Læsetid: 3 min.

En moders uafhængighedskrig

Tahmima Anam er en mester i at flette historier sammen. Hendes anmelderroste og prisbelønnede debutroman er nu oversat til dansk
5. februar 2009

"Kære ægtemand,

I dag mistede jeg vores børn."

Med disse knusende ord, fortalt af den 26-årige Rahana Haque, mens hun står ved sin afdøde mands grav, åbner Tahmima Anam sin mesterlige debutroman, En gylden tid.

Rehana har netop mistet forældremyndigheden over sine to børn, drengen Sohail og pigen Maya.

Hun har efter sigende ikke taklet mandens død ordentligt og er for ung til at tage sig af børnene på egen hånd, har for eksempel taget dem med i biografen for at se Kleopatra (Lis Taylor i bare bryster!) - "var det en passende film for små børn?" Nu skal Maya og Sohail i pleje hos mandens ældste bror og hans kone, Faiz og Parveen, som bor i Lahona i det vestlige Pakistan. Rahana er født i Calcutta, Indien, har familie i Karachi i Vestpakistan, men flyttede selv med sin mand til Dhaka i øst.

Traume fører til oprør

Året er 1959, det vil sige før Østpakistans løsrivelse og dannelsen af den selvstændige stat Bangladesh. Rejsen mellem det østlige og det vestlige Pakistan kræver, at man krydser et helt kontinent:

"Hvad mening gav det at have et land delt op i to halvdele, balancerende på hver sin side af Indien som et par horn?" De oprørske kræfter ulmer fra første kapitel.

Allerede året efter henter Rahana sine børn hjem igen. Hvad der helt præcist muliggør denne genforening, er én af romanens fortællemæssige motorer, og det skal ikke afsløres her. Men det kortvarige tab af børnene forbliver et traume, der på flere måder bliver definerende for Rehanas liv.

Dels handler hun konsekvent på baggrund af skyld og angst for at miste dem igen. Dels vælger hun, da uafhængighedskrigen endelig kommer i 1971, trods sin splittede, flerkulturelle baggrund, at støtte oprøret. Hendes hus bliver hemmelig base for guerillasoldaterne, og hun bliver blandt andet engageret i at sy tæpper til flygtninge.

Hvor langt vil en mor gå?

Men selv om Rahana hjælper oprørerne, er hendes forhold til krigen karakteriseret ved en ambivalens: "Nej, Rehana havde ikke den stringens, der krævedes af en sand revolutionær."

Det har til gengæld hendes børn; og "hun havde for længst indset, at mens børnene for altid ville forblive midtpunktet i hendes liv, ville hun med tiden forsvinde ud af deres".

Sohail og Maya bliver begge involveret i krigen, Sohail glider fra diplomatisk pacifist ind i guerillahæren, mens den vrede unge Maya, der gerne vil kæmpe side om side med mændene, finder en afløbskanal som sygehjælper og kritisk journalist.

Det er ikke nationalismen, men kærligheden til børnene, der driver Rahana ind i frihedskampen. Og da Rahana er romanens fortæller, er det også gennem en moders øjne, vi oplever krigen. Det er hverdagslivet, der står i centrum, ginrommy-klubben, nabokonen, potentielle giftermål og madlavningen, kylling i karry krydret med angsten for, om Sohail er i live, hedebølgen i juli og det omskiftelige vejr i august. Tahmima Anam formår på denne måde at flette den store historie ind i den lille.

En gylden tid er en skarp politisk roman, men den er samtidig en roman om helt almindelige mennesker; om hvordan almindelige mennesker bliver heroiske. Og så spænder den fra ustyrlig morsom, især tegningen af bifigurerne (nabokonen fru Chowdhury er en sand guldgrube), til dybt rørende; med en fænomenal slutning, der rører ved et eksistentielt spørgsmål om, hvor langt en mor vil gå for sine børn. Og hvor langt hun vil gå for sin elskede.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu