Læsetid: 2 min.

Når mennesker mødes i George Blechers univers

Amerikanske George Blechers debuterer med en ujævn novellesamling
5. februar 2009

Det bedste argument for at læse amerikanske George Blechers Andre mennesker er novellen "Best girl". Den handler om en ung og smågenert fotograf, der i slutningen af 1950'erne flytter fra det hårdkogte Brooklyn til det solrige Los Angeles, hvor han i et supermarked støder på en kvinde, som han håber på at kunne tage det perfekte nøgenbillede af.

Historien er nærmest fitzgeraldsk både i sine stemningsfulde beskrivelser af byen, der symboliserer den ultimative moderne amerikanske drøm - "LA var et paradis: temperaturen så perfekt, at man ikke kunne mærke, om man var nøgen eller påklædt. Masser af billige boliger. Avocadoer og appelsiner hang på træerne overalt" - og i sin underfundige pointe om, at jagten på kontakt, kærlighed og i dette tilfælde også kunst er en tragedie.

"Angst for jordskælv", der handler om en ung sort kvinde med filmdrømme, rammer næsten samme fine takter, båret som den er af antydningens kunst og af en inciterende og sprælsk fortællestemme.

Samlingens resterende seks noveller hamrer Blechers budskab fast på omtrent lige så påtrængende og unuanceret vis som bagsideteksten, der fortæller, at Andre mennesker handler om "vor tids store sygdom: følelsen af isolation og ensomhed".

Jo, det gælder figurerne i Blechers univers, men vor tids største sygdom? I hvert fald en noget banal og bedaget pointe, der totalt ignorerer cancer, aids, hungersnød, hvid støj og Paradis Hotel og i øvrigt glemmer, at sådan har folk (ifølge kunstnere) vist altid haft det.

Nej, mindre kan vel gøre det, og så kunne redaktøren i stedet have brugt sin energi på at rydde op i forfatterens indimellem håbløse formuleringer, såsom når en skilsmissefar forsøger at understrege et eller andet på følgende vis: "Før havde jeg været så doven som en grænsebetjent i et land med venlige naboer, der kun behøver at holde øje med den inderste, beskyttende ring".

Andre mennesker er 67-årige George Blechers første bog. Jeg glæder mig til den næste, hvis den holder niveauet fra "Best girl" og "Angst for jordskælv".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu