Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Den uomgængelige 'satanskælling'

Roman. Har man et mellemværende med eksistensen, har man også et mellemværende med Hanne Ørstaviks prosa. Endnu en sprogligt stærk roman fra den norske forfatter
Roman. Har man et mellemværende med eksistensen, har man også et mellemværende med Hanne Ørstaviks prosa. Endnu en sprogligt stærk roman fra den norske forfatter
Kultur
19. februar 2009

Som jeg før har både sagt og skrevet: Jeg følger lige så spændt med i Hanne Ørstaviks forfatterskab som i mit eget liv. Lad mig forsøge at forklare hvorfor.

Den første bog, jeg læste af Ørstavik, var Tiden det tar (2000), og den slog fuldstændig benene væk under mig. Den skildrer i tilbageblik en 13-årig pige, der på meget 13-årig pigevis anstrenger sig for at opleve sit liv (sine sansninger og tanker, sine forelskelser, sine kunstoplevelser og ikke mindst sin far) som noget fint og sandt og rigtigt - men at dette virkelig er en anstrengelse, må vi sande, efterhånden som en djævelsk raffineret fortælleteknik lader os ane den barske sandhed om hendes forældre.

Idealbilleder

Når denne bog slog benene væk under mig, var det fordi den 13-årige piges idealiserende bevidsthed i den grad mindede mig om, hvordan jeg selv var som 13-årig, og fordi det i den grad var noget, jeg ikke havde lyst til at blive mindet om.

Sat på spidsen kan man sige, at den 13-årige pigebevidsthed står for alt det, jeg lige siden har brugt en stor del af mit intellektuelle krudt på at bekæmpe: romantisering, idealisering, skønmaleri, falsk bevidsthed - det at opleve sig selv og verden i præfabrikerede idealbilleder, hvad enten man henter dem i kunsten, ideologien, religionen eller livsstilsmagasinerne. Og her læste jeg så en bog, der nok afslørede denne bevidsthed som 'falsk' og skønmalende, men samtidig solidariserede og identificerede sig med den, og fik mig som læser til at gøre det samme, som om det nu skulle være tid til at tage mit lille forhadte 13-årige jeg til nåde - og Gu' ville jeg da ej.

Det er, så vidt jeg kan se, dét, Ørstavik hele tiden gør: fremstiller idealistiske eller idealiserende bevidstheder og rejser spørgsmålet om, hvorvidt vi skal forstå disse bevidstheder som 'falske' eller 'autentiske', ikke i moralsk, men i eksistentiel og psykologisk forstand. I Ørstaviks seneste roman Kaldet - romanen (2006), som netop er kommet i god dansk oversættelse, er den idealistiske bevidsthed en forfatter, der kæmper for at være sand i det, hun skriver.

Kaldet - romanen er et kammerspil for fire kvinder: forfatter-jeget (fraskilt mor i lille lejlighed), jeg'ets farmor (der rejste ud for at blive missionær i Kina, men i stedet blev barnefødende missionærhustru), en ung journalist med det androgyne navn Bill (i lyserød mohair-sweater, der stumper over minusmaven) - og så endelig 'satanskællingen', en mytisk, mørk kvindeskikkelse, der fra starten står rygvendt ved forfatterens vindue og synes at spærre hendes vej til den romanfortælling, hun leder efter: "Mellem mig og fortællingen står kvinden ved vinduet. Hun står der og lukker, spærrer. Med ryggen til. Stik ikke af, er det det hun siger. Nu skal du blive her, nu skal du fandeme blive her."

Romanens tidsramme er de timer, hvor den unge journalist Bill er på besøg hos forfatter-jeget for at interviewe hende, men inden for denne ramme serveres andre historier: historien om farmoderens missionær- og moderkald; refleksioner over jegets forfatterkald (eller om det overhovedet er et kald); erindringer fra forfatterens barndom og forliste ægteskab; beretningen om hendes bøvlen med en tranghed i lysken.

Rummet og blikket

Disse forskellige spor i romanen lægges ud i opbrudte småstykker, der flettes ind og ud mellem hinanden, med en blank linje, hver gang vi skifter spor. Tekstbilledet er således små afsnit med hvide linjer mellem - og disse hvide linjer bliver vigtige som billeder på det 'mellemrum' eller den åbning, forfatterjeg'et trænger sådan til: i sin skrift, i sin krop, i sin eksistens: "Og pludselig ser jeg teksten for mig sådan, det jeg står her og skriver, at det er derfor, de korte afsnit. At denne tekst er en krop, som må have mellemrum. At det er der teksten slipper, tænker jeg, og åbner. At det er der noget kan slippe."

De idealbilleder, der præger den fremstillede bevidsthed i Kaldet - romanen, er forestillingen om det rette rum og den Andens blik; begge eksistensbekræftende størrelser, der skal give forfatter-jeget fornemmelsen af at "her kan du være, her kan du findes". Vi kender disse forestillinger fra romanen Presten, hvor det er kirkerummet og Guds blik, der tænkes at kunne give denne bekræftelse. I Kaldet - romanen kan blikket være Guds (der, i en variant af Berkeleys Guds-bevis, tænkes at garantere jegets eksistens, når ingen anden ser på hende) eller Fars ("Far, som ser på mig, far, de smukkeste øjne i verden"), og rummet kan være det konkrete arbejdsrum, kroppens rum, romanens, tekstens.

Og her er det så, min foragt for min indre 13-årige sætter ind igen, for er der ikke her igen tale om skønmalende idealbilleder? Billeder, der skal dække over den eksistentielle ensomhed og udsathed, som intet fint rum eller faderligt blik kan skåne os for?

I mit læseliv har Ørstavik en rolle, der minder lidt om den mørke 'satanskælling' i Kaldet - romanen: en skikkelse, der står massivt dér i det samtidslitterære landskab, provokerende og uomgængelig, og har en fordring til mig, rejser spørgsmål for mig, som jeg ikke kan sidde overhørig. Jeg må blive ved med at læse og granske for at finde ud af, om ikke bare Ørstaviks romanpersoner, men også hun selv virkelig tror på idealbillederne - om det nu virkelig er meningen, vi skal tro på, at sandheden findes i det rette rum og den Andens blik.

Og samtidig er det heldigvis ligegyldigt, hvad forfatteren selv tror, for hendes tekster er så sprogligt stærke, at de både rummer denne tro og dekonstruktionen af den. Hvis forfatterjeget i Kaldet - romanen har svært ved at hengive sig til manden og til Gud og til en anden vilje, så hengiver hun sig så meget desto mere til skriften, som viser os, at ordene ikke er smukke, eksistensgaranterende rum, men (som det hedder med en anden metafor i bogen) 'sår'.

Sagt lidt højtravende (og måske taler min indre 13-årige med her): Har man et mellemværende med eksistensen, har man også et mellemværende med Ørstaviks prosa.

Man kan læse mere om Ørstaviks forfatterskab i antologien 'Åpninger - lesninger i Hanne Ørstaviks forfatterskap', hvor en række norske og danske litteraturforskere diskuterer forholdet mellem sprog og bevidsthed, æstetik og religion i Ørstaviks værk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her