Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Soul med tunge støvler

Afroamerikansk pigmentering gennemfarver svenske Jenny Wilsons nye fremragende album. Det er soul og r&b fortolket bag termoruder og iført tunge, skandinaviske støvler
Kultur
23. februar 2009
Jenny Wilson har ikke valgt den nemme løsning, men har med -Hardships!- lavet en ambitiøs soul- og r&b-farvet to-er.

Jenny Wilson har ikke valgt den nemme løsning, men har med -Hardships!- lavet en ambitiøs soul- og r&b-farvet to-er.

Anders Kylberg

Man skal ikke være bange for at flytte sig. Også selv om resten af verden ikke gider at følge med. Eller kalder én Judas. Eller krukke. Eller selvoptaget. Og svenske Jenny Wilson har flyttet sig. Væk fra den alternative hitskabelon på debutalbummet, mod noget mere ambitiøst og kunstfærdigt udformet.

Og lad det være sagt med det samme: Wilson har ikke lavet Love and Youth, Volume 2. Albummet, som fik det til at skælve sødmefuldt gennem i hvert fald det danske indie-segment. Albummet, som fik mange af os til at længes voldsomt efter eller rent faktisk føle albummets to magiske ord. Fordi Jenny formåede at blæse ny sanselighed i dem på en måde, som man kun kan, når man har fået en vis modenhed i forhold til disse to stærkeste former for legal highs - and lows.

Dét album har hun ikke forsøgt at leve op til. Men med Hardships! har hun forsøgt at leve op til sine egne kunstneriske ambitioner og til en indre drift mod tematisk modning. Det har ført hende dybt ind i soul- og r&b-traditionen.

Noget af en musikalsk bevægelse for en dame, der er rundet af en hvid indierock-tradition især i First Floor Power, der begik mesterværket Nerves, inden Wilson gik solo. Og dog alligevel en bevægelse, man kunne ane i de mere disco-farvede og soul-glødende øjeblikke på Love and Youth, men som nu er overrumplende udfoldet på Hardships!

Saxofonsolo? Destiny's Child-lignende zigzag-fraseringer? Spirituelle soul-omkvæd a la Marvin Gaye? Ja da. Hardships! er et soul-album og en r&b-skive, men iscenesat med en alternativ sjæls slebne sans for at finde sprækker i formerne, stikke dolken ind og udvide dem.

Så Jenny Wilsons version af soul og r&b er kammermusikalsk knirkende og excentrisk, den er finurligt iscenesat med håndklap, knips og støn, den afbrydes og omformes med stor opfindsomhed. Den er rytmisk raffineret uden komplekse programmeringer, men med filende violiner og frække skift. Den rækker ud mod friheden båret af tværfløjter og bjælder.

Det er en, så vidt jeg kan høre, non-elektronisk affære. Og Wilsons produktion giver krop til hvert eneste, fornemt arrangerede instrument, som får lov at bidrage med hver deres stemme, der sjældent snakker traditionen efter munden - ja, flere steder skaber kontraster, diskussioner, understrømme og kupplaner. Om det så er en dissonant xylofon, dårende strygere, afrikansk rislende melodi-guitar, børnesangs-klaver. Det sitrer og klikker omkring damen.

Ambitiøst og klassisk

Jenny Wilson er blevet 33 år - og det er måske cirka den alder, man skal nå, for at formulere følgende spørgsmål: "Do I know love, or only yearning?". Og det er imponerende, hvor klassisk nogle af sangene på dette hamrende ambitiøse, andet album lyder. Her er sange som jeg virkelig gerne ville høre fortolket af Marvin Gaye, Curtis Mayfield, Nina Simone, ja, også Common, Erykah Badu, sågar Massive Attack, Destiny's Child og Jay-Z.

Og dog. Beyoncé Knowles - frontfiguren i Destiny's Child - ville nok ende med at rave rundt som en elefant i en Gucci-butik, ude af stand til at løfte - og forstå - sangenes tyngde, som Wilson selv giver vinger. Og jeg nyder at høre Wilson blæse liv i dem med sin kønt svungne og besjælede stemme, der holder dem forankret i nordisk natur. Det er alternativ soul og r&b indspillet bag termoruder, og sangene swinger let støvet og på en skandinavisk, ikke afroamerikansk måde. Altså med måde. For Wilson har tunge støvler på, også her på Hardships! Og trods den mørkere pigmentering og større kompleksitet er der en lige linje til Love and Youth's inderlighed og melodiske og harmoniske rigdom.

Og livet er heller ikke nemt på rejse i Wilsons nye arterier gennem musik-historien. "Looking for some shelter - looking for a better, sweeter land". Forladte kvinder, længsel efter frihed, en pige der vil til søs, men er, ak, så forankret, spisebordet beskrevet som borgerkrig. Ofte holdt i et altmodisch univers, hvor skjorter lappes, der er huller i taget, og det regner ind, og der er et ildsted, hvor man samles. "Feed the kids with what we've got/ Chicken bones and porridge in a cup". Jeg kommer til at tænke på PJ Harveys viktorianske blodudtrædninger på White Chalk.

Men der er også dagligdags snapshots fra, hvad der kunne være Wilsons eget liv som mor: "Push, push the pram, oh mum!/ I push it forward until my feet are getting numb/ Sweat is dripping down my chest/ Haven't seen no medals yet". Og senere i sangen: "Through all your hardships you must dream!"

På kant med skønheden

Hendes yndefulde fægtning i afroamerikansk arv er også så meget desto mere vedkommende, fordi hun sætter sine stemmelæber og kompositioner på kant med konventionel skønhed. Der er en åbningsakkord, som lyder som fejllyden på en PC. Der er tyndt strakte stemme-læber, der gnider mod den gymnastiske tendens i traditionerne, hun trækker på. Ja, Wilson insisterer i helt afgørende passager på at følge sin egen idiosynkratiske drift mod at filetere og fægte mod velafrundet, vedtaget skønhed med skæve akkorder, avantgarde-melodier, formbrud - hvilket faktisk bare får skønheden til at bløde med forstærket, kampslidt kraft.

Hardships! er en samling sublimt arrangerede og ornamenterede indie-spirituals for længselsfulde sjæle verden over. En smuk rasen mod lyset. Der er dog et par for stivbenede og blegnæbbede passager undervejs, men albummet er som helhed en ret så original udfordring, man tager på sig med stor nydelse.

Det kunne betyde vigende fanskare, hvis ikke man med en vis ret kan forvente, at netop denne fanskare har en solid evne til fordybelse og en sund respekt for modstand. Handsken er kastet. Må folket samle den op i hobetal.

Jenny Wilson: Hardships! (Gold Medal Recordings/Playground). Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her