Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Hun har jo rent faktisk tøj på

Lily Allen er mindre mandehadsk og reggaeinspireret på sit andet album, der formentlig ender som en af årets udgivelser. Det myldrer med milde melodier, pirrende provokationer og forunderlige fortællinger. Hendes landsmand Wiley er til gengæld gået mere pop, end godt er
Kultur
25. februar 2009

Det er ikke, fordi Lily Allen stiller stiletterne pænt udenfor, når hun gør sin entré nogetsteds at all. 23-åringen galopperer direkte igennem overskrifterne og stjæler dem på vejen. Siden sangerinden indtog Myspace.com i 2005 og vraltede direkte ind på den britiske hitlistes mytiske førsteplads med den skælmske "Smile" i juni 2006, har hun nærmest ikke bedrevet andet end musik og ballade. Hun langer til stadighed ud efter andre kendisser, giver deres lyd fingeren, blamerer sig i fuld offentlighed og udstiller sig selv i nogle tilnærmelsesvist makabre blogskriverier. Det interessante ved postyret er, at hun jo rent faktisk har tøj på. Lily Allens anden plade er mindst lige så vellykket som debuten Alright, Still for godt og vel to år siden, og det siger ikke så lidt. Til trods for, at It's Not Me, It's You har sine svagheder, er det uden sammenligning 2009's hidtil stærkeste popalbum. Væk er den trælse reggaebund, og i stedet bobler et lifligt væld af luftige melodier under de varierede fortællinger om hende selv, kærligheden, menneskeheden, overforbrug, stofmisbrug, ekspræsident W., religion, foruroligende rutiner og dårlig sex. Det er ret pænt gået/vraltet/galopperet af en furie på 23, som er meget mere end en fiks udgave af Alanis Morissette. Og på alle mulige måder dimensioner bedre end danskerklonen, Sys Bjerre.

Masseforbrugsvåben

Lily Allen lægger naturligvis benhårdt fra land med albumåbneren "Everyone's At It". Den sirenedrevne og hastigt huggende ørehænger beskriver ungdommens voksende begejstring for kokain: "I'm not trying to say, that I'm smelling of roses / but when will we tire of putting shit up our noses?," spørger den tidligere ecstacy-pusher. Nummeret er medrivende lytning med dets forvrængede grime-klimaks, men man fristes også til at spørge, hvad Lily Allen egentlig har på hjerte. Konstaterer hun blot eller lurer der en moralsk opsang? Så er førstesinglen "The Fear" klarere tale. Nummeret er en funky sag, om end udstyret med et ordinært beat. Tekstsiden, der cirkler om vores omsiggribende overfladefetich og materialisering, viser, at frøken Allen er leveringsdygtig i bidende lyrik: "I'm a weapon of massive consumption / and it's not my fault, that's how I'm programmed to function".

Det er jo decideret labert skrevet - og efter denne anmelders smagsløg en tak skarpere end den gode The Streets' nylige udgydelser over samme læst. På "Not Fair" er Lily Allen endelig tilbage i sin oprindelige rolle som mandehader. Man fornemmer dog en vis modenhed, eftersom hun sådan set holder af det meste ved sjuften. Der er blot ét problem: "I think you're really mean / oh you're supposed to care, but you never make me scream."

Det er da også grove løjer, når sangerinden bruger halvdelen af døgnets vågne timer på at 'give hoved', som hun udtrykker det - mens en fjollet banjo og gumpetung gulvbas sørger for at understrege sangens useriøse karakter. Vi har altså fattet pointen om manglende seksuel ligestilling, og derfor er det unødvendigt, at vi skal have denne oven i købet: "It's really not okay/oh you're supposed to care, but all you do is take."

Popprinsesse potentiale

Den samme trang til at skære tingene ud i pap dukker op på "Him", der mere eller mindre genbruger ideen fra Joan Osbornes "(What If God Was) One Of Us". Lily Allen filosoferer finurligt over, om Vorherre har prøvet heroin, om han virkelig foretrækker europider og fastslår implicit, at Han er en han og nok mest lytter til Creedence Clearwater Revival. Det er underholdende eksekveret, og så skal hun alligevel smøre for tykt på i det fængende omkvæd: "Ever since he can remember / people have died in his good name / long before 11th September / Long before hijacking planes." Den sidste tilføjelse taler nærmest ned til lytteren og blotter en af de svagheder, Lily Allen endnu mangler at arbejde med. Får hun styr på de småordinære produktioner (læs: den uinspirerede rytmesektion), og dropper hun uvanen med at stikke skeer i sit publikums ører, så har London gaflet sig den nye Madonna. Intet mindre.

Renskuret snavs

Den 30-årige Wiley fra øst-London er sjovt nok ingen ny Madonna. Rapperen med de trinidadiske rødder blev til gengæld manden, som tog den metalliske og skurrende britiske hiphopafart, grime, op i de kommercielle luftlag. Homien Dizzee Rascal har akkurat holdt sig for fin til at kompromittere den kompromisløse genre, men Wiley må være sulten eller godt gammeldags på røven. I hungeren efter at følge op på sidste års uforudsigelige hitlistesucces med "Wearing My Rolex" går Wiley så meget pop på sit tredje album, See Clear Now, at han glimtvis ender som en renskuret dengsedreng - langt fra grimens snavsede signatur. "5 AM's" og "Can't Stop Thinking's" klæge omkvæd er uklædelige for en pioner, der på det nærmeste opfandt den frossent knagende beatbund i 2004. Flommede refræner kan alle lave, og "Wearing My Rolex" er højdepunktet på et ujævnt album med flere bølgedale end -toppe. Ellers er det især den dunkle Hot Chip-kollaboration "Step By Step" og "I Am the Sea", der med ambitiøse og changerende kompositioner lugter af mere end forfladigende kassetænkning. Det er skidt, Wiley - på den forkerte facon.

RUSK@INFORMATION.DK

Lily Allen: It's Not Me, It's You (EMI). Udkommer i dag

Wiley: See Clear Now (Warner). Er udkommet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her