Læsetid: 4 min.

Monumental vaklen

U2 har lavet deres bedste album i 12 år. Ikke at det siger så meget, men bandet har ikke desto mindre undsluppet en krank skæbne som patetisk selvforelsket. Og der er sange, som har fordums monumentale vaklen inden for synsvidde
U2 har lavet deres bedste album i 12 år. Ikke at det siger så meget, men bandet har ikke desto mindre undsluppet en krank skæbne som patetisk selvforelsket. Og der er sange, som har fordums monumentale vaklen inden for synsvidde
27. februar 2009

Personligt kender jeg ikke nogen, der kan holde U2 ud. Men jeg kender så heller ikke nogen, der kan skelne den irske kvartet fra Bono. Den selvudnævnte champagne-socialist, den karismatiske forsanger, der er blevet et stadig mere oppustet udråbstegn.

Men jeg kender mange, der har elsket U2. Det holdt bare op. Måske var det den fornemmelse af salvelsesfuld selvsmagning, der kom i kølvandet på deres hovedværk The Joshua Tree (side to er stadig mesterlig!). De genopdagede USA med Rattle & Hum (var det blevet væk?). Og så genopfandt de sig selv omplantet i tvetydighed og med inspirationer fra dance og alternativ rock på deres sidste rigtig gode album, Achtung Baby i 1991. Hvorefter de røg på Zoo tv-turneen, der var pakket med politiske bredsider, som hverken den postmoderne multimedieiscenesættelse eller ironien kunne skjule. Og ja, derfra gik det nedad bakke rent musikalsk, mens Bonos tilstedeværelse på den politiske og humanitære scene blev stadig mere markant.

Og det var formentlig her at hadet til Bono blev grundlagt, fordi hans anlæg for messiansk stræben, der gjorde ham til en markant frontfigur, også gjorde ham til en selvfed formynder for u-lande i de dyre politiske luftlag. Champagne-socialist, også i den grad. Og det har heller ikke hjulpet, at U2 opererer med samme corporate, rå logik, som de firmaer, der omfordeler goder så uretfærdigt verden over, og har flyttet firmaet U2's operationer uden for Storbritannien af skattemæssige årsager.

Har været i terapi?

Efter de to hæderlige plader, Zooropa og Pop, stod U2 med dalende salgstal og proklamerede at de "genansøgte om stillingen som verdens største rockband" - vistnok mere et pitch til et bestyrelsesmøde end en kunstnerisk ambition.

I hvert fald blev All That You Can't Leave Behind i 2000 et absolut lavpunkt i bandets karriere med sine sentimentale popsange og ugidelige tilbagevenden til stadionrock - kun matchet af How To Dismantle An Atomic Bomb, der i 2004 formede sig som en lige så stor fornærmelse mod bagkataloget. Narcissistiske slag i luften fra fire egoer i krise og på parade.

Måske har U2 i mellemtiden været i terapi. Måske har Bono fået besked på at mande sig op sådan rent musikalsk. Måske har de brugt nok tid. U2's 12. album, No Line On The Horizon, har været længere tid undervejs end noget andet U2-album, fem år. Og det er det bedste i i hvert fald 12 år, siden Pop.

Albummet byder på en genforening med producer-genierne Daniel Lanois og Brian Eno, som også stod bag The Joshua Tree og Achtung Baby - og flovmanden All That You Can't... Men denne gang har målet tilsyneladende ikke været at behage Rolling Stones-segmentet, men at genansøge om bandets selvværd.

Stadionhymner

Ikke at vi taler en udladning, som vil brænde sig ind i tidsånden, vende finanskrisen og indløse u-landenes gæld, men på de bedste sange finder vi alligevel U2 inden for synsvidde af deres største bedrifter. Ja, 'Magnificent' vinker endda til stadionhymner som 'New Year's Day' og 'Pride' - storladen og alligevel besjælet. Mens de smukt glødende synth-flader og sprækkerne i Bonos stemme på 'The Cedars of Lebanon' får mig til at tænke på henholdsvis U2's første samarbejde med Eno om albummet The Unforgettable Fire, henholdsvis den kuldslåede stemning på Achtung Baby. Og så er der højdepunktet 'Unknown Caller', benådet af Enos gennemprøvede sans for vokalharmonier, som smelter sammen med Edges ringlende varemærke, uden at nogen af delene virker fortærskede.

Mobber Bono

Lanois og Eno har en stor andel i No Line On The Horizon, ja, de figurerer endda som komponister på linje med U2 på stort set alle albummets sange. Og de benåder bandet med deres spirituelle overskud, kompositoriske rummelighed og sans for afgrundsdybe teksturer samt deres evne til at beånde synthesizere og gøre omkvæd nærværende og mangefarvede, frem for hvidt distanceblændende. Og de mobber Bono ud på dybt vand, hvor der stadig er tvivl tilbage - selv om han da også får lov at synge sig høj på egne anabolske stereotyper.

Larger-than-life er stadig den størrelse, som U2 har en tendens til at trække i, når de står i garderoben om morgenen, og det kaster nogle kedsommelige rockere af sig, også i denne ombæring. De kan lyde som et Red Hot Chili Peppers-coverband, en flok dødsangste rockretorikere; Bonos omkvæd kan stadig skære irriterende, og Edges guitar kan stadig lyde som en 12. generations-fotokopi af sig selv. Bedre er No Line On The Horizon heller ikke. Men her er bemærkelsesværdige oaser.

"I don't want to talk about war between nations," lyder det fra Bono. Og måske er det at granske sig selv, i stedet for at tænke i ydre fremtræden, den afgørende forskel på No Line On Horizons oaser og de sidste mange års tørke. At slippe den corporate selvforståelse som brand, der synes at have forgiftet U2, og i stedet lede efter det, som har drevet dem og gjort dem så forførende: Rastløshed og spørgsmålstegn. Størrelser, vi alle skal kæmpe med, også alene, men som U2 har formået at gøre til en skrålende massepsykose på stadions verden over. Størrelser, der har gjort deres bedste musik til en monumental vaklen anfægtende millioner af mennesker. Det vil formentlig også lykkes med de bedste sange i denne ombæring.

U2: No Line On The Horizon (Island Records/Universal). Udkommer mandag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu