Læsetid: 3 min.

På fodtur, hvor jerntæppet gik

Rejsebog. Springende pilgrimsberetning fra Europas brudzone
19. februar 2009

Ideen er sjov: at pilgrimsvandre ad den rute, hvor Den Kolde Krigs jerntæppe delte Europa. Med Winston Churchills ord fra hans berømte tale i marts 1946: "Fra Stettin i Østersøen til Triest i Adriaterhavet er et jerntæppe gået ned over Kontinentet."

Churchill sigtede til, hvordan Sovjetunionen havde gjort sine militære fremstød under Anden Verdenskrig til en kolonisering af Central- og Østeuropa. I 1989 smuldrede jerntæppet, og to år efter forsvandt Sovjetunionen. Hvordan ser der nu ud, hvor jerntæppet gik?

Det har de to billedkunstnere Claus Carstensen og Christian Vind sat sig for at finde ud af. Fra den 18. april til den 26. maj 2006 vandrede de 700 km af strækningen mellem Østersøen og Adriaterhavet.

Deres optegnelser udgiver de nu, rigt illustreret med fotos af landskaber, mennesker og kunstgenstande, som de antraf på ruten. Det er blevet et spøjst værk.

I lange passager er det gribende. I andre forløb er det springende, underligt, nærmest umedgørligt. Bedst er Carstensen og Vind, når de sanser sig frem og bruger illustrationerne til at indsværge læseren.

Iværksætter-bordeller

Her er en observation fra en vandring fra Tyskland og ind i Tjekkiet:

"En time senere når vi frem Hora Sv. Sebastiána, der før murens fald må have været en udørk, men nu emmer af opgejlet iværksætterånd: Tre husmandssteder og gårde er i mellemtiden lavet om til bordeller. På en stor mørkeblå gavl reklamerer et par store, røde læber med ordet KISS henover for det ene. På en anden lysegrøn gavl står der med blå plastbogstaver så høje som vinduerne: 'Super Club'. Mens det tredje bordel oppe ved tanken synes at sætte en ære i ikke at hedde noget."

Fra Salzburg har bogen denne indførsel:

"Der er ledige værelser på Seminarhotel Brunauer Zentrum. Igen det obligatoriske ritual: vaske det ene sæt tøj - ringe - bade. Hænger lidt i hotellets kombinerede restaurant og bar. Tjeneren giver os menukort. Da vi et øjeblik efter bestiller, siger han, at køkkenet lige er lukket. Mærkeligt optrin ..." Gennemgående i bogen er de to forfatteres iagttagelse af, hvorledes magthavere bruger kunst og arkitektur til at omredigere historien. I den østtyske by Chemnitz, der under den sovjetiske dominans bar navnet Karl-Marx-Stadt, besøger forfatterne rådhuset, hvor den symbolistiske kunstner Max Klinger har lavet springvandet i gården og et aflangt vægmaleri i mødesalen:

"På den anden væg i mødesalen er der på størrelse med Klingers maleri et hvidt, monokromt felt, som er et resultat af det 20. århundredes tyske billedstorm. Angiveligt skulle Klinger have malet endnu et maleri til feltet. Under Hitler blev det erstattet med et typisk nationalsocialistisk maleri, der i DDR-perioden igen måtte vige pladsen for et socialrealistisk maleri."

Teksten om det hvide felt fortsætter: "I stedet for - som en fra rådhuset dikteret genforeningsmodernisme - virker den sørgeligt derangerede, hvide monokrom snarere som et udtryk for en æstetisk rådvildhed i forhold til den historiske situation."

Samme rådvildhed iagttager Carstensen og Vind i Berlin, hvor det nye Tyskland har bestemt sig til at udradere DDR-historien ved at nedrive DDR's politiske tempel 'Palast der Republik'. Det udløser forfatternes gentagne hjertesuk: "Historie bearbejder man ikke gennem likvidation."

Et komisk højdepunkt i bogen er oversættelsen af en pamflet udgivet af Chemnitz Kommune om, hvilke logo'er der ifølge tysk forfatningsværn er strafbare, fordi de lufter nazisme. Om hagekorset hedder det: "Anvendelsen af hagekors er dog ikke strafbar, når det af fremstillingen tydeligt fremgår, at den vender sig mod nationalsocialismen og dens ideologi, f.eks. som et gennemstreget hagekors eller på en affaldsbeholder. I alle andre tilfælde er det STRAFBART."

Svagest er bogen, når den fortaber sig i ekskursioner til fjerntliggende emnekredse, for eksempel i en længere afhandling om, hvorvidt det tilsyneladende mord på den italienske filminstruktør Pier Paolo Pasolini i virkeligheden er et underfundigt iscenesat selvmord. Noget søgt virker det også, at forfatterne dekonstruerer pilgrimsberetningen ved at berette udførligt om besøg undervejs af familien hjemmefra. Carstensen og Vind er bedre til at dekonstruere andres historier.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu