Læsetid: 8 min.

Den utrættelige Günter Grass

Den tyske forfatter Günter Grass går i to nye bøger igen tæt på og insisterer på fortolkningsretten til eget liv. I 'Die Box' har han lagt beretningen i munden på sine børn, og hans dagbog fra 1990 er fuld af præcise iagttagelser og forudsigelser af konsekvenserne af den tyske genforening
Dagbog. Grass var begejstret over Murens fald men meget vred over den form, genforeningen fik. Han mente, at Østtyskland blev indlemmet, som om det aldrig havde eksisteret, og at østtyskerne dermed aldrig fik mulighed for at overveje deres fremtid. Det fik han meget skæld ud for dengang. Men Grass fik ret i mange af de ting, han skrev efter Murens fald, det kan man læse i dagbogen fra 1990. I dag er selv de mest pessimistiske forudsigelser overgået af virkeligheden.

Dagbog. Grass var begejstret over Murens fald men meget vred over den form, genforeningen fik. Han mente, at Østtyskland blev indlemmet, som om det aldrig havde eksisteret, og at østtyskerne dermed aldrig fik mulighed for at overveje deres fremtid. Det fik han meget skæld ud for dengang. Men Grass fik ret i mange af de ting, han skrev efter Murens fald, det kan man læse i dagbogen fra 1990. I dag er selv de mest pessimistiske forudsigelser overgået af virkeligheden.

5. februar 2009

"Er der nogen her, der ikke har et moderkompleks? Ræk hånden i vejret!," siger Günter Grass velfornøjet til sine oversættere.

De sidder sammen med ham i Lübeck og er i deres gennemgang af hans bog Die Box - Dunkelkammergeschichten nået til en episode, hvor to kvinder, som han har en del at gøre med, hen over hovedet på ham enes om, at han har sådan et kompleks, og at han i grunden burde i behandling. Hvortil han siger: Der er ikke andre end mig, der skal tjene penge på mit moderkompleks!

Episoden dukkede første gang op i romanen Flynderen fra 1977, dengang som fiktion. I Die Box er den autentisk, hvis man overhovedet kan bruge det ord om noget i et litterært værk. Mørkekammerhistorierne, som kommer på dansk senere på sæsonen, er en slags fortsættelse af Grass' selvbiografi fra 2006, Når løget skrælles. Dengang skrev han til slut, at nu kunne det være nok.

Bogen førte frem til udgivelsen af hans første roman Bliktrommen. Den blev en så stor succes, at Grass siden da har været en offentlig person, og den slags er det sjældent interessant at læse om. De fleste selvbiografier af kendte folk kan være spændende, så længe de handler om barndom og tidlig ungdom. Så bliver de trivielle, når de når til voksenliv og karriere, fordi de fortæller alt det, som offentligheden allerede ved, og ikke tør fortælle ret meget privat, fordi det ville forstyrre billedet af det offentlige person.

Så da Grass alligevel fik lyst til at skrive videre om sit eget liv, valgte han den usædvanlige løsning at lægge beretningen i munden på sine børn. Eftersom han har seks egne og to tilgiftede (og efterhånden 16-18 børnebørn), er der garanti for en vis episk bredde. Børnene optræder ikke under deres virkelige navne, der er heller ikke tale om interviews. Det er Grass, der skriver, det er både deres egne og hans ord, børnene taler med, personerne er virkelige og fiktive på samme tid. Et yderligere element er det boxapparat, som bogen har fået sin tyske titel efter. Det tilhørte fotografen Maria Rama, som var en nær veninde af familien og fotograferede den tidligt og silde.

Men i bogen får kameraet desuden tillagt eventyrlige egenskaber: Det kan fotografere, hvad man ønsker sig, hvad der har været i fortiden og vil komme i fremtiden, og det kan på den måde også levere inspiration til forfatteren. Han har derfor tilegnet sin bog mindet om Maria Rama - endnu en af de mange, han har "lært af", som tilegnelsen hed i Når løget skrælles.

På den måde opnår Günter Grass at kunne fortælle mere om sit personlige liv, end det ellers ville have været muligt. Naturligvis optræder hans værker og hans politiske engagement undervejs i mørkekammerhistorierne, men de spiller ikke hovedrollen.

Det gør familielivet, eller familielivene i flertal. For Günter Grass har ikke fået alle sine seks børn med den samme kvinde, og hans nuværende hustru havde to egne sønner, da hun giftede sig med ham. Først var han gift med Anna fra Schweiz og fik fire børn med hende, tre drenge og en pige. Så løb han hjemmefra og fik endnu en pige, og så var han igen på farten (og igen kom der en pige), tæt på den tid, hvor han giftede sig for anden gang. Den yngste datter blev derfor holdt lidt hemmelig i flere år, og det er et tema i bogen, at hun på den måde delvis blev snydt for de søskende, hun dog havde.

Ligesom det i det hele taget er bogens hovedtema, hvordan børnene i forskellige aldre havde det med deres forældre, med den "rodebutik", som blev enden på det første ægteskab, med at flytte rundt eller ikke at kunne komme til det - i det hele taget, hvordan de havde det med en far, som nok var kærlig, men også distræt, fordi han ofte både bogstaveligt og overført var et andet sted henne.

Sikre sig egen version

Det kan man så altsammen kalde indiskret eller ekshibitionistisk. Men Günter Grass' privatliv har været genstand for så megen snagen, at der ikke her meddeles nye sensationelle detaljer. Snarere er der tale om, at Grass - som allerede i Løget og som andre før ham, Goethe for eksempel - vil sikre sig fortolkningsretten til sit eget liv. Når andre mener at kunne fortælle så meget om ham, så vil han også levere sin version.

Den er fuld af ømhed, både over for børnene og over for de "fire stærke kvinder", der har bestemt forskellige perioder af hans liv. Der er ingen æselspark, ingen bagtalelse, ingen bitterhed, men megen taknemmelighed i mørkekammerhistorierne, ganske som der var det i Løget. Der er også - naturligvis, andet ville være sært - en ikke ringe selvbevidsthed. Mod slutningen forestiller forfatteren sig, hvorledes børnene ligesom i Freuds forestilling om urhorden slagter deres far, parterer og steger ham og spiser ham, hvorefter de alle er mætte og tilfredse. Det er et fint ambivalent billede: På den ene side har de lyst til at slå ham ihjel - på den anden side henter de styrke fra ham.

Om denne bog handlede det niende oversættermøde, som Günter Grass havde indkaldt til i slutningen af januar, denne gang med deltagelse af 15 oversættere fra alle mulige lande, fra Spanien over Holland og Finland til Rusland og Kina med mange mellemstationer. Hvis man ikke allerede havde opdaget det (men det havde man jo), viste den tålmodige gennemgang af bogen sammen med forfatteren, hvor raffineret Die Box er bygget op, og hvor langsomt den - som alle Grass' bøger - skal læses, hvis den skal udfolde sig. Den er ikke et af Grass' hovedværker, men den er et underfundigt supplement til selvbiografien og som nævnt et eksempel på, hvorledes en offentlig person kan redde de mere personlige elementer med over i en fortløbende beretning om sit liv.

Dagbog om genforening

Men Günter Grass er fortsat produktiv, omend hans seneste publikation ikke er nyskrevet, men oprindelig fra 1990. Det drejer sig om den netop udkomne dagbog fra genforeningsåret 1990, Unterwegs von Deutschland nach Deutschland, fra den gamle forbundsrepublik til det genforenede Tyskland.

Denne gang er det naturligvis især den politiske Günter Grass, der taler. Men som i mørkekammerhistorierne er det en pointe, at hverken kunstneren eller privatmanden er fraværende. Det er først kombinationen af de tre, der er den hele person, og de forskellige sfærer befrugter hinanden: Litterære planer - fortællingen Ildevarsler og romanen En længere historie - tager farve af den politiske udvikling, og omvendt er det kunstneriske arbejde med til at give det politiske arbejde perspektiv: Det tager altid afsæt i det konkrete.

Man vil huske, at Grass var begejstret over Murens fald og til gengæld meget vred over den form, genforeningen fik. For ham at se negligerede den komplet 40 år af menneskers liv, indlemmede Østtyskland, som om det aldrig havde eksisteret, og umuliggjorde, at østtyskerne fik mulighed for at overveje deres fremtid.

Netop den befolkning, som selv havde væltet sit regime, blev omgående til andenrangsborgere i den nye fælles stat. Det blev Grass skældt meget ud for dengang: Han skulle ikke komme og fortælle østtyskerne, hvad de burde gøre - sagde vesttyske politikere og skribenter, der selv ikke bestilte andet. Den første og sidste østtyske valgkamp i 1990, altså før genforeningen, var helt domineret af vesttyske toppolitikere.

Mange glemmer så til gengæld helst, at Grass desværre fik ret i de fleste af sine prognoser om, hvordan det ville gå bagefter. Han fik ikke umiddelbart ret i, at Tyskland ville blive en for dominerende stormagt, omend fremtidens historikere nok vil se en hel del mere kritisk på den tyske Jugoslavien-politik først i 1990'erne, end man dengang gjorde. Men ellers: Denne genforening, sagde Grass, vil skabe så store frustrationer, at det vil sikre det tidligere kommunistpartis overlevelse. Den vil skabe arbejdsløshed, de mange penge vil ikke blive investeret i øst, men vende tilbage til vest som betaling for forbrug. Og når det hele er overstået, vil alt af værdi i øst være ejet af folk i vest, og der vil mangle den lokale forankring, som skal få en ny produktion til at blomstre.

Præcis sådan er det gået. Nogle af Grass' mest aggressive kritikere fra dengang klager i dag over, at kun 25 procent af østpengene er blevet til investeringer, og at der mangler lokal forankring af produktion. Blandt andet derfor er afvandringen fra øst til vest fortsat i et højt tempo også efter genforeningen. Lægger man hertil, hvad man allerede ved - for ikke at tale om, hvad man en dag vil få at vide - om forløbet af den østtyske industris privatisering og om evalueringen af DDR's læreanstalter, kunne Grass have grund til at triumfere. Men det har han ikke gjort, for det er ikke sjovt at se selv de mest pessimistiske forudsigelser overgået af virkeligheden.

Udgivelsen af dagbogen fra 1990 skal heller ikke ses som et hvad-sagde-jeg-projekt. Den skal i mindst lige så høj grad læses som en beretning om, hvad der også skete i 1990: Grass arbejder med akvareller, grafik og litteratur i Tyskland, Danmark og Portugal, han besøger sin yngste datter og hendes mor i Berlin, han berejser Østtyskland også med henblik på andet end politik, han har gode og onde drømme - og så kommenterer han naturligvis politikken, med kritiske bemærkninger ikke kun om kansler Kohl, men også om sit eget parti SPD, som ikke formår at gribe initiativet, men nøjes med at være fodslæbende og derfor ikke kan vinde valget i 1990.

Ironisk opgivende står der på genforeningsdagen den 3. oktober 1990: "Kohl har da også heldet med sig i alt! Selv fuldmåne på dagen for den tyske enhed."

Dagbogen fra 1990 er fuld af præcise iagttagelser og af både vrede, ømme og melankolske tanker. Der er ikke tale om bagklogskab: Alting stammer fra dengang, og alt det politiske kan kontrolleres ved at se, hvad Grass allerede dengang skrev og sagde. Men man behøver ikke at læse dagbogen bare for at få oplysninger om personen Günter Grass. Man kan - og bør - ikke mindst læse den for at få noget at vide om, hvor mange lag virkeligheden indeholder selv i situationer, hvor et enkelt af dem træder særlig tydeligt frem og truer med at skygge for alle de andre. Det har været kompositionsprincippet i alle Grass' romaner og fortællinger. Det er det også i dagbogen. Det er kort sagt sådan, han både lever og arbejder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu