Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Portræt af kunstneren som ungt kvaj

Hans Otto Jørgensens hakkende 70'er-memoirer kredser om, hvad det er, der omskaber liv til litteratur
Kultur
12. februar 2009

Han er ikke mere bange for at bruge et ord som minder, han er ikke mere bange for at bruge et ord som erindring. For det er, hvad vi lever af, og hvad forfattere skriver på.

Ud fra denne erkendelse har Hans Otto Jørgensen i sine seneste bøger taget hul og fat på sin egen historie, uden fiktive falbelader og distancerende omsvøb. For nu skal der aflægges vidnesbyrd, både om glæde og smerte, både om det grimme og det smukke. Sidste år ved denne tid udkom Hestenes øjne, om hans indremissionske opvækst, men også om hans tykke, dovne, elskelige faster, og med The Factory (betitlet efter helten, Andy Warhols, legendariske studie i årene 1962-68) har forfatteren kastet sig over sin byrdefulde og stormfulde ungdom i 1970'erne med skolegang, studier, slid, skriverier, misbrug af det ene og det andet og det tredje, mislykkede projekter, samt lykkedrukne stunder i armene på diverse damer.

Brudt epik

Det kommer hakkende, gør det, i en brudt epik, der hele tiden bremser op, forfølger et sidespor, føjer nye personer til, folder ekstra motiver ind. Men gennem hele bogen går forfatterens solide respekt for fakta og hans insisteren på dagligsproglig klarhed: "Jeg kommer aldrig til at skrive dunkelt."

Værket bekræfter endnu en gang - og hvorfor ikke gentage det her? - hvor pragtfuldt det var, det, der hændte dansk digtekunst tilbage i 1989, da Hans Otto Jørgensen efter mange års tilløb debuterede med rableromanen Tårnet. Han skrev og skriver stadig på en knitrende energi i tekster, der mosler og møver sig frem, på samme tid klodsede og elegante, helst raffineret rå.

Genrebetegnelsen 'roman' skal man ikke tage alt for tungt. Hvad der foreligger her, er illustrerede memoirer, som billede for billede samler sig til portrættet af en digterspire i vilter vækst og på zigzaggende slingrekurs mellem skiftende miljøer, drevet af indre uro, i konstant elevatorfart mellem et Oppe i form af overmodig tillid til sin egen rolle som udvalgt til Kunsten og så et bundløst Nede af ensomhed og følelser af oversethed og udstødt uanvendelighed.

Til fest i tårnet

Man kan bruge The Factory som én eneste navnedroppende nominering af kandidater til posten som den, der gjorde Hans Otto Jørgensen til forfatter. Listen omfatter Karen Blixen, Johannes V. Jensen, Albert Dam, Jens August Schade, Jørgen Nielsen, Storm P., men også Beckett, Burroughs, Allen Ginsberg og førnævnte Warhol - inspiratorer, af hvilke mange i et vidunderligt kapitel finder hinanden til forrygende fest i Tårnet.

Man kan også læse bogen som et stykke 'vidnesbyrdlitteratur', samlet om at finde ud af, hvad der gjorde ophavsmanden til den sammensatte person, han er. Var det mon en tidlig og aldrig tilbagelagt oplevelse af at blive 'overset' eller måske ligefrem kasseret af far? Var det den 'manglende smertebehandling', drengen udsattes for, da han havde fået ansigtet skrællet af remmen til kværnen? Eller skyldes den angstspændte vildskab et 'misbrugsgen', han har arvet efter den sammenbidt afholdende far, en 'proteinernes intelligens'?

Et eller andet sted, bag om ryggen på forfatteren, mødes de teser - den om at være på én gang udpeget og udstødt, den om den manglende smertebehandling og den om det arvede misbrugsgen - fordi smerten i sin tid aktiverede kroppens egne morfindepoter, og han ad den vej blev afhængig. Hvor lykkeligt, at han med denne bagage ikke nøjes med at bjæffe som en lille hund om natten, men tværtimod har fundet ud af, "at det er muligt at artikulere dette bjæfferi i et meningsfuldt sprog-ud-af-kroppen"!

Poetik udledt af livet

En tredje læsning kan i forlængelse heraf kode værket af som en serie dybt personlige refleksioner over, hvad der frembringer litteratur. Er det 'anfald af sprog', der hænder, når en person med for meget hjerne begynder at fortælle sig selv? Er det erkendelsen, en beslutsom erkendelse, af hvor vigtigt det er at skrive? Er det dén følelse af at være 'forkert' og så alligevel 'rigtig'? Er det en balancegang mellem at ville føle sig svigtet og så alligevel undgå at blive svigtet? Eller er det en hengivelse til 'væren' som ligger i blot at sige som Jørgensen gør til sidst i sin bog: "Vi skal alle leve. Uden at tænke på noget andet end netop at leve."

"Litteratur handler ikke om andet." Sådan siger han gang på gang - og modsiger altså sig selv. Resultatet bliver en paradoksets poetik, som måske ikke er almengyldig, men fremtræder som personligt sand derved, at den er udledt af livet.

Jørgensen erkender på bogens allersidste sider, at "det bliver noget arrogant, det her. At der er noget med, at jeg ved, hvad livet handler om, og at den viden eller erfaring i særlig grad kvalificerer til at skabe litteratur." Men det mener han også det gør, og det mener han så alligevel ikke.

Slutfacit bliver, at det ikke har en skid med møjsommeligt erhvervede kvalifikationer at gøre, men måske nok med arrogance. "Jeg er i den grad en hjemmeføding," skriver han. Alt, hvad der er sket i hans liv, er kommet til ham, eller sådan ser det ud. Men nu accepterer han det. Jamen, var det ikke også det, Karen Blixen mente med stolthed?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her