Forestil dig et imponerende stort træskelet med 20 kraftige 1.000 watts glødepærer der hænger i zigzag i forskellige niveauer. Pærerne skiftevis tænder og slukker i intervaller, der enten er baseret på 10-talsystemet eller 12-talsystemet.
Selve installationen ligner noget fra provinsen, det er fimset, og pærerne ligner noget fra et salgsvindue i en boligindretningsbutik. Men så går det også for alvor ned ad bakke. For 10-talsystemet refererer til den måde, vi måler rum. Og 12-talsystemet til den måde, vi måler tiden på. Så når pærerne skiftes til at tænde og slukke, snakker de til os om noget, der er så uendelig latterligt, at man som museumsgæst føler sig taget godt og grundigt ved næsen. Thorbjørn Lausten har lavet samme konstruktion før, hvor pærerne morsede ordet 'lys' på seks forskellige sprog. Man undrer sig over, hvorfor manden i det hele taget blev kunstner. Han ville være en god elektriker. Eller læserbrevsskribent. Han er i hvert fald hverken professoren fra Tilbage til fremtiden eller Oscar Wilde. Men man har dog en underlig respekt for ham alligevel, fordi man altid hører, at han var Olafur Eliassons læremester.
Et værk med 14 røde lysstofrør er meget smukt og ikke viklet ind i en eller anden kompliceret pseudovidenskabelig 'halløj på badehotellet'-undersøgelse, men det havde alligevel virket bedre, hvis de bare var kastet ind i et hjørne og havde ligget og lyst, det havde i det mindste været mere ærligt. Og de tre værker udenfor er betagende på grund af omgivelserne, de er placeret i, et gammelt gods og et nyt, moderne museum, men lys er også en taknemmelig størrelse. Man kan ikke sige noget ondt om lys. Men Lausten bliver man hurtig træt af. MIJ
'Intervaller' på Fuglsang Kunstmuseum, Nyestedvej 71, Lolland til den 19. april
