Læsetid: 2 min.

Meningsløshedens muntre død

Peer Hultberg-forestillingen på Plex er en nænsom-kynisk omfavnelse af ordenes ensomhed, sådan en forulykket foredragsaften hos et menighedsråd i forrådnelse
23. februar 2009

Parodi rimer på sympati. Eller også er det omvendt. Men altså: Peer Hultberg-revyen Villa Requiem er en meget ond forestilling, netop fordi den er kærlig. Eller ekstremt grotesk, netop fordi den er realistisk. Men morsomt, det er det altså, dette spex på Plex.

De barske meningsløshedstekster fra Requiem er her blevet trukket ud til en overklippet monolog for tre personer og en musikerduo. Flerstemmigt og enstemmigt i samme åndedrag, men forbistret musikalsk og hele tiden rytmisk, sådan ad-helvedes- til-præcist-forskubbet. Sådan ind i knogler forvist - eller drevet hen mod kropsåbninger, der glider forbi eller kommer gående i dette meningstømte univers af ensomhedseksistenser og ingentingsliv. Gående, gående ...

Tapetskæbner

Instruktøren Anders Lundorph har uden tvivl en forunderlig nøgle til Peer Hultbergs nådesløse verbalunivers. Og performerne følger ham i denne forrygende farce over en menighedsrådsaften af de storladne. Lotte Andersen kaster sin musikalske performerkrop og sit starlook ind under kordegnens otte-karats konfirmationskors og den hofterummelige A-nederdel, og Benjamin Boe Rasmussen ækler sin nørdemands ensomhed mellem sportssider og spegepølsemadder og bar røv i sofaen. Imens synger den farligt-klejne Allan Klie salen varm med udslukt blik og secondhand-træningstøj - og Bebe Risenfors spytter svenske vittigheder ud over kontrabassen, mens Bent Clausen masserer stueorglet med ivrige kjoleskøder ud over bænken. Ak ja, for en fryd. Og tilskuerne sidder stille. Grinende, grinende ...

Det er morsomt, fordi det er rædsomt. Ikke et vægpanel er gået fri af scenografen Signe Kroghs vittige nedslidningsdekadence. Selv et halvsmadret toiletspejl er blevet hængende mellem væggenes forrevne tapeter af fortidige ligegyldighedsliv. Og lyskeglerne bruser og suser i overspændt forventning, akkurat ligesom lydanlægget og menighedsrådets udvalgte skare. For i dag er dagen, hvor han kommer: den store gæst. Messende, messende ...

Tunneltænkere

Det er musikeren Kenneth Thordal, der har sat Hultberg-tekster ind i sine underlige, melankolske sangstrejf, så forestillingen føles som en film med panoramakamera og voyeur-tema. Det er ikke ligetil musik, dette her. Men det er præcist og vanvittigt og begavet ironi-musik på den dér flæskeparterende facon, der altid smitter med livslede og slatne mundvige.

Sangene er ørehængere om smeltede biler i Sanktgotthard-massivets tunnel eller om bøsselivet for den 47-årige med en elsker på 17 - og andre selvhadertekster. Og musikken får teksterne til at springe ud som skønt teater.

Desværre er det også kedeligt teater. Efter en time er menighedsrådets temaaften klar til den kaffepause, der aldrig kommer. Og så kommer der scener, der aldrig burde have forladt kirketjenerens mørke torsdagsfantasier - heriblandt voldsorgier af brutalitet og telefonligegyldig skilsmissevejledning fra et overdrev uden postnummer. Retur kan man ikke sende en dødsmesse. Men man kan mærke, når det er tid til at gå hjem og lægge hænderne oven på dynen. Takkende, takkende ...

AMC@INFORMATION.DK

Villa Requiem. Peer Hultberg-revyen. Tekster: Fra Peer Hultbergs Requiem (1985). Iscenesættelse: Anders Lundorph. Scenografi og videodesign: Signe Krogh. Lys: Sonja Lea. Musik: Bebe Risenfors og Bent Clausen. Sangskriver: Kenneth Thordal. Plex i Kronprinsensgade til den 14. marts.www.plex-musikteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu