fra The Smiths. Energien mellem Morrissey og guitaristen Johnny Marr slog stikflammer op gennem musikhistorien og fik også til sidst The Smiths til at slå fatale revner. Og siden har det været en lidt ujævn affære at følge den gode Morrissey. Solodebutten Viva Hate og den senere Vauxhall and I er højdepunkter. Det er Years of Refusal ikke.

Bevares, der er et par strålende sange. "Sorry Doesn't Help" revitaliserer vores hovedperson med et smukt orgel-dolket groove. "You Were Good In Your Time" er vintage Morrissey med dårende strygende og en melankoli, som man kan sende nationer til søs i. Og "I'm Throwing My Arms Around Paris" er en smuk fortabt kærlighedssang med et sikkert guitarriff, hvor Morrissey endnu engang finder ro i fortabtheden:

"In the absence of your love/And in the absence of human touch/I have decided I'm throwing my arms around/Around Paris because only stone and steel accept my love."

Men der er også mange retningsløse rockere, mange vanemæssige ballader, mange gennemprøvede positurer på Years of Refusal. Der er en fornemmelse af magelighed, som der også har været tidligere i hans karriere. Men som har bidt sig fast.

"I'm actually a reasonably conservative, boring person," sagde han til The Observer tilbage i '92, og det er i hvert fald blevet sandt, når det kommer til hans musik. Den er konservativ, og det afhjælpes ikke af lidt mariachi-blæsere, synthstøj og filmlyd rundt omkring på Years of Refusal.

Nu er der heller ikke noget galt med konservativ musik, men det kræver eddersprøjteme, at man har ild i kompositionerne og syre i stemmelæberne. Og det savnes.

Morrissey har, om han kan lide det eller ej og bevidst eller ej vedligeholdt en offentlig persona og mytologi. Også på Years of Refusal, som begynder mere eller mindre som forventet:

"I'm doing very well/I can black out the present and the past now () There is no hope in modern life."

Vi er i vanligt livsbistert territorium og vi får, hvad vi forventer. Og ikke engang flere af de pludseligt eksplicit seksuelle tekster fra forgængeren, Ringleader of The Tormentors, der blev ledsaget af et interview om at han i en alder af 46 var trådt ud af cølibatet.

"Whatever people say I am, that's what I am not," er måske et motto for Morrissey, og det er sikkert rigtig nok. Men samtidig er hans plader blevet ganske forudsigelige sådan rent musikalsk. Okay, så er der en ny spændende producer på, så er der et par perler. Men som helhed nærmer Years of Refusal sig det fortærskede. Morrissey har annonceret at han 'snart' (hvad det så end betyder) vil stoppe før han ender som et patetisk ringvrag. Måske er det på tide at forberede tilbagetrækningen, før alt det som folk siger om Morrisseys musikalske magelighed rent faktisk holder vand.

Morrissey: Years of Refusal (Polydor/Universal)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her