Læsetid: 4 min.

Ungdomsoprøret som demokratisk højdepunkt

De rituelle og efterhånden automatiske indvendinger mod 1968 overser ifølge den franske filosof Jean-Luc Nancy, at det lykkedes ungdomsoprøret at realisere demokrati som en livsform
Oprør. I løbet af den seneste år er der gået mode i at beskylde Ungdomsoprøret for alt, hvad der er gået galt i Vesten lige siden, men den franske filosof Jean-Luc Nancy ser begivenheden som en foreløbig demokratisk kulmination.

Oprør. I løbet af den seneste år er der gået mode i at beskylde Ungdomsoprøret for alt, hvad der er gået galt i Vesten lige siden, men den franske filosof Jean-Luc Nancy ser begivenheden som en foreløbig demokratisk kulmination.

14. februar 2009

De har så umådeligt travlt med at lægge afstand og pege fingre og udråbe ungdomsoprøret til det sted, hvor det hele gik galt: Familien gik i opløsning, seksualiteten blev til kynisk tilfredsstillelse, og moral blev afløst af ligegyldighed og relativisme.

Den fortælling er ikke så udbredt i Danmark længere. Når alt kommer til alt, må børnene af 68'erne erkende, at de som snart 50-årige ikke længere kan skyde skylden på en forældregeneration på vej på pension og plejehjem.

Men i Frankrig fortsætter kampen om og i særdeleshed imod det ungdomsoprør, som altså er blevet 40 år gammelt. Den franske filosof Jean-Luc Nancy, som selv er født i 1940, fejrede ikke jubilæet med at gentage parolerne om 68 som det seneste syndefald i moralens verdenshistorie. Han skrev i stedet en pamflet til forsvar for ungdomsoprøret:

"Beskyldninger imod 68 er så forbløffende i deres egen kynisme og så rystende i deres gennemskuelige dagsorden, at det er meningsløst at spilde tiden på at afvise dem. Det er ikke desto mindre både dybt foruroligende og symptomatisk, at en så vanvittig beskyldning kan blive almindeligt anerkendt".

Det er således ikke beskyldninger som sådan, der interesserer Nancy. Det er de vaneforestillinger og tankemønstre, som gør udbredelsen af beskyldningerne mulig, som hans lille bog Vérité de la démocratie - Sandheden om Demokratiet, er skrevet imod.

Hvad er demokrati?

Man må ifølge Nancy forstå ungdomsoprøret som en demokratisk begivenhed.

Det kræver en gentænkning af, hvad demokratiet betyder. Det er en præmis for Nancy, at demokrati kun sekundært er valg, institutioner, lovgivning og parlamentarisk. Primært må man forstå demokrati som en særlig 'ånd'. Denne ånd bestemmer Nancy som et opgør med de etablerede verdensbilleder. Det kan både være traditionelle hierarkier, gammeldags formynderi eller nye universalperspektiver. Når en økonomisk tænkning for eksempel reducerer mennesket til homo economicus, og tilværelsen således gøres til ren personlig profitoptimering, er det et universalperspektiv, som er fundamentalt udemokratisk. For demokratiets ånd er nemlig for Nancy, at mennesket ikke skal finde sig i at blive underordnet sådanne verdensbilleder. Og demokrati er derfor en kultur, som hele tiden gør det muligt for menneskene sammen at tænke og opfinde en politik, som ikke reducerer menneske til cifre i en kalkule eller undersåtter for en overordnet målestok.

Nancy understreger derfor, at demokrati handler mere om 'kraft' end om 'rettigheder', det handler om at holde et rum åbent, hvor mennesker selv bestemmer sammen. 68 var i den optik en begivenhed, hvor demokratiet blev realiseret som en kultur; de gamle grænser blev overskredet og de overleverede verdensbilleder blev forkastet.

Det, der står tilbage for Nancy, er ikke, at disse opgør gjorde mennesker frie til for fremtiden at opfinde deres egne sandheder. Det vigtige er ikke 'arven' fra ungdomsoprøret. Det vigtige er, at ungdomsoprøret er en forbilledlig demokratisk handling. Det viste, hvordan man gør, når man handler sammen uden at anerkende nogen umenneskelig overmagt. Man kan også sige det på den måde, at ungdomsoprøret realiserede demokratiet som en kultur, som en livsform.

Aristokratisk lighed

Nancy pointerer i den forbindelse, at ungdomsoprøret hverken var nihilistisk eller relativistisk. Opgøret med de gamle værdier var ikke et opgør med værdier overhovedet. Enhver, som kender bare det mindste til oprøret, må erkende, at der blev skabt værdier. Selvfølgelig var der noget, som var væsentligere end andet: Det blev regnet for værdifuldt at udtrykke sig selv, og det blev regnet for undertrykkende at overholde reglerne. Det er igen ikke den demokratiske kultur, som truer med at gøre alting ligegyldigt. Det er derimod forståelsen af politik som ren stemmeafgivning, hvor alle borgere tæller lige meget som én stemme i meningsmålinger, eller det er markedstænkningen, hvor alle fænomener sammenlignes efter en økonomisk målestok. Disse universalperspektiver er relativistiske, og det er den demokratiske kultur, som bryder med universalperspektiverne. Han kalder demokratiet for "aristokratisk ligshedskultur", fordi forkastelsen af verdensbillederne tillader skabelsen af det bedste og største mellem menneskene.

Passionerne

Det lykkedes ungdomsoprøret at skabe et møde mellem demokratiske forventninger og lidenskaberne i tilværelsen. Nancy fremhæver, hvordan det siden 68 har været nationalismen, fundamentalismen og forskellige former for totalitær tænkning, som har appelleret til passionerne, mens 'demokrati' har haft status som den konventionelle og allerede etablerede standard. De voldsomme anti-demokratiske bevægelser kan således ifølge Nancy ses som symptomer på et underskud af demokratisk kultur. Når demokrati bare gøres til institutioner og frie valg, overser man, at demokrati er en kultur, som forpligter mennesker på at opfinde deres egne målestokke og værdier:

"Den politiske handling er lammet i dag, fordi politiske handlinger ikke længere sættes i bevægelse af en slags 'primær motor' ladet med energi. Denne energi eller inspiration findes ikke længere i det politiske sprog, og hele det politiske må bevæges et andet sted fra".

Nancys egen tænkning kredser omkring det dynamiske og det lidenskabelige, undtagelsen og overskridelsen. Hans egen analyse etablerer en slags verdenskraft defineret i modsætningen til verdensbillederne; det gode er 'begivenheden', 'dynamikken' og 'begæret', det dårlige er de perspektiver, som underordner og underkaster menneskene.

Denne tænkning har dannet mode som kritisk position i årtier og tenderer efterhånden det trivielle. Det interessante ved Vérité de la démocratie er dog, at det trods alt lykkes Nancy i en lille pamflet at minde om det banale faktum, at '68 var en kulmination på en demokratisk historie. Man kan på den ene side ikke komme uden om, at '68 var en unik begivenhed, som deler folk i modstandere og tilhængere. Men man kan heller ikke ignorere, at vi i et eller andet perspektiv alle sammen i dag er 68'ere. Det betyder bare ikke, at alle er enige i oprørets substans, men derimod at alle må forholde sig til kulturrevolutions pointer som kulturelle præmisser.

Måske har Nancy i det perspektiv ret i den provokerende påstand, at ungdomsoprøret ikke er slut. Det er kun lige begyndt.

Jean-Luc Nancy: Vérité de la démocratie. Galilée. 63 p. 12 euro. ISBN 9782718607726

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu