Milan Kundera skrev engang et essay om de små nationers betydning i Europa: "En iagttager udefra kan blive fascineret af den ofte forbavsende intensitet i deres kulturelle liv. Dette er en fordel ved lidenheden: Frodigheden af kulturelle begivenheder forgår i en menneskelig skala; alle kan blive omfattet af denne frodighed".
Og Kundera tilføjede: "Men i denne intime atmosfære trives også den gensidige misundelse, alle holder øje med hinanden".
Alt dette passer ganske udmærket på det danske musikliv i det foregående århundrede, med et særligt udtalt eksempel i Rued Langgaards tilstedeværelse. Der har været de synlige og de mere usynlige budbringere.
Den store fornyer var Carl Nielsen, hvis musik greb ind i alle afkroge af det danske samfundsliv, højt som lavt. Her er der tale om en komponist i en såre menneskelig skala. Langgaard kunne man beskrive som et usynliggjort eksemplar af standen, en fantast, der gik imod strømmen med sin ejendommeligt himmelstræbende musik, en grim ælling i hønsegården, som ganske symbolsk trak vestpå og tilbragte sine 12 sidste år i et organist-eksil i Ribe.
Klippepastoraler
Kernen i værket er de mange symfonier komponeret mellem årene 1908 og 1951, men modsat flere af Carl Nielsens seks kan ingen af Langgaards 16 hævdes at være blevet folkekære. Det har nu også været svært at komme i kontakt med dem. Langgaards musik står sjældent på koncertprogrammerne, og den er ikke blevet indspillet i væsentligt omfang; i 1998 søsatte Dacapo imidlertid en Langgaard-cyklus med DR Symfoniorkestret under Thomas Dausgaard.
Den er nu tilendebragt, og det er blevet fejret med udgivelsen af symfonierne og forskellige orkesterværker i en boks, der på alle niveauer overhaler den polske cyklus med Artur Rubinstein Filharmonikerne under Ilya Stupel udsendt af Danacord i 1992.
Det er mildt sagt en forunderlig oplevelse at rejse gennem disse 16 symfonier. Man kan have en klar fornemmelse af, hvordan Schumann, Wagner, Tjajkovskij eller Richard Strauss lyder hver for sig. Hvad så med Langgaard? Ja, man hører mindre til ham selv og mere til de nævnte romantikere i den utæmmelige flod af senromantiske toner. Langgaard var en fantastisk musikbegavelse, faktisk et vidunderbarn af samme kaliber som den fire år yngre, overalt i Europa forgudede, Erich Wolfgang Korngold.
Som 15-årig begyndte Langgaard på sin første symfoni, en vision om en bjergvandring forstået som en åndelig opstigning.
Året var 1908, og det er bemærkelsesværdigt at hans idol, orkestervirtuosen Richard Strauss, først komponerede sin monstrøse Alpesymfoni i 1911. Strauss kaldte den også 'Antikrist inspireret af Nietzsche', for så vidt at symfonien skulle indeholde moralsk renselse ved hjælp af egen styrke, befrielse gennem arbejde, tilbedelse af den vidunderlige evige natur.
Et langt stykke den voksne Rued Langgaards ord om igen, han skrev som bekendt en opera med titlen Antikrist.
Syretrip i senromantik
Langgaards 1. symfoni kom til at hedde Klippepastoraler, den har absolut Strauss-dimensioner med kæmpe strygerbesætning og otte hornister, hvoraf fire spiller på Wagner-tubaer. Radiosymfonikerne når hørbart ikke op på det ønskede antal violiner, men de yder en respektindgydende indsats. Ydersatserne er rene syretrip i senromantisk svulstighed eller sagt på en anden måde: Langgaard out-straussing Strauss. Til tider som et imaginært Hollywood-score af Korngold, tilsat Elgars pomp, Wagners Mestersangere og Bruckners stigningskadencer.
Løvfald
Det var slet ikke Langgaards ambition at nå frem til sin egen identificerbare stil. Hans anliggende var mere altomfattende. Musikkens uendelige rum var for ham forbindelsen mellem himmel og helvede, det valgte fundament var romantikkens dur-mol-sprog, og engang i fremtiden skulle hans musik være en gennemsyrende faktor i et nyt religiøst-spirituelt samfund. Intet mindre.
Derfor arbejdede Langgaard som en rasende på at udvikle sine symfonier i mangfoldige retninger og udtryk. Den Anden Vårbrud tager model af Mahlers 4. Symfoni med en orkesterlied som finale, og den 3. symfoni Ungdomsbrus (La melodia) er stort set en klaverkoncert i Schumann-stil.
I 1916 møder vi så en helt anden verden med den 4. symfoni i én sats kaldet Løvfald. Her lyder Langgaard faktisk som Langgaard.
Hvor man i de tre foregående symfonier ofte kan savne dynamiske kontraster og økonomi med virkemidlerne, bliver man her fanget ind af en rigt varieret efterårsfortælling, præget af vemod, afsked og mættede naturbilleder. Langgaard pendulerer fra eksalteret splittelse til sval lyrik i en mesterligt behersket disponering af symfoniens 13 små kapitler.
Radiosymfonikerne føler sig mærkbart hjemme i denne musik, ligesom Thomas Dausgaard formidler tonedigtet med falkeblik for de mindste ændringer i tonefaldene. Det er rent ud bemærkelsesværdigt, hvor fremsynet Langgaard er på dette tidspunkt; først med sin 7. Symfoni i 1924 kommer Sibelius frem til sin énsatsede symfoniform, som blev modtaget som en revolution.
Det himmelrivende
Langgaard går videre med denne ubrudte form i 6. Symfoni fra 1920, og den kan forstås som en kommentar til den store rival Carl Nielsen og hans 4. symfoni Det uudslukkelige, hvis fire satser forløber uden pause. Det forunderlige er blot, at Langgaard anticiperer det modernistiske tonesprog i Nielsens 6. og sidste symfoni fra 1925.
Langgaard kalder sin 6. for Det himmelrivende. Et tema i to versioner med fem variationer. Som sådan klassisk renfærdig musik, men bag den skjuler sig budskabet: "Da greb vor Jesus ind med magt og rev ondskabens rivende hær i himmelrummet".
Symfonien hører sammen med operaen Antikrist og udtrykker dermed - kort sagt - troen på menneskehedens frelse gennem Antikrist-skikkelsens indgriben i vor civilisations dekadence, åndelige forfald og undergang. Netop denne symfoni fremstår som Dausgaard-cyklussens sande mestergreb, så fabelagtigt realiseret i stram orkesteropvisning og apokalyptisk transcendens.
Rued Langgaard komponerede et par symfonier mere og begav sig derefter ud på en længere ørkenvandring eller sagt på en anden måde: Han tog sine kampe med hovedstadens musikliv, som fandt ham for mærkelig, for frelst, for selvovervurderende og for tilbageskuende.
Langgaards musikpause blev lang, men han flyttede omsider til Ribe og blev grebet af en ny symfonisk raptus. Disse otte sidste symfonier er højst forskellige i omfang og indhold, men de er tro mod hans åndelige felttog.
Symfoni nr. 16, Syndflod af sol, betegnede han som afslutningen af musikkens mission i verden. Han var en aldeles udansk kunstner, og derfor er det er så velgørende at møde hans insisterende musikalske evangelium i en tid, hvor den nationale kulturarv bliver kanoniseret og tillempet en lurmærket kvalitetskontrol.
Rued Langgaard unddrager sig i virkeligheden noget sådant, han var for meget af alting for det lille Danmark.
Rued Langgaard: Symfonierne. Orkesterværker. Inger Dam-Jensen (sopran). Lars Petersen (tenor) Johan Reuter (baryton). Per Salo (klaver) DR Vokalensemblet, DR Koncertkoret, DR Symfoniorkestret. Dirigent: Thomas Dausgaard. Dacapo 6.200001. 7 cd'er. 499 kr.
