Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Skammekrogen

Fra at være et centralt skib i den danske kunstflåde er Corner blevet kedelig og irrelevant
Kultur
6. februar 2009
Fra at være et centralt skib i den danske kunstflåde er Corner blevet kedelig og irrelevant

Bedømmelse: 1/6

Little Jack Horner sat in the CORNER

Eating his Christmas pie,

He put in his thumb and pulled out a plum

And said: "What a good boy am I!"

I modsætning til lille Jack Horner, der trak et skøde på et slot ud af tærten, så er blommerne forlængst fortæret og skidt ud igen hos Corner. Kun selvtilfredsheden og blindheden over for det groteske i egen barm har de to absurde størrelser stadig til fælles.

Det helt store paradoks er, at Corner i gamle dage var parnasset, hvor det var næsten umuligt at komme ind, nu er det tilsyneladende umuligt at komme ud igen. Hvad laver for eksempel Pontus Kjermans heste i ler på en kunstudstilling i 2009? Og Uffe Christoffersens tigre? Hvis man vil tages alvorligt på kunstscenen i dag, kan man ikke diske op med de samme tricks som i 70'erne.

Postkort-motiver

Corner er grundlæggende blevet overhalet af den måde, samfundet fordøjer kunsten på. I gamle dage accepterede samfundet kunsten gennem officielle kanaler. Ligesom med DR-licensen ville vi gerne betale for gaver, vi ikke vidste, vi ønskede os. Den tid er slut. Bo Bedre-segmentet accepterer i dag hvad som helst, bare det er flot, Art Basel segmentet accepterer alt bare det er hårdt og provinsen-godkendt med en konceptuel kerne af kvalitet, kunsthistorikerne accepterer alt med et akademisk bidrag, og Valby-samlerne accepterer det chikke, nemme og billige. Corner er efterladt med tosserne på Midtsjælland, der tisser i bukserne af glæde ved tanken om, hvor meget de bare ææælsker kunst (og rødvin).

Men ak, skæbnen var slettere end ond, netop som Corner skulle aflives, blev kunstverdenen ramt af den relativisme, som tog lande med storm, og pludselig var alt lige godt og intet bedre end andet. Tænk blot på hvordan de følgende linjer om Uffe Christoffersen vil blive læst:

Da Uffe indledte karrieren, var det lidt frækt kun at have ét motiv, det var en konsekvens, man troede indeholdt en afsøgning af en bestemt teknik, eller motivet, men det viste sig bare at være en sund levevej, en dyrehandel, et skomagerværksted, en merchandisebutik, en ubevidst klodset branding af værste skuffe uden at diskutere brandet som fænomen. I Jylland muligvis en orgastisk iteration, men i resten af landet bare en irriterende og udspekuleret produktion af motiver til postkort.

Enhver vil nu med rette kunne hævde, at ovenstående kun er et synspunkt, der ikke er mere værd end et hvilken som helst andet synspunkt. Og det gør det selvfølgelig nemt at være til, der er ingen modstand, du skal ikke bekræftes, og du kan sejle rundt i din egen livsglæde, til du drukner af selvfedme og sød lykke. Men hvis du vil fortælle andre hvad der er godt, er det svært at hive noget op af dyndet uden at blive trukket med tilbage i middelmådighedens kviksand.

Overgået af sin lærling

Lars Grenaa, der er lærer på akademiets trykkerskole, er dygtig, men det, han laver, er sjælløst og mekanisk. Den stoiske ro i hans pæne og præcise tryk er så stoisk, at man fryser, og ethvert motiv, om det så er bananer eller kvinder, vidner kun om, at han ikke ved, hvad han vil. Det er påfaldende så lidt, han har på hjerte, han burde aldrig være blevet kunstner.

Og det mest spændende ved Pontus Kjermann, der udstiller ved siden af Grenaa er, at der findes en kunstner i Beijing, der lever af at kopiere hans heste i ler, han skriver selv på sin hjemmeside, at han er en gammel elev af Pontus. Og han er bedre end sin gamle mester!

Hans Voigt Steffensen er der med endnu et turkis helvede - nu fra Venedig, lidt mere kontrakultur og han havde været den danske Hockney, nu er han bare trist. Men han har et brand, der vil noget, han har en kæmpe produktion og et dejligt liv, der mangler bare en gnist af at ville noget andet end at please rødvinsgenerationen.

De annoncerede værker af Lucian Freud viser sig at være to tarvelige tryk. Og udstillingen fortsætter desværre i orangeriet med Jens-Peter Kellermanns små mennesker i bronze og granit, der er så tarvelige og højskole Giacomettiagtige, at man beder til og håber på, at der ikke er hold i ESP-teorien om, at planter kan føle smerter, da Kellermann i så fald kan se frem til et langt liv bag tremmer.

Corner på Sophienholm, Nybrovej 401, Lyngby til den 1. marts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her